Leder

Whistlebloweren Frederik Harhoff

9. december 2013

 

Det hører til en absolut sjældenhed, at en dommer bliver erklæret inhabil og afsat fra en domstol af sine kolleger – både ved nationale og internationale domstole. Som regel er diskvalificeringen af en dommer begrundet med en offentlig ytring eller en aktivitet, som kan skabe tvivl om dommerens upartiskhed overfor en tiltalt person.

Det enestående ved den kontroversielle sag om den danske folkeretsekspert og juraprofessor Frederik Harhoffs afsættelse fra Den Internationale Straffedomstol for det tidligere Jugoslavien (ICTY) i oktober er, at han hverken havde udtalt sig om den tiltalte serbiske politiker Vojislav Seselj, ej heller ytret nogen forudindtagethed om serbere. Det er derfor, diskvalificeringen af Harhoff som dommer i retssagen mod Seselj i Haag har givet anledning til spekulation om, hvorvidt der kan ligge andre – måske odiøse – motiver bag.

I fredags offentliggjorde Information en artikel, hvori Harhoff fik opbakning fra flere meddommere og folkeretseksperter til sin påstand om, at han blev erklæret inhabil på et forkert retligt grundlag og uden at have mulighed for at forsvare sig over for et dommerpanel. Lørdag fulgte et interview med Harhoff, hvori han redegjorde for de omstændigheder, der lå til grund for hans beslutning om at skrive en e-mail til 56 danskere i juni om nogle for ham uforståelige frifindelser ved domstolen. Brevet blev mod hans vilje offentliggjort i BT.

På baggrund af det foreliggende materiale i denne sag – Harhoffs e-mail, hans egen redegørelse, dommeres og folkeretseksperters kommentarer, argumenter fremført af panelet og retspræsidentens håndtering af Harhoffs kritik af frifindelserne – er det blevet meget svært at holde på den ene side beslutningen om at erklære den danske dommer inhabil og på den anden side hans kritiske holdning til den nye retspraksis, der førte til frifindelserne, helt adskilte.

Noget tyder på, at Harhoff blev bortvist fra domstolen, fordi han ikke kunne holde sin dissens inden for tribunalets mure. Han overtrådte en uskreven regel om, at dommere ikke kritiserer andre dommere og deres afgørelser offentligt – det til trods for, at hans hensigt ikke var, at brevets indhold skulle ud til den brede offentlighed. Det kan man kalde naivt, ikke mindst fordi 56 personer er en del af offentligheden, og det må forventes, at de spreder Harhoffs budskab til hundredevis af andre. Så er det, man må spørge, hvad der er galt i, at offentligheden får kendskab til en dyb splittelse i Jugoslavien-tribunalets dommerkollegie om en nyindført praksis, der under særlige omstændigheder kan rense øverstbefalende officerer for et kriminelt ansvar for underordnedes eller allieredes krigsforbrydelser, selv om de var vidende om det.

Konsekvenserne af denne praksisændring kan blive meget alvorlige. Som noteret i Information i fredags valgte Den Særlige Domstol for Sierra Leone heldigvis at ignorere ICTY’s argumenter og bekræfte domfældelsen af Liberias ekspræsident Charles Taylor i oktober. Men de formodede hjerner bag folkemordet i Srebrenica og de etniske udrensninger af ikkeserbere i Bosnien og Kroatien, Ratko Mladic og Radovan Karadzic, står for tiden i retten i Haag, og det er på ingen måde udelukket, at de to mænds bevidste bestræbelser på at undgå at efterlade blot en antydning af skriftlige eller mundtlige ordrer til underordnede, der begik forbrydelser en masse under borgerkrigen 1991-95, vil styrke deres mulighed for at blive frifundet under den nyligt opstrammede bevisbyrde.

Af Jens-Martin Eriksens og Frederik Stjernfelts bøger om Balkan-krigen fremgår det bl.a., hvor tilsløret kommandovejen fra top til bund var. De soldater og militser, der skulle henrette muslimer, anede det ofte ikke, førend en underofficer pludselig gav ordren til at skyde. Enhver kunne forstå, at den kom fra det allerøverste niveau, men for dem forneden var sporene usynlige. Og kompromitterende papirer blev brændt.

Hitler og SS-officerer gjorde sig utvivlsomt ligeså umage med at slette deres spor. Derfor falder det naturligt at spørge, om ikke håndhævelsen af krigskonventionerne ville være bedre tjent, dersom man inden for hvert FN-krigstribunal og domstolene imellem kom overens om nogle minimumskrav til bevisbyrden. Så vil Harhoffs nu famøse e-mail ikke have været helt omsonst. burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Frederik Harhoff står på al det rigtige:...... han er en velrenommeret dansk dommer fra Øste Landsret, tidligere lektor i international ret på Københavns Universitet; og synspunktet om, at lederne af en folkeretsforbrydelse ikke skal kunne gemme sig, kan man jo kun være enig i.

Og så alligevel kan man ikke undgå følelsen af, at manden samtidig er et fjols.

Selvfølgelig kan han ikke kritisere sine kolleger i offentligheden.
Hver og en af dommerne i Det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien er politisk udnævnt, så selvfølgelig vil der komme en reaktion fra de øvrige dommere og deres baglande.

Og han har pligt til at udvise forsigtighed, når han sidder midt i løbende retssager. Resultatet af Frederik Harhoffs bortvisning er nu, at Vojislav Seseljs krav på en retssag indenfor en rimelig tidsramme krænkes, således at retssagen mod Vojislav Seselj måske ender med at blive frafaldet.
Det er jo ren gift for forsoningsprocessen på Balkan, og helt på månen.
Frederik Harhoff selv skal skal selvfølgelig nok klare sig; han er allerede ansat på Syddansk Universitet.

Flemming Scheel Andersen

Noget tyder på at der her i landet, såmænd også her på sitet, er langt, langt kraftigere indikationer for at være større fjolser end Frederik Harhoff.

Torben Lindegaard

"Flemming Scheel Andersen
Bevares..........
Det har blot ikke så voldsomme konsekvenser, når jeg her på siden indikerer at være et stort fjols, eller endda et større fjols, som når Frederik Harhoff gør det samme i Haag.
Og det må med i vurderingen.
Man har et særligt ansvar for at hele processen ikke bliver kortsluttet, når man som dommer er i gang med en kompliceret retssag.
.