Leder

Skarpe linjer

18. november 2013

Det kan synes som en evighed siden, at DR’s programchefer blev hevet i retten for at have ladet Trille synge, at »ham gud han er eddermame svær at få smidt ud«, når det kildede i trussen. Men diskussionen om seksuelt indhold i musikken er nu, 40 år senere, tilbage med fornyet kraft.

I centrum står en enkelt lille popsang: Nummeret »Blurred Lines« af den amerikanske sanger Robin Thicke er blevet centrum for en ophedet diskussion om popkulturens kvindesyn og er nu forbudt på over 20 britiske universiteter. Årsag: Teksten har et ’forkert’ seksuelt indhold, og sætningen »Jeg ved, at du vil have den«, er endda blevet udlagt som en potentiel voldtægtsopfordring.

Prince’s ’Darling Nikky’ fik Tripper Gore til at kræve advarselsklistermærker, og Van Morrison blev forhindret i at oplyse æteren om en »Brown eyed Girl«, der havde sex før ægteskabet. Rækken af sange, der er blevet censureret for seksuelt indhold, er uendelig. Men hvor det før var en kritik med en konservativ og kristen afsender, er popmusikken i dag under angreb fra en fløj, der definerer sig selv som venstreorienteret og feministisk. De reagerer mod sexisme på alle niveauer og ser musikindustrien som højborg for kommerciel udnyttelse af kvinden.

Man kan mene mangt og meget om seksualiseringen af vores kultur. Diskussioner om fremstillinger af kvinden er evigt relevante. Og det står enhver frit at rense deres liv for ting, de ikke kan lide.

Men når smagspræferencer bliver til politiske paroler og breder sig ud i offentlige rum, bevæger vi os over i en diskussion om ytringsfrihed og censur. Når angrebet tager form som et konservativt forsvar for traditionelle værdier, kan det relativt nemt afvises som forældet. Når den derimod kommer fra en kant, der ser sig selv som de nye progressive, er det et mere kompliceret landskab. »Blurred Lines« har tegnet nye, skarpe linjer op. Og om ikke andet understreget en ting: Den kamp er eddermame svær at få smidt ud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu