Leder

Leg uden bagtanke

Debat
27. januar 2014

Sjældent har en replik i Folketingets åbningstale sat sig så mange spor, som den Anders Fogh Rasmussen leverede om »rundkredspædagogikken« i 2003.

Siden har skoler og børneinstitutioner haft travlt med at gøre rede for præcis, hvilken læring de leverer. Et arbejde, der fortsætter med den kommende folkeskolereform – i tredje del af lovforslaget om folkeskolereformen, som netop har været i høring, er nationale mål og kvalitetsrapporter centrale termer.

Måleiveren mærkes nu helt ned i vuggestuen. Som professor emeritus Per Schultz Jørgensen skrev i Informations kronikserie ’Det målbare barn’, når pædagoger at svare på 600-700 spørgsmål om det enkelte barns forskellige færdigheder, før det overhovedet når skolealderen.

Og selv i relationen mellem forældre og børn – en af vores mest intime relationer, som traditionelt bygger på kærlighed, der ikke kan måles – trænger måleregimet sig på.

Flere institutioner beder direkte forældrene om at vurdere deres børns kompetencer ud fra fastlagte skemaer. Hvis barnet halter bagefter, kræver det stor viljestyrke og et anarkistisk sind ikke fortsætte kompetenceudviklingen hjemme på matriklen. Ja, faktisk forventes det, at forældre gør en indsats for at rette op på den underpræsterende pode.

Bag måleiveren lurer en frygt for at sakke bag ud i den globale konkurrence; for at vi ender som globaliseringens uproduktive tabere. Således efterlyser Produktivitetskommissionen en »præcisering af, hvilke færdigheder børnene forventes at have, når de starter i folkeskolen« og understreger, at det kan være »en fordel, hvis daginstitutioner og skoler i højere grad bliver tænkt som ét samlet system.«

Det komiske er imidlertid, at jo mere usikre vi bliver på fremtiden i en globaliseret verden, desto mere travlt har vi med at definere, hvad vores børn skal lære. Vi synes at være så sikre på det usikre, at vi føler os i stand til at sætte præcise mål for, hvad man skal mestre for at klare sig godt i en verden, som forandrer sig hurtigere end generationer.

Men hvad hvis vi fokuserer på det forkerte? Hvad nu hvis vi har så travlt med at forberede os til fremtiden, at vi berøver vores børn chancerne i den? Det er belastende for ungerne hele tiden at blive vurderet, og flere eksperter har allerede luftet deres bekymring for, at evalueringstrætte og benchmark-belastede børn mister lysten til at lære. Det fremmer ikke ligefrem produktiviteten og Danmarks konkurrenceevne.

Tilhængerne af måleregimet står imidlertid klar med beroligende ord. Som Andreas Rasch-Christensen, forsknings- og udviklingschef ved VIA University College, skrev i en kommentar i Information:

»I for lang tid er begreberne leg og læring blevet betragtet som enten-eller og ikke et både-og. Det skal ændres.«

Legen forsvinder altså ikke bare, fordi vi sniger konkrete læringselementer ind i den, forstår man.

Javist er det svært at forestille sig, at et barn overhovedet kan lege uden at lære noget. Leg er pr. definition læring. Det har menneskebørn til fælles med dyreunger.

Spørgsmålet er bare, hvad børn lærer, når de leger. Hvad er der for eksempel på spil på fodboldbanen? Undersøger barnet, hvor højt hun kan skyde bolden op i luften? Er hun i gang med at lære at samarbejde på et hold? Eller handler boldspillet om at score mål?

Det er svært at vide, men et er sikkert: Hvis vi som voksne opsætter læringsmål for spillet, bliver det dem, der er styrende. Om ikke for barnet, så for os og for den måde, vi opfordrer barnet til at fortsætte legen. I bedste fald opdager vi ikke, hvilke færdigheder barnet egentlig var i gang med at udvikle, og derfor kan vi ikke støtte det. I værste fald glemmer barnet også selv, hvad det var i færd med, fordi vi tvinger det til at koncentrere sig om vores mål.

Så måske har vi alligevel brug for ’fri leg’. Og hvis det udtryk er for hippieagtigt og gammeldags, så lad os kalde det ’leg uden bagtanke’.

Det er svært at have noget imod, medmindre man for alvor er globaliseringsskræmt og ser kinesere alle vegne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvad så med leg uden overvågning?

"Bag måleiveren lurer en frygt for at sakke bag ud i den globale konkurrence; "

Er det ikke den voksnes frygt for egen position og trygheds behov, mere end barnets frie udvikling.

Det er i friheden og legen vi kreerer og kommer med nye ideer. Målinger relaterer til det historisk kendte.

Før vi "kaster vores børn ud i disciplinen, fri leg", er vi bl.a. Nød til at definere, hvad er fri leg ? (Og hvis vi definere hvad fri leg er, er legen så fri og fri fra hvad?), hvad er det, barnet skal lære/udvikle? Og er barnet/børnene i stand til at håndtere den frie legs præmisser? Kan og skal alle børn "kastes ud" i fri leg? Etik, moral og ansvar er det "gemt væk", under den "frie leg", og hvis nej, hvem har så ansvaret hvis noget går galt"? Og hvis ja, er "legen så fri" i den rene definition af "fri leg"? Er den " frie leg" gyldig i dagens samfund, som et "pædagogisk værktøj"? Kan den "frie leg" være underlagt struktur? Og hvis er nej, er "fri leg" ikke struktureret/defineret, som værende "fri leg"? Og hvis ja, "fri leg" kan struktureres/defineres som værende strukturet, er det ikke illusion om, at legen er fri?