Leder

Afdæmpet irsk jubel

17. december 2013

Det var en glad, men afdæmpet irsk premierminister, Enda Kenny, der søndag kunne annoncere, at Irland som det første programland har genvundet sin finansielle uafhængighed – tre år efter at landet måtte underlægge sig Trojkaen (Den Europæiske Centralbank, EU-Kommissionen og IMF) til gengæld for et kriselån på 85 mia. euro.

På den ene side ønskede Kenny at udråbe landets tilbagevenden til markedsfinansiering som en stor succes. På den anden side ville overdreven jubel med sikkerhed give bagslag. For de færreste irere vil kunne mærke forskel på i går og i dag.

Godt nok er huspriserne i Dublin steget 10 pct. det seneste år – men det er efter et fald på 50 pct. siden 2008. Ledigheden er rigtig nok faldet til 12,5 pct. fra 15,1 pct. i 2012 – men årsagen er blandt andet, at 34.000 irere immigrerede i 2012. Og jo, væksten er vendt tilbage, men gælden er vokset til 124 pct. af BNP.

Den gæld skal irerne stadigvæk betale tilbage, så efter tre år med nedskæringer, vil de kommende år blot byde på mere af det samme.

De færreste irere vil tilmed føle tilfredsstillelse ved at have været med til at ’rydde op i eget hus’. For rodet var nemlig et grænseoverskridende rod.

Irerne blev ofre for den urimelige kendsgerning, at bankerne er »internationale, mens de lever, men nationale når de dør«. Internationale banker var mere end villige til at yde risikable lån til irske banker, men ikke til at acceptere tab, da disse krakkede. Skatteyderne måtte betale gildet.

Denne del af oprydningen håber EU at have gennemført, da man i sidste uge blev enige om en lovgivning, der fra 2016 vil tvinge aktionærer til at påtage sig tab ved krak. Tilmed arbejdes der på oprettelsen af redningsfonde i forbindelse med etableringen af bankunionen.

Men alt dette kommer for sent for irerne – og Kenny ved det. Derfor blev hans jubel søndag begrænset til de forsigtige ord: »Dette er et vigtigt skridt, men ikke i sig selv afslutningen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Irerne blev ofre for den urimelige kendsgerning, at bankerne er »internationale, mens de lever, men nationale når de dør«. Internationale banker var mere end villige til at yde risikable lån til irske banker, men ikke til at acceptere tab, da disse krakkede. Skatteyderne måtte betale gildet.

Hvor meget dette er en "kendsgerning" kan nu diskuteres. F.eks. DDB har måtte sluge ganske betragtelige tab i Irland. Alene i 2012 nedskrev man 7 mia DKK på udlån til to irske banker. Penge der går direkte fra bundlinien og altså aktionærerne.

- Nå for søren, så har jeg sgu da helt misforstået det hele????

Her gik jeg sagligt og troede at det var den Irske stat der havde ladet udstede lånebeviser til finansiering af mankoen i statskassen efter skattenedsættelserne tilbage omkring år 2000 til 40 % til alt og alle , men nu er altså i stedet bankerne der har skylden for statens handlinger????

Mon ikke vi lige skal "klappe hesten en ekstra gang" inden vi falder i svime over det udsagn.

- OK, vist steg huspriserne for ejerboliger ligesom i Danmark, men det er og var stadig regeringens pligt at lægge loft over denne himmelflugt for huspriserne.

- De interne politik skabte kriseforhold i Irland er politikernes ansvar og ingen andres!

Krisen fra Amerika som ramte alle globalt kan ikke forklare de elendige politiske beslutninger der blev eller ikke blev truffet rettidigt i Irland.