Leder

Et latterligt kapløb

Debat
13. december 2013

»DR var først med det hele,« sagde den politiske redaktør, Uffe Tang, i går til journalisternes fagblad. På Christiansborg og Twitter løb der onsdag aften vilde rygter om en regeringsrokade, og før statsministeren havde så meget som pippet, stod navnene på samtlige nye ministre at læse på dr.dk. Og det var altså her, de stod først.

»Nej, vi kom først,« sagde TV 2’s politiske redaktør: »Det gjorde TV 2 News. DR var først med Dan Jørgensen, og det var vist det.«

Jovist, der bliver konkurreret. Godt nok fastholdt DR’s nyhedsdirektør i forbindelse med den såkaldte exitpoll-prognose igen og igen, at DR ikke konkurrerer på seertal med TV 2. Men det gælder om at komme først. Lige siden den første avis blev udgivet, har journalister og redaktører villet være først ude med nyheden: Det er et journalistisk ønske, der er lige så gammelt som journalistikken selv.

Men nogle gange går det for hurtigt. Det gjorde det også i går. DR erfarede ifølge dr.dk, at Holger K. Nielsen skulle være justitsminister. Det skal han ikke, og det var ifølge Uffe Tang en »fejl i kampens hede«. Uheldigt, men »den stod der heldigvis ikke så længe.«

TV 2 var ikke meget bedre, de fik på et tidspunkt viderebragt den ukorrekte oplysning, at Pia Olsen Dyhr skulle være skatteminister.

De sociale medier er en gave, og ved ekstraordinære begivenheder som en regeringsrokade er det med god grund, at mange medieforbrugere vender sig mod dem. Men den almindelige medieforbruger er komplet ligeglad med, om nyheden først læses hos den ene public service-forpligtede station eller den anden. Medieforbrugeren vil bare have den korrekte nyhed.

Så når kampen om at komme først medfører decideret ukorrekte nyheder, må medierne spørge sig selv, om journalistisk brovten trumfer hensynet til befolkningen. Og standens troværdighed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

"Standens troværdighed"...........................................gider du lige