Leder

Sund fornuft i Geneve

26. november 2013

En sigende detalje i atomaftalen mellem Iran og USA (på vegne af FN’s sikkerhedsråd, Tyskland og EU) er punktet om ’suspendering af USA’s sanktioner mod den iranske automobilindustri, såvel som tilknyttede tjenester’ – formentlig reservedele, bildæk, etc. Man ser en forældet bilpark for sit indre blik, metaltrætte vrag holdt sammen med elastik og ståltråd – ikke ulig de spektakulære cubanske 50’er-dollargrin, der i årtier har været eksotiske indslag i Havanas sanktionsramte trafik.

Ikke i Teherans gader, hvor nye biler og busser skinner af lak og chrom. Men de er... kinesiske. Købt for den lokale yuan indsat i kinesiske banker som betaling for andelen på 10-12 procent af Kinas stigende olieforbrug, der importeres fra Iran. For pengene sender kineserne bl.a. biler og busser den anden vej, da Kina kun er bundet af FN’s sanktioner og ikke, som de amerikanske og europæiske bilfabrikanter ofre, for USA’s og EU’s bilaterale sanktioner mod den islamiske republik.

Men det er ikke kun iranernes ønske om igen at køre i Mercedes, Chevrolet og lokale Peugeot-modeller, der – som det forlød i telefonen fra Teheran i går – har fået smilene frem for en handel, der ret beset aldrig var gået i en tæppe-bazar, og da slet ikke i en persisk.

Iranerne har til gengæld for suspendering af ’begrænsede, midlertidige og målrettede sanktioner, der kan genindføres, holdt brandudsalg i det nationale atomklenodie ved at sætte det på halv kraft de næste seks måneder. Den ikke færdigbyggede Arak-reaktor smides i mølpose, lageret af 20 pct. beriget uran – det ’kriminelle’ niveau, der med et snuptag kan omdannes til kernevåbenegnet brændstof – ’neutraliseres’, og det hele underlægges daglige kontrolbesøg – ydmygende for det selvbevidste iranske gemyt. Hvorfor?

Fordi aftalen – skruet sammen så den undviger godkendelse i Kongressen – repræsenterer noget så sjældent i politik som håb. Et lille skridt mod normalisering med resten af verden. Og i øvrigt et folkeligt dementi af de onde hensigter, israelere og wahabbi-saudier tillægger dem. Præsident Hassan Rouhani er efter 100 dage mere populær end en hvilken som helst popsanger – og udenrigsministeren hyldes, som var han anfører på fodboldlandsholdet. Mahmoud Ahmedinejads navn er fortrængt fra det offentlige rum – ifølge rygtebørsen anklaget i en korruptionssag.

Glæden over det lille vindue til verden, der blev åbnet i Geneve, forklarer også ayatollah Ali Khameneis konkrete støtte til Rouhani. Det iranske diktatur har til forskel fra de arabiske af slagsen semidemokratiske mekanismer, den åndelige leder kan tage bestik af. Rouhanis jordskreds-valgsejr i juni var en bredere og mere folkelig fortsættelse af den såkaldt grønne revolution i 2009, da studenter og storby-middelklasse demonstrerede mod genvalget af Ahmedinejad. Der – viste det sig – faktisk havde flertal i kraft af landbo-stemmerne, og derfor fik den arkaiske ayatollahs velsignelse. Men denne gang stemte det store flertal mod en forkrøblet økonomisk politik, forværret af stadigt mere strangulerende sanktioner. Rouhani blev ikke valgt på ideologiske paroler om demokrati og øget personlig frihed, men på løftet om retten til at fravælge kinesisk junk, gå på arbejde og købe brød til normal pris. Rouhanis vælgere er ikke for et regimeskifte, men for skifte i regimeadfærd. Og Khamenei tog bestik af det.

At Barack Obama så den bold, og gik efter den, er næsten betagende. Som Rouhani er han ikke ideologisk brægende, men problemorienteret. Iran er et problem – altså må det løses, hvilket han begyndte på straks efter sin tiltræden i 2009. Den både dæmoniske og lidt småtossede Ahmedinejad appellerede højst til hans humoristiske sans, så han skrev direkte til ayatollahen. Og Khamenei var angiveligt indstillet på at svare imødekommende, da dæmonens genvalg nulstillede al kommunikation. Den blev genoptaget, da han var på vej ud og væk, med nye hemmelige forhandlinger. Ingen så dem komme, slet ikke Netanyahu i Jerusalem, der mente at have styr på Obama ved at have styr på hans kongres. Nu får han svært ved at styre israelerne. Hvilket er en opmuntrende sideeffekt, men det vigtige er, at med aftale i Geneve har sund fornuft sejret. I hvert fald indtil videre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bente Simonsen
  • Torben K L Jensen
  • Viggo Helth
  • Erik Jensen
Bente Simonsen, Torben K L Jensen, Viggo Helth og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu