Leder

Hvem dræbte Arafat?

Sharon, der konsekvent kaldte Arafat »den største forhindring for fred«, fik fra Washington besked på ikke at skåne Arafat, da de israelske kampvogne i 2002 omringede Det Palæstinensiske Selvstyres (PA) hovedkvarter i Ramallah
Debat
8. november 2013

I en 108 sider rapport fra et schweizisk forskerhold hedder det, at prøver fra det i november opgravede lig af den palæstinensiske leder, Yasser Arafat, »moderat understøtter« en udbredt hypotese om, at han blev forgivet med polonium-210, et dræbende radioaktivt stof, når det kommer i kontakt med menneskeligt væv. David Barclay, en britisk ekspert, kalder rapportens konklusion »en rygende pistol« og er ikke i tvivl: »Fundet af polonium i Arafats krop er 18 gange højere end det normale,« udtaler han til The Guardian.

Ikke uventet kræver enken, Suha Arafat, en international undersøgelse, og endnu mindre overraskende siger et medlem af PLO-ledelsen, Wasel Abu Yusef, at den radioaktive substans »ejes af stater, ikke af folk, hvilket betyder, at forbrydelsen er begået af en stat«. Og rigtigt gættet: Israel.

Det er da heller ikke overraskende, at denne stat kategorisk afviser mistanken om meddelagtighed. Yigal Palmor, talsmand for det israelske udenrigsministerium, kalder undersøgelsen »en sæbeopera«. Raanan Gissin, talsmand for daværende premierminister Ariel Sharon, da Arafat døde i november 2004, gør gældende, at det var »en regeringsbeslutning ikke at røre Arafat«. Det sidste er delvist korrekt. Sharon, der konsekvent kaldte Arafat »den største forhindring for fred«, fik fra Washington besked på ikke at skåne Arafat, da de israelske kampvogne i 2002 omringede Det Palæstinensiske Selvstyres (PA) hovedkvarter i Ramallah. I stedet blev Arafat isoleret i sin bunker, som han først forlod, da han afkræftet blev fløjet til Paris, få dage før han udåndede.

Og konspirationsteorierne svirrede. Hvem havde interesse i at ombringe Arafat? Palæstinenserne var overbeviste om, at Ariel Sharon – og bag ham ’Kvartetten’ bestående af USA, EU, FN og Rusland – var gerningsmændene. George W. Bush, hvis rådgivere frarådede at take out Arafat, som snigmord kaldes med en grum eufemisme, krævede nu ’reform’ af PA-selvstyret. Kvartetten udarbejdede den såkaldte ’køreplan’, der forudsatte udnævnelse af en ’moderat’ premierminister, der overtog Arafats beføjelser og forhandlede med Israel om den model for en fredsløsning, der var stipuleret i køreplanen.

Denne udefra udpegede premierminister var Mahmoud Abbas, en PLO-veteran, der havde støtte hos to procent af palæstinenserne. I dag er han ’præsident’ for den ikke-eksisterende palæstinensiske stat, men ikke synderligt mere populær. Den gang i 2002 holdt han et halvt år – Arafat, der omtalte Abbas som »en palæstinensisk Karzai«, var ikke sådan at flytte på, men beholdt kontrollen med de sikkerhedsstyrker, der er grundlag for al magtudøvelse i Mellemøsten.

Det er heller ikke helt korrekt, at Arafat var ’uskadeliggjort’ i 2004, hvorfor det var irrelevant at take him out, som israelerne siger. Han var stadig respekteret og dermed en ’forhindring’ for den israelsk-vestligt skitserede fredsaftale, der var kernen i ’køreplanen’, og som bl.a. indebar annektering af palæstinensisk land med jødiske bosættelser.

Det er stadig kernen i den forhandlingsproces, Abbas efter års stilstand genoptog i juli til støjen fra byggekraner på nye bosættelser i Østjerusalem og på Vestbredden. USA’s udenrigsminister, John Kerry, er i regionen og afleverede tirsdag en ’bestikkelsescheck’ på 75 millioner dollar øremærket til »skoler, veje, hospitaler og jobskabelse, designet til at øge støtten til PA-selvstyrets fredsproces«.

Alligevel tror syv ud af 10 palæstinensere i en nylig meningsmåling ikke på, at den igangværende ’fredsproces’ fører til et resultat, og 58 procent støtter en tredje opstand – en intifada. Dog er et flertal mod en væbnet intifada som i 2001 (oven på Arafats afvisning Israels fredsplan i Camp David i 2000), men postyret om årsagen til ikonets dødsfald er ikke desto mindre højst ubelejligt for Abbas.

For det minder palæstinenserne om, at han forhandler på præmisser, som Arafat sagde nej til, og som udover bosættelser også omhandler grænsedragning, Jerusalems fremtidige status som hovedstad og flygtningenes fremtid. Med den korruptionsrensede ekstremist Avigdor Lieberman tilbage i politik tyder intet på, at Israel vil være mere imødekommende end tidligere.

Abbas må imødese endnu en fiasko – og en genopstået Arafat som bannerfører i en ny intifada.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her