Leder

Det muliges kunst i Afghanistan

31. december 2013

 

Ved dette årsskifte befinder Afghanistan og de vestlige militære magter sig ved en korsvej, som enten fører til en kaotisk borgerkrig eller bibringer et minimum af politisk stabilitet i det krigshærgede land. I den nu 12 år lange krig har præsident Hamid Karzai og vekslende vestlige ledere taget adskillige livsvigtige beslutninger. Men afgørelsen, der skal træffes i begyndelsen af 2014, er uden sammenligning den allervigtigste for Afghanistans fremtid siden USA’s invasion i 2001.

USA og NATO-landene, herunder Danmark, foregiver, at beslutningen er simpel. Det handler om at fuldføre den plan, præsident Barack Obama fremlagde i 2009, og som senere blev godkendt af NATO: De udenlandske kamptropper skal ud af Afghanistan i 2014, hvorefter landets vestligt trænedeog finansierede hær og politistyrker står på egne ben i kampen mod Taleban, diverse krigsherrer og kriminelle bander.

Som modydelse garanterer de vestlige lande bistand til Afghanistans føderale budget de næste 10 år. Beløbet, Vesten skal hoste op med for at forlade Afghanistan i utide, er en slat i forhold til de hundrede af milliarder dollar, der er blevet brugt på krig og genopbygning. I 2013 blev ni tiendedele af det føderale budget finansieret af udenlandske donorer. Om føje år vil denne andel utvivlsomt være den samme.

Men er der virkelig nogen, der tror, at USA’s kongres og det danske folketing vil fortsætte med at poste penge i det afghanske projekt? Det ville være naivt at tro. I takt med tiltagetrækningen af NATO-soldater vil den politiske vilje til at understøtte den afghanske hær og skabe et velfungerende, demokratisk og retsbaseret land i en fjern verdensdel forsvinde i de krigstrætte befolkninger. Det er en realitet, som hverken amerikanske eller danske politikere tør se i øjnene og tale ærligt om.

Overraskende er det ikke, fordi befolkningen i de krigsførende lande gang på gang er blevet vildledt af politiske og militære ledere, der har følt sig presset til at male et glansbillede af ’fremskridtene’ i Afghanistan i kampen mod Taleban og for demokrati og lige rettigheder. Uden dette fortegnede billede ville det selvsagt have været umuligt at få opinionen til at støtte fortsat krig.

Men hovedansvaret for den inkompetente og uhæderlige udførelse af denne krig, hvis oprindelige begrundelse var retfærdig, ligger hos amerikanerne. Krigen kunne være faldet anderledes ud, hvis George W. Bush havde undladt at kaste sig ud i Irak-eventyret, og hvis Obama havde afholdt sig fra at sætte en tidsfrist for tilbagetrækningen af de 30.000 soldater, USA sendte til Afghanistan i 2010. At føre krig på deadline er en historisk nyskabelse dømt til fiasko.

Men Obamas store svigt er at have undladt at give nødvendige indrømmelser til Karzai-styret og Taleban for at få sat en national forsoningsproces i gang, da det i 2012 stod klart, at kontra-oprørsstrategien fra Irak ikke ville virke i Afghanistan. Hvis meningen med den militære eskalering var at bringe Taleban i defensiven og presse dem til at forhandle med Kabul, er dette svigt tilnærmelsesvist kriminelt.

Selv med fortsat økonomisk støtte til Kabul vil en eskalerende borgerkrig i de næste år blive en tragedie for afghanerne og destabilisere hele Sydasien.

I det perspektiv er det uforståeligt, hvorfor USA udelod Karzai, da man mødte Taleban i Qatar i 2012. Og hvilken god grund er der til at fortsætte de ydmygende væbnede natlige razziaer af afghanske hjem på jagt efter Taleban-krigere, der intet har med al-Qaeda at gøre? Giv Karzai ret og stop det! Så underskriver han den bilaterale sikkerhedspagt med USA.

Herefter bør centralregeringen og Taleban presses til at starte en dialog. Gode betingelser er tilstede. Så snart USA og NATO er ude af billedet, forsvinder den ydre fjende, Taleban har brugt i sin propaganda. Og er Taleban ikke krigstræt som alle andre afghanere? Længes Taleban-lederne ikke efter at komme hjem efter 10 år i eksil i Pakistan med droner hængende over hovederne?

Den mindst smertelige og mest realistiske udvej må være at give Karzai og Taleban videst mulige rammer for at danne en national forsoningsregering i 2014. Det bør starte med en våbenhvile. Den eneste, der kan sætte det igang, er Obama.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu