Leder

Det forfrosne forår

Debat
18. december 2013

Det er nu tre år siden, at en 26-årig gadehandler ved navn Mohammad Boazizi satte ild til sig selv i protest mod lokale myndigheder i en nordafrikansk flække. Hvormed han antændte et håb i den arabiske verden – og såmænd uden for – om tyranniets udløbsdato. Boazizis offer i Tunesien mobiliserede millioner i Egypten, Yemen, Bahrain og Syrien, der gik på gaden med forsæt om at blive hørt. Parolerne var ikke samfundsomvæltende, men krav om demokrati og værdighed – karam. Og de var ikke revolutioner, men ikke-voldelige opfordringer til de lokale magthavere om reformer her og nu – også gerne ovenfra.

Lige straks så det ud til, at der blev lyttet. Despotierne i Tunesien og Egypten faldt inden for uger, men det var så det. I dag er Egypten igen et militærdiktatur, og Tunesien er lammet af en politisk krise, hvor kun et mirakel kan forhindre, at den udarter i egentlig borgerkrig.

I Bahrain og Yemen lovede magthaverne reformer, men holdt ikke løfterne – Bahrain er besat af saudiarabiske tropper, Yemen et morads af al Qaeda-bander og Iran-støttede shia-oprørere.

I Syrien, hvor sekterne indtil 2011 var tvunget til at sameksistere, traf den uerfarne diktator et grumt valg, da han efter rådslagning med begge fløje i sit bagland satsede på sikkerhedsløsningen frem for reformmodellen. Resultatet: hans stat – og i et videre perspektiv Mellemøsten – er destrueret: to en halv million er sendt på flugt til nabolandene, mens andre millioner er internt fordrevne.

Vicechefen for FN-organisationen for humanitær hjælp, Valerie Amos, påpeger efter en nylig rundrejse i regionen, at flygtningesituationen ikke er set værre siden Rwanda for 20 år siden ligesom FN’s flygtningehøjkommissær, Antonio Gueterres, kalder Syrien for »den største fare for global fred og sikkerhed siden Anden Verdenskrig«.

FN har anmodet om et rekordstort beløb på 6,5 milliarder dollar som nødvendigt for at tackle den humanitære krise, hvor antallet af flygtninge uden for Syrien ventes at stige til fire en halv million i 2014. Enhver, der har eller har haft kontakt med flygtningene, ved, at hver enkelt er en ubeskrivelig tragedie. Men også, at de ikke er nøgle til nogen løsning, men sagesløse brikker i et geopolitisk spil, hvis kynisme er lige så konsistent, som den er deprimerende.

Og som har vist i hvor ringe grad USA med EU-allierede har evnet at læse udviklingen. Havde de tænkt sig om i tide, kunne en løsning være nået – eller i hvert fald påbegyndt – på Geneve-topmødet i juni 2012, hvor det syriske regime syntes rede til at bøje af for russisk-kinesisk pres og indgå en våbenhvile, men hvor Vesten stadig gik ud fra, at »Bashar al-Assads dage var talte« med Barack Obamas formulering.

Det var de som bekendt ikke. Og i dag er dagsordenen ikke længere at vælte al-Assads regime, ikke længere kampen for syrisk demokrati, men en al-Qaeda-renæssance, der har sat den sekulære og vestligt støttede opposition og dens militære arm, FSA, Frie Syriske Armé, skakmat, og som sender gys af rædsel gennem kontorerne i Washington, Moskva og Bruxelles. Så sent som sidste uge kapitulerede general Salim Idriss, oppositionens militære øverstkommanderende, da han erklærede sig rede til en alliance mellem de sørgelige rester af FSA og al-Assad-regimets styrker mod de al- Qaeda-relaterede militser, der nu har magten i hele det nordlige Syrien.

Idriss forsøgte ganske vist at moderere sit forslag, men tendensen lader sig ikke moderere: Uanset at ikke alle salafistiske militser er direkte forbundet med al-Qaeda-grupperne, er de forbundet i målet: Syrien under islamisk lov, ikke et inklusivt Syrien med plads til alle trosretninger. Og som FSA har amerikanerne erkendt verden, som den ser ud, og forhandler nu med de ikke al-Qaeda-relaterede salafister om deltagelse i den fredskonference, Geneve 2, der er planlagt den 22. januar i Montreaux.

Således er den forårsblomst, der blev plantet af en desperat tunesisk gadehandler og spirede med den arabiske middelklasses håb om værdighed, indtil videre visnet hen, kapret af generaler og fundamentalister og lige om lidt også af al-Assad. Med en høj pris af ofre, der i disse dage fryser ihjel i tynde telte. Men som sagt: Indtil videre. e.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Bondeanger.

Jacob Mathiasen

Her er en fin graf, som viser, hvorfor langt de fleste oprør sker...
http://www.theotherschoolofeconomics.org/?p=3955

Man skal være mere end almindeligt naiv, hvis man tror at de globale mad priser går ned pga. et oprør i en række forholdsvist ubetydelige lande.

Effektiviteten i de pågældende lande kan heller ikke optimeres meget så priserne går væsentlig ned. Tværtimod.

Det eneste, som lige akkurat holder tingene flydende er al den hjælp de får udefra. Hvis man betragter det, som et succes kriterie at nationer lever af bistandshjælp - ja ok - så er det gået godt..

Jeg har tidligere vist grafer for ægyptens fald - og alle disse andre lande har tilsvarende statistikker, som viser at det kun kunne gå galt.

Massive befolkningsforøgelser, udpinte øko-systemer, intet af værdi at eksportere, stigende internationale priser på nødvendige importer, ingen formue at tære af. Det er indlysende at det vil gå galt - det er kun et spørgsmål om tid.

Og vi har en lang række andre lande, som står i kø for at opnå dette åbenbart ønskværdige resultat.

Michael Kongstad Nielsen

Vel, den franske revolution fik jo også frostvejr, op til flere gange endda. Det er ikke nemt med de revolutioner, særligt ikke i spinkle demokratier, som ikke har styrken til at fastholde det vundne. Men, mon ikke foråret skifter fra falsk til ægte igen. Forår har det med at være uomgængelige, når først sol og lys sætter sig igennem.

jens peter hansen

De fleste revolutioner kæmper for demokratiet og ender som militærdiktatur.

Faktum er, at Tunesien har fået sit demokrati og frie valg. Det har blot ikke løst landets problemer. Det folket ønsker, og hele tiden har gjort, er nemlig mad på bordet og arbejde, således at man kan få en tilværelse der materielt, om end ikke politisk og areligiøst, ligner den i Europa. Problemet for dem er, at til at opnå det, skal mere til end et valg. Specielt med det udfald det fik.

Per Dørup Jensen

"Den uerfarne diktator satsede på sikkerhedsløsningen frem for reformmodellen. Resultat: Hans stat er ødelagt og millioner af eksternt og internt fordrevne"
Lasse Ellegård: Enhver stat vil, og har, ifølge FN, ret til at bekæmpe væbnede oprørere.
Så Assad bekæmper naturligvis, og skal bekæmpe de islamistiske terrorister, som konsekvent eufemistisk og løgnagtigt, kaldes "moderate" politiske oprørere i den vestlige presse - hvorend de fejt skjuler sig blandt civile i bygninger, i skoler, på hospitaler...
Og i henhold til ovennævnte reformmodel, indførte det relativt sekulære Assad-styre
i øvrigt i 2012 en lang række reformer, herunder politisk pluralisme.
Så hvem er det, der ved hjælp af islamistiske al queda terrorister fortsætter med at destabilisere Syrien, og med det formål holder krigen og dermed eskaleringen af flygtningekatastrofen i gang?
USA og Nato kan - hvis de var interesseret i fred, og i at stoppe den syriske befolknings lidelser - sætte deres allierede i Mellemøsten, primært Tyrkiet og Saudi Arabien på plads, tilbagekalde deres væbnede angrebskøtere og standse blodsudgyldelserne straks og erklære våbenhvile - indtil Geneve 2 forhandlingerne, med forventlige yderligere reformtiltag fra Assads side, påbegyndes den 22-1 i Geneve.
Så hvorfor fortsætter Obama-styret med at sende tusindvis af bevæbnede al queda terrorister ind i Syrien via Tyrkiet, frem for i fredens og den syriske befolknings interesse at erklære/beordre våbenhvile med omgående ikrafttræden?

Niels Jespersen, Ryan Smith, Poul Eriksen, Per Torbensen og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels-Holger Nielsen

Spørgsmålene, som aldrig bliver besvaret.

Tayip og hans AKP regering der lader de langskæggede terrorister krydse grænsen ind til Syrien er netop blevet knaldet for hvidvaskning,korruption og guldsmugling i miliard klassen.

syrienblog.net giver et godt indsigt i hvem disse terrorister er,der er også et helt afsnit om de danskere der er taget derned.Mon disse terrorister kan føle sig sikre i DK når Assads folk retter blikket mod dem.Jeg ville ikke åbne min dør hvis jeg var dem når det ringede på en tidlig mørk vinterdag i KBH.Karma is a bitch.

Ryan Smith: Så du mener Assad kunne finde på at myrde disse "terrorister" på dansk jord uden rettergang ved danske domstole? Og Assad er dit store idol?

Det overrasker jo ingen at det er folk med et så forstyrret moralsk kompas der støtter Assad.

Jeg ved ikke hvor du får det fra at Assad skulle være mit store idol,men hvorfor skriver du terrorister i gåse øjne? Du mener måske de er frihedskæmpere?

Ryan Smith: Det fremgår af alle dine andre indlæg om emnet at Assad er dit idol. Om du vil vedkende dig det er for så vidt ligegyldigt - man kan jo bare læse og se det ved selvsyn.

Hvis han var mit idol ville jeg ikke have nogen problemer med at stå ved det,at han er sin gode ret til at eliminere de blodtørstige sataner der vælter ind over hans grænser er en anden sag.

Ryan Smith: Altså inklusiv dem der nu opholder sig på dansk jord? Du mener at Assads "ret til at eliminere de blodtørstige sataner" går forud for dansk ret på dansk jord?

Skal vi ikke bare stoppe den her.