Leder

Al-Qaeda vil ikke gå væk

6. januar 2014

Terroreksperterne var tidligt ude, da de for knap tre år siden dømte al-Qaeda færdig efter henrettelsen af Osama bin Laden i maj 2011.

De havde ret i, at al-Qaeda-truslen mod vestlige mål var på retur, og at netværkets evne til at operere var svækket – dets ledere blev dræbt med droner i Pakistan og Yemen og amatøragtige underbukse-bombere uskadeliggjort af CIA-agenter. Men hvad få tog højde for i 2011, var, at netværket samtidig ændrede strategi, og vendte sigtekornet mod shiitterne.

I dag kontrollerer jihad-generationen efter bin Laden det halve af Syrien, hvor de al-Qaeda-relaterede grupper nu bekæmpes af rivaliserende jihad-krigere, men hvor begge sider so oder so polstres militært og økonomisk fra Saudi-Arabien, henholdsvis af privatpersoner og kongehusets efterretningstjeneste.

Bin Ladens arvinger er tillige i det sydlige Yemen, har fodfæste i Libyen, er til stede i Iraks Anbar-provins og operative i Libanon med bilbomber mod Hizbollahs Dahiya-bastion og Irans Beirut-ambassade samme sted i hovedstadens sydlige del. Sagesløse myrdes med løs hånd, hvilket alene i Irak i 2013 har kostet mere end 8.000 ofre og medført en usædvanlig alliance mellem Anbar-provinsens sunni-klaner og Iraks shia-premierminister, Nouri al-Maliki, med det formål at fordrive al-Qaeda.

I disse lokale rædselsscenarier er Iran, den regionale shiitiske stormagt, jihad-krigernes egentlige mål. Hvilket kan forklare den særegne tolerance, som også præsident Barack Obama udviser over for saudiernes notoriske terrorsponsorater, rapporteret i en CIA-analyse allerede i 2002 (som George W. Bush, en ven af huset Saud, ignorerede) og i en mail fra december 2009 (lækket af WikiLeaks), hvori daværende udenrigsminister Hillary Clinton skrev til amerikanske ambassader, at »donorer i Saudi-Arabien udgør den mest betydelige kilde til finansiering af de verdensomspændende sunni-terrorgrupper«.

Det er utænkeligt, både at Saudi-Arabiens efterretningstjeneste ikke kender disse donorers identitet, og at de vestlige spionagenturer ikke ved, hvad der foregår. Når USA ikke gør noget ved det, er det dels, fordi al-Qaeda ikke længere er en reel trussel mod Vesten, dels en følge af kongehusets generøse bestikkelse af amerikansk våbenindustri med tocifrede milliardordrer, og endelig ud fra en kynisk kalkule om, at den sekteriske stedfortræderkrig vil svække Irans regionale indflydelse, som blev øget efter USA’s exit fra Irak i 2011 og konsolideret med opbakningen til Bashar al-Assad i Syrien, den aktuelle front i det sekteriske opgør.

Nu ligger Vesten, som USA har redt. Ved at nægte effektiv militærhjælp til Syriens sekulære oprørere (og ved at afvise et flyforbud som i Libyen, der ville have sparet tusinder af civile liv) overlod USA det til først Qatar og fra sidste sommer Saudi-Arabien at konstruere et Frankenstein-monster, der umuliggør en politisk løsning ved den kommende Genève II-konference. De globale medieorganisationer, der fra den 22. januar vil spendere enorme redaktionelle budgetter på at stavle frysende reportere op uden for konferencecentret i Montreux og Genève, vil verbalt træde vande på satellit-nyhedstapetet. Der vil være meget lidt nyt at rapportere, for som en fremtrædende politisk leder i Libanon sagde forleden i en privat sammenhæng: »Genève II vil være spild af tid af mindst tre grunde: Bashar al-Assad vil ikke gå frivilligt i eksil, saudierne er ikke kørt trætte i deres krig mod shiitterne, og der er ingen til at afvæbne jihad-militserne, der har sagt nej til at deltage i konferencen.«

At otte saudistøttede jihad-militser i det nordlige Syrien har slået sig sammen for at nedkæmpe den ligeledes saudistøttede al-Qaeda-gruppe Islamisk Stat i Irak og Levanten (ISIL) – en borgerkrig i borgerkrigen – afspejler det dilemma, USA’s åbning til Iran i atomprogramforhandlingerne og til Syrien med aftalen om de kemiske våben, der reddede al-Assads regime, har skabt for Saudi-Arabien. Efter forgæves at have lobbyet for amerikansk militær indgriben har Riyadh besluttet opstille en sunni-hær af lejetropper, der skal besejre det syriske regime. Saudierne mener deres sekteriske krig alvorligt, og de er ikke trætte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Stig Bøg
  • Mark Thalmay
Stig Bøg og Mark Thalmay anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard

Vi må vel også have Danmarks holdning med.

Danmark ville kun være med i en aktion, herunder en flyforbudszone, hvis aktionen var FN godkendt, hvilket var umuligt pga veto fra Rusland og Kina.
Jeg har på TV hørt Villy Søvndal sige, at Danmark ikke ville være med til bevæbne oprørerne, da ingen kunne vide, i hvis hænder våbnene ville falde.

Altså Danmark var ikke til noget som helst i forhold til Syrien.

Derfor kan man jo godt bebrejde andre, at de ikke gjorde noget; men det klinger lidt hult.