En fransk molbohistorie

LEDER
13. januar 2014

Vi kender molbohistorien om storken, der tramper rundt i marken, hvor alle bestræbelser på at jage den ud får trampet langt mere korn ned, end storken nogensinde kunne gøre. Kender de den i Frankrig?

I torsdags besluttede Frankrigs højeste lovmæssige instans, Statsrådet, at bakke op om et cirkulære fra indenrigsminister Manuel Valls, der forbød opførelsen af den franske komiker Dieudonnés show le Mur (Muren). Det satte en stopper for et ugelangt juridisk og mediemæssigt kapløb, hvor kommuner enten tillod eller ikke tillod Dieudonnés optræden rundt om i Frankrig. Med afgørelsen kan det ikke nå længere op, men det kunne næppe været nået længere ud.

Statsrådet stipulerer, at det ikke stoler på humoristens forsikringer om at undlade de krænkende vittigheder, showet allerede indeholdt, da det blev opført i et lillebitte teater i Paris. Showet er »ødelæggende for respekten for værdier og principper, som menneskerettighederne slår fast«, herunder »menneskets værdighed«. Rådet giver derfor indenrigsministeren medhold i, at det udgør en fare, ikke alene for den offentlige orden, men som noget helt nyt også for »den nationale samhørighed«.

Spørgsmålet er, om skaden ikke er større, end man tror. Indtil torsdag har det altid været ytringsfriheden, der løb af med sejren i Voltaires fædreland. »Jeg foragter Deres mening herom, men jeg vil med mit liv forsvare Deres ret til at ytre den«, formodes Voltaire at have sagt. Siden 1933 har præcedens i Frankrig så været, at staten sikrede ytringsfriheden.

Det har været patetisk at observere den begavede komiker Dieudonnés udvikling de seneste 20 år. I starten af 90’erne var det befriende, da han som søn af en sort far fra Cameroun og en hvid mor fra Frankrig, sammen med barndomsvennen, jøden Elie Semoun, dukkede op på scener og skærme i Frankrig. Med fælles forstadsbaggrund tog de livtag med den racisme, de begge var udsat for.

I en sketch diskuterede en jødisk og en afrikansk far, hvem af deres sønner der har hugget bolden fra hvem, og stereotyperne føg gennem luften. »Går det godt med børnepengene, betaler det for bananerne,« siger den lille jøde op i hovedet på den store sorte mand, der replicerer med tyk afrikansk accent: »Jeg forstår bare ikke, at man ikke fik gjort arbejdet færdig i ’45.«

Men i dag er det ikke sjovt, når enegængeren i Muren deklamerer, at tyskerne ville have haft mere tålmodighed, end han har det, med en navngiven radiopersonlighed, der ville være endt i en gasovn. Eller når han åbenlyst gør grin med Shoah med sangen om »Sho-ananas«. Komikerparret skiltes i 1997, af økonomiske grunde, men langt dybere stikker en Kain-og-Abel-problematik: Hvis lidelse er størst, at være barn af jødeforfølgelser eller af slaveriet? Den tråd har Dieudonné med stadigt mere blomstrende paranoia forfulgt. I virkeligheden var det »zionister«, der i sin tid stod bag slavehandlen i Afrika. At Dieudonné ikke fik penge til sit filmprojekt i starten af nullerne skyldtes et omfattende zionistisk komplot i det franske filminstitut.

Dieudonné er i dag viklet ind i et spind af støtte til Iran, konspirationsteorier om 11. september og fornægtelser af Holocaust, som han udbreder på nettet. I Muren beretter han, at det er sejrherrerne, som fortæller historien. Vel at mærke, at det var jøderne. Man ved ikke, om man skal grine eller græde.

Der er al mulig grund til retsligt at forfølge Dieudonnés udsagn, og det gør de franske domstole allerede. Han er for længst idømt bøder for sine antisemitiske udfald, men betaler dem ikke. I lørdags aflyste han så iført afrikanske gevandter og »af respekt for loven« fremtidige opførelser af Muren. Han bebudede i stedet et nyt show baseret på sine afrikanske aner og skrevet på tre dage.

Men lige meget hvor racistisk, ubehagelig og i sidste ende paranoid Dieudonné har været, er det endnu mere uhyggeligt, hvad den nye franske præcedens lukker op for af censurmuligheder med grund i ’den nationale samhørighed’. Med dommen over en lille klovn er Frankrig tilbage i en tid før 1933.

Dieudonnés jødiske eks-kumpan Semoun har for længst lagt afstand til sin gamle ven og konkluderer sørgmodigt, at han savner dengang, han var sort. Spørgsmålet lige nu er, om det ikke er den franske indenrigsminister, der i al sin velmenende censuriver har været den allerstørste klovn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Miguel Tuells
    Miguel Tuells
  • Brugerbillede for Kristian Løwenstein
    Kristian Løwenstein
  • Brugerbillede for Ole Hilby
    Ole Hilby
  • Brugerbillede for Uli Fahrenberg
    Uli Fahrenberg
  • Brugerbillede for Jørn Vilvig
    Jørn Vilvig
Miguel Tuells, Kristian Løwenstein, Ole Hilby, Uli Fahrenberg og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Hasse Poulsen
Hasse Poulsen

Der er den hage ved historien om Dieudonné at han er yderst velformuleret, er yderst præcis i sin sondering mellem "zionister", "bosættere", "jøder". At han skelner skarpt mellem staten Israel og jøder.

Til gengæld holder hans modstandere af enhver slags - det være sig journalister, politikere, lobbyister og hvem som helst iøvrigt - sig ikke tilbage med at blande alt sammen, når han roligt (og morsomt) viser hvor stor forskel der er på respekten for efterkommere for holocaust og for efterkommere for slavehandlen, bliver han kaldt antisemit, neger (ja, han kan jo ikke gøre for det), andre siger offentligt at de ville være glade for at se ham henrettet.

Han har hele det officielle Frankrig imod sig og har haft det i mere end 10 år nu, dengang han startede med at incistere på at man kan lave sjov med ALT. Når selveste indenrigsministeren (iøvrigt ikke nogen anbefalelsesværdig person, se bare på hvordan han forholder sig til romaer, indvandrere og de andre usual suspects) med præsidentens støtte udnævner Dieudonné til en mand at udrydde, når aviser, radio, TV er fulde af hadske ledere og mere eller mindre løgnagtige påstande ... aldrig underbygget af citater, så skal der noget til at tage kampen op. Men det går han.
Det er vel også et spørsgmål om man er paranoid når man rent faktisk bliver forfulgt.
Og samtidig trækker Dieudonné fulde huse overalt.
Problemet er vel at han bryder en række af de herskende tabuer - han er faktisk ved at blive en ekspert i tabubrydning.

En af hans modstanderes mantraer har fra starten været at påstå at han ikke længere er komiker, men er politiker. Tjah. Han er faktisk stadigvæk morsom. Og så find lige den politiker der kan få 5000 mennesker i enhver by i provinsen til at betale 3-400 kr for en billet til hans forestilling.

Er man enig i hans udtalelser eller ej? Er han selv enig i det han siger? ofte sammenligner han sine happenings med deciderede kunsthappenings. Og samtidig sætter han fingeren lige på en række af de urimeligheder som det franske klassesamfund regner for "normale".

At synge sange om shoahnanas og opfinde en "op i røven" gestus som er blevet meget populær er vel næppe fin og god smag, men at ville forbyde den slags udtryk og forestillinger juridisk viser tydeligt at et samfund har problemer.

Brugerbillede for Hugo Pieterse

Tine Byrckel: "Spørgsmålet lige nu er, om det ikke er den franske indenrigsminister, der i al sin velmenende censuriver har været den allerstørste klovn."

1. Hvis man ikke forstår Dieudonnés humor, så kan man blive væk fra hans forestillinger. Kan man ikke forstå den franske indenrigsminister Manuel Valls mangel på humor, så ender man i fængsel eller som paria berøvet af sine professortitler og indkomst, samt bøder på op mod 50.000 kr. hvoraf en del går direkte til Manuel Valls' venner i Crif og Licra. Så er ordet clown en eufemisme hvor ordet "bøddel" havde været mere anbragt.
Der er intet sjovt eller morsomt over den franske stats censur og forfølgelsesiver.

I øvrigt ej heller ikke for det tyske forfølgelsesvanvid, og det danske medløberi deri, som igen blev omtalt for få dage siden hvor en mangeårig sag mod en udleveret dansker og tysker i forbindelse med angivelig udspredelse af nazimusik endelig blev afsluttet med et tiltalefrafald. (http://tinyurl.com/oyagcmn)

Begge de anklagede har været fængslet i lange perioder i flere omgange, og har været under tilsyn i årevis på grund af en tankeforbrydelse som var lovlig i Danmark fra starten af.

"sin velmenende censuriver"

Jeg synes at Tine Bynckel burde have oplyst læserne om den jødiske gifte Zionist Manuel Valls offentlige tårevæddede støtteerklæringer til Israel og det jødiske folk. Lige som resten af den franske top er Valls totalt i lommen på Zionisterne - for hans eget vedkommende dog helt frivilligt med fuld entusiasme. Men det mener danske journalister hellere ikke at det er interessant at informere læserne om.

Således tegnes billedet af en jødehadende sort tumbe (som nu ikke er "neger" længere - fordi kun hvide kan være ond) uden så meget at forsøge at fortælle hvad det egentlig er Dieudonné prøver at gøre opmærksom på.

Tabuet lever meget godt i Danmark også, på trods af en lang række offentligt påtalte eksempler og fortilfælde på etnisk baseret forudindtagethed til fordel for Israel og eller særlige jødiske interesser blandt førende journalister. Men når den journalistiske "selvcensur" og manipulation ikke slår til, som i Frankrig, så tages lovgivning til hjælp for at skjule den frygtelige sandhed.