Leder

Nekrolog over et eventyrland

7. december 2013

Endelig kunne aviserne trykke de nekrologer, som i årevis har ligget klar i arkiverne. Endelig kunne man rapportere om, hvordan beboerne i hans fødeby, Qunu, så reagerede på nyheden om hans død. Endelig kunne man genpublicere hans bedste udtalelser og de historiske fotografier. Endelig kunne Afrika Kontakt sætte ord på manges følelser i en pressemeddelelse: »Sydafrikas sjæl er borte«.

Nelson Mandelas død i torsdags var længe ventet, han blev trods alt 95. Så måske var det noget andet, der døde torsdag aften. F.eks. forestillingen om Sydafrika som et mytologisk sort-hvidt eventyrland med undertrykkere, frihedskæmpere og en slutning, hvor alle levede lykkeligt til deres dages ende.

»Idiotisk mytemageri ved selvudnævnte sydafrikaeksperter,« kaldte den sydafrikanske græsrodsjournalist Nathan Geffen det, sidst der forlød rygter om Mandelas forestående død. »Det er krænkende over for Madiba (Mandela, red.) og for alt, som han har arbejdet for, at antyde, at landet vil falde fra hinanden efter hans død.«

At Mandela ikke havde haft meget at skulle have sagt i sydafrikansk politik i de senere år er den katastrofale aidsdebat i 2008 et godt eksempel på. Præsident Mbeki nægtede sammenhængen mellem hiv og aids, Mandela talte imod, men få lyttede. For allerede i 2008 var Nelson Mandela blevet moralens stemme, snarere end politikkens. Derfor kommer hans død næppe til at få så stor betydning for det sydafrikanske samfund i praksis, som mange tillægger den.

Det gode ved den historie er, at Mandela for længst havde gjort sin del af arbejdet færdigt. Det mindre omtalte er, at det arbejde ikke alene bestod i at udskifte et ondt regime – de hvides – med et godt – de sortes. Det bestod også i at lede Sydafrika igennem den erkendelse, at der fandtes hele, komplekse mennesker med blandede hensigter på begge sider af den frontlinje, der havde splittet landet ad, og at intet menneske kommer ud af omvæltningen af et sindssygt system uden at få snavs på hænderne.

Sandheds- og Forsoningskommissionens åbne høringer, hvor gerningsmænd fra begge sider kunne modtage amnesti mod fulde tilståelser af deres voldshandlinger, var et historisk redskab i den proces. Som en mor, hvis søn var blevet dræbt af en af apartheidtidens dødspatruljer, sagde til kommissionen: »Den ting, de kalder forsoning (...) hvis jeg forstår den rigtigt (...) hvis den betyder, at den her mand, som har dræbt Christopher Piet, hvis den betyder, at han bliver menneske igen, denne mand, så jeg, så vi alle får vores menneskelighed tilbage (...) så er jeg enig, så støtter jeg det hele.«

Sådan var den sydafrikanske proces, som Nelson Mandela og Desmond Tutu anførte efter borgerkrigen. Da kommissionens arbejde var færdigt i 1999, var Mandela også færdig med at være præsident. Som den sydafrikanske forfatter J.M. Coetzee påpegede i går, var han allerede på det tidspunkt en gammel mand: »At det ikke lykkedes ham at kaste sig mere energisk over den tids akutte udfordring – oprettelsen af en retfærdig økonomisk orden – var forståeligt, omend uheldigt.«

Mandelas manglende opgør med apartheidens økonomiske rygrad er stadig et kæmpe problem. Men at det lykkedes Sydafrika at transformere sig fra apartheidens sindssyge orden til at være et samfund med store, men almindelige problemer, er i sig selv en historisk bedrift.

På den ene side helt uden de mange politiske hævndrab, som f.eks. fulgte efter Anden Verdenskrig med opgøret i Nürnberg, på den anden side plaget af vold. På den ene side en afrikansk vækstmotor, der i dag indgår i alliancen af BRICS-vækstøkonomier, på den anden side et land så ulige, at det næsten ligner økonomisk apartheid. Og med et regeringsparti, ANC, der på den ene side konsekvent får tre fjerdedele af stemmerne, når der er valg, og på den anden side er præget af magtmisbrug og metaltræthed.

Det er problemer, som Mandela heller ikke før sin sygdom gjorde noget særligt ved. Måske fordi han var for gammel, måske fordi hans mythos stod i vejen. Men det kan Sydafrika i dag. For landet har ikke længere nogen særlig moralsk forpligtelse til at være et samfund af gode. Sydafrika er blevet et almindeligt samfund med almindelige problemer. Og her tager Afrika Kontakt grundigt fejl. Afrikas sjæl lever stadig. Også uden Mandela.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu