Leder

Den danske forbindelse

30. januar 2014

Det er vor tids største anslag mod den tillid og de frihedsrettigheder, de vestlige demokratier hviler på. Uge efter uge, måned efter måned oprulles nye afsløringer af USA’s spionage og masseovervågning af telekommunikation og internettrafik over hele verden.

De seneste år har budt på flere opsigtsvækkende overvågnings- og spionagehistorier, end verden fik indsigt i under Den Kolde Krig. Amerikanske borgere bliver masseovervåget på internettet. Demokratiske institutioner i EU og FN bliver tappet. Regeringsledere som kansler Angela Merkel er aflyttet. Vestlige efterretningstjenester har udleveret overvågning af egne borgere til NSA (National Security Agency).

I dag bringer vi historien til Danmark. Efter måneders research kan vi via whistlebloweren Edward Snowden som det første danske medie fremlægge oplysninger fra det amerikanske NSA-overvågningsprogram.

Der er tale om en kategori af fortrolige efterretninger, som præsident Barack Obama gentagne gange har advaret mod at offentliggøre. Men efter vores opfattelse bringer oplysningerne hverken nationers eller personers sikkerhed i fare. Til gengæld kompromitterer de Obamas hidtidige forklaringer og rejser nye spørgsmål til statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Først Barack Obama: Den amerikanske præsident har igen og igen retfærdiggjort NSA’s overvågningsprogrammer med samme argument: De overvåger os for at beskytte os mod terrorisme. Meget kan siges om COP15-forhandlingerne i København i december 2009, men et relevant mål for NSA’s globale terrorbekæmpelse kan konferencen næppe kaldes.

Alligevel kan Information i dag godtgøre, at NSA misbrugte nationernes fælles bestræbelse på at indgå en global klimaaftale til overvågning af forhandlingsparterne. Ifølge et af de lækkede dokumenter, der i flere passager er klassificeret »tophemmeligt«, vil NSA »forsyne beslutningstagere med enestående, betimelige og værdifulde indblik i nøglelandenes forberedelser og mål for konferencen«.

På topmødets første dag forsikres det i NSA-dokumentet, at tjenesten gennemfører overvågning. Om og hvordan det sker, viser dokumenterne ikke, og vi ved ikke om andre lande havde lignende planer. Til gengæld fremgår det, at USA længe inden COP15 var klædt overordentlig godt på med fortrolige oplysninger. NSA havde således tilvejebragt »forhåndsdetaljer om det danske forslag og deres bestræbelser på at søsætte en ’redningsplan’ for at redde COP15«, som det hedder i et af dokumenterne.

Spionagen har således givet Barack Obama en enestående position i de forhandlinger, der som bekendt endte i noget, alle andre end amerikanerne betragtede som en fiasko. Siden COP15 er der spekuleret i, at USA som verdens næststørste CO2-udleder havde en særlig interesse i et sammenbrud. Hvis det er tilfældet, havde Barack Obama alle forudsætninger for at sætte sin egen vilje igennem på bekostning af den verden, hvis nødvendige – og gensidige – tillid NSA var rede til at kompromittere.

Dernæst Helle Thorning-Schmidt: Den danske statsminister har igen og igen sagt, at »vi har ikke grund til at tro, at der er foregået ulovlige efterretningsaktiviteter mod Danmark eller danske interesser«.

Nu kan vi jo ikke vide, hvad statsministeren ’har grund til at tro’, og hvad hun reelt ved. Men efter dagens afsløring er det vanskeligt ikke længere at tro, at der faktisk er ’foregået efterretningsaktiviteter mod danske interesser’. Og det er næppe lovligt.

Det stemmer dårligt overens med, at den amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, forleden i Deadline på DR2 fastslog: »Alt, hvad vi gør i Danmark, er koordineret med danskerne og med tanke på danske interesser.«

I lyset af de oplysninger, Information i dag fremlægger, må hans udsagn anses for enten løgnagtigt eller fremsat i god tro, hvilket i begge tilfælde efterlader Helle Thorning-Schmidt med et forklaringsproblem.

NSA-dokumentet undergraver den særlige danske tendens til at tillægge USA de reneste motiver og kun gode gerninger. Dokumenterne viser med al tydelighed et eklatant tillidsbrud, nemlig at amerikanerne lod aflytning til fremme af egne interesser gå forud for den for kloden afgørende klimaaftale. Det er den virkelighed, Barack Obama og Helle Thorning-Schmidt nu må forholde sig til. Gode forklaringer udbedes.

cj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nic Pedersen
  • Hugo Barlach
  • Benno Hansen
  • Jan Pedersen
  • Steffen Gliese
  • Niels Mosbak
  • Sup Aya Laya
  • uffe hellum
  • Christian Harder
  • Mihail Larsen
  • Jens Falkesgaard
  • Steen Sohn
  • Jette M. Abildgaard
Nic Pedersen, Hugo Barlach, Benno Hansen, Jan Pedersen, Steffen Gliese, Niels Mosbak, Sup Aya Laya, uffe hellum, Christian Harder, Mihail Larsen, Jens Falkesgaard, Steen Sohn og Jette M. Abildgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Og det er næppe lovligt." Hvorfor ikke?
Du kender jo ikke Danmarks aftaler med amerikanere og briter.
Det gør til gengæld (måske) Helle Thorning-Schmidt, som jo oven i købet er gift med Stephen Kinnock, som allerede blev udvist fra Rusland pga. efterretningsvirksomhed (under dække af British Council). Så måske ved hun faktisk dennegang, hvad hun taler om...

Georg Christensen

Til alle socialistiske , uvidende socialdemokrater, jeres "BOSS",er på vej ind i modebranchen, og den startes bedst med verdens pressens ,forside billeder, om hun nu igen,bare bliver til grin, bestemmer opponionen.

.

Martin B. Vestergaard

"Den amerikanske præsident har igen og igen retfærdiggjort NSA’s overvågningsprogrammer med samme argument: De overvåger os for at beskytte os mod terrorisme. Meget kan siges om COP15-forhandlingerne i København i december 2009, men et relevant mål for NSA’s globale terrorbekæmpelse kan konferencen næppe kaldes."

Hvorfor kan det ikke kaldes terrorbekæmpelse? Terror betyder jo frygt, og tænk lige på konsekvenserne for USAs befolkning hvis de skulle skære ned på deres CO2-udslip. Det må da være noget der skaber frygt. Bare her i lille DK og i EU er der mange der frygter konsekvenserne af at skulle gøre noget for at modvirke klimaforandringerne ed de frygter klimaforandringerne. Så selv ud fra et dansk synspunkt kan det argumenteres for at det faktisk er terrorbekæmpelse. Se det handler kun om lidt kreativ brug af sproget og vupti, så har hverken Obama eller Helle løjet.

Hvad vi andre så mener om emnet er jo inderligt irrelevant, vi er jo bare stemmekvæg.

Mihail Larsen

Løgn, løgn, løgn

Normalt antager man, at udsagn er troværdige. Man kan være uenige, og det må så komme til udtryk. Men nogle mennesker lyver med forsæt. De er vanskelige at tackle. Er de psykopater? Er de kriminelle? Er de politikere?

Vi løber alle ind i denne slags personer, men det er naturligvis ekstra oprørende, hvis de er folkevalgte. Af dem har vi ret til at forvente redelighed, Deres status og magt hviler på troværdighed. Når de så - alligevel - lyver, har vi ret til at føle os indignerede i anden potens. De har misbrugt vores tillid.

Der burde opføres en skamstøtte for Wammen i Århus - et symbol på en type politiker, der foragter sine vælgere pg lyver dem direkte op i ansigtet.

arne poulsen, Katrine Visby, Hans Larsen, Niels Duus Nielsen, Jens Kofoed, Henrik Darlie, Niels Mosbak, Holger Madsen, Henrik Larsen, Jette M. Abildgaard og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Kristian Løwenstein

"NSA-dokumentet undergraver den særlige danske tendens til at tillægge USA de reneste motiver og kun gode gerninger."

Er vi så naive, kyniske eller med på lidt af den værste? Jeg tror det er lidt af hvert.

Men seriøst. Hvad tror I selv der vil ske Information?

Jeg gætter på at følgende vil ske:

1) Politikerne vil benægte alt og evt. sende aben videre til en officiel i uniform eller andet embedsfunktion, hvor vedkommende vil/kan/skal/må kun udtale sig i vage, intetsigende formuleringer.

2) Eksperter med joberfaring og interesse i den slags vil udtale at selvfølgelig overvåger USA os, det har de jo altid gjort og det skal de jo gøre, og vi skal være glade for at de gør det, og at vi er under deres beskyttende paraply, og ikke på deres efterhånden lange uartig liste.

3) Andre, mere akademisk orienteret eksperter vil udtrykke deres bekymring sammen med udenlandske iagttagere. Måske et enkelt lægmand vil indsende et "det er også for dårligt" debatindlæg.

4) Livet vil gå videre og vi vil være blevet lidt klogere på noget som vi nok allerede burde have haft på fornemmelsen, men ellers ikke tænker for meget over i det daglige, og ja så er der jo den umiddelbare kognitive dissonans, for USA er jo vores historiske ven?

USA er dog også et imperium og har været det i pænt mange år, og de mest magtfulde institutioner i dette imperium benytter sig af en forretningsmodel hvor "full spectrum superiority" stadigvæk er den officielle og uofficielle firmapolitik.

Denne model er selvfølgelig, og heldigvis for det, umulig at udføre i praksis i en stadig mere globaliseret teknologi og informationsbesat verden, men det forhindrer dem desværre heller ikke i at blive ved med at prøve at implementere, effektivisere og udvide modellen.

Men derudover vil jeg glæde mig meget til at læse jeres journaler, og i øvrigt godt arbejde, Information.

Man kan sagtens være kynisk og engageret på samme tid.

mvh

Det værste der kan ramme den paranoide Er opdagelsen af at han ikke er paranoid. Der er BEVISELIGT nogen der holder øje med ham.

Det skete så for mig i dag.

Henrik Larsen

Kære Claus Madsen

Dit lille indlæg er en perle, som burde spredes med viral marketing.

Ja, selv paranoide kan være forfulgt.
Thumbs Up!

Viktor Knudsen

Det man vel bedst kan betegne HTS afvisning af at hun skulle have kendskab til ulovlig efterretningsvirksomhed mod Danmark eller danske interesser fra amerikanerne, er brug af Plausible Deniability. Med andre ord, så ved HTS ikke noget, ønsker ikke at vide noget, og har formentligt givet ordre om at ingen må orientere hende om noget, uanset hvad de så end ved, for at hun fortsat kan afvise enhver kendskab til emnet.

Niels Engelsted

Jeg har en anke. Som det fremgår af artiklen, har Information arbejdet med det her stof i flere måneder. Kunne man så ikke have ventet en uge til med lanceringen? Nu drukner disse oplysninger i mediestormen omkring Goldman Sachs-vedtagelsen og SF's udtræden af regeringen. De næste dage vil også være helliget ministerrokaden i medierne. Kort sagt en elendig timing fra Informations side.

Vidste man det ikke? Jeg lagde mærke til, at landbrugsdirektør Søren Gade midt under Goldman Sachs-krisen offentliggjorde en rapport om massiv svindel med dansk landbrugsstøtte. Skandalen forsvandt fuldstændigt fra radaren på grund af al den anden støj, hvilket også var meningen. Information risikerer det samme, men her var det vel ikke meningen?

Niels, du har selvfølgelig ret i at historier ret i at 'breaking' historier kan komme til at dække over væsentlige historier. Men da Information i forgårs tilrettelagde gårsdagens avis, kunne de ikke vide, at SF's regerings-udtrædelse ville eksplodere næste formiddag.

Dit Søren Gade-eksempel fik mig i øvrigt til at tænke på den engelske spindoktor, der mindre end en time efter 11/9-angrebet sendte denne mail: "Denne dag egner sig til at offentliggøre nyheder, vi ønsker begravet."
Sans comparaison, selvfølgelig.

Niels Engelsted

Steen, nej, men forhåbentlig vidste Informations redaktion, at den afgørende Goldman Sachs afstemning stod for døren dagen efter.

Jørgen Mathiasen

Til Engelsteds bekymringer;
Det er selvfølgelig en mulighed, at sagen drukner i den danske offentlighed, men det er ikke særligt sandsynligt.

Det er det bl.a. ikke, fordi den også har vakt opsigt i Bruxelles, og den ret kontante kommissær Redding har reageret på det, men også fordi den kommer til at indgå i en større europæisk diskussion, ikke mindst den tyske, om de forskellige reaktionsmuligheder man har: Ændre på lovgivningen, sætte amerikanske it-virksomheder under bødetvang, udvikle krypteringen, iværksætte en europæiseret del af internettet, herunder "cloud"-strukturen og endelig udvikle en egentlig europæisk IT-industri, således som Jakob Augstein for få dage siden foreslog i Spiegel Online ("Der Kaiser und seine Vasallen".

Vores politikere udtrykte deres harme og gjorde grin med de østeuropæiske regeringer, når de, uden at kny, slog hælene sammen, hver gang Sovjetunionen gjorde eller sagde noget, der ikke lige var specielt demokratisk, fredsskabende, miljøbeskyttende, godt for borgerne eller politisk pænt.
Nu må vi borgere så udtrykke vore harme og gøre grin med vores politikere af samme grund.
Sammenklappede hæle for den beundrede og frygtede overmagt er aldrig kønt, men når overmagten samtidigt kaldes ven og frelser, bliver det simpelthen kvalmende.