Leder

De nye alliance mellem Iran og USA

Debat
14. januar 2014

 

På mandag indledes seks måneders iransk-vestlige forhandlinger om begrænsning af Irans produktion af beriget uran til et niveau på fem procent og derunder – nok til fredelig a-kraft-produktion, men ikke nok til at nå militær kapacitet i en ruf. Modydelsen er en ’beskeden lempelse’, som præsident Barack Obama udtrykker det, af de internationale sanktioner mod den islamiske republik i omegnen af syv milliarder dollar, hovedsagelig ved frisættelse af indefrosne iranske olie-tilgodehavender. Forhandlingerne skal, hvis de ikke afbrydes, udmøntes i en endelig aftale, der sikrer at Iran ikke bliver en militær atommagt – hvilket iranerne hele tiden har forsikret ikke er deres hensigt.

I sig selv opmuntrende efter otte års trusler med ’alle valgmuligheder på bordet’, som et militært angreb på de iranske atomanlæg kaldes. Og »en stor sejr«, som den iranske minister for kultur og islamisk vejledning, Ali Janatti, sagde i går på al-Jazeera-kanalen. Den store sejr er i Janattis optik, at Vesten nu har anerkendt Irans ret til a-kraft. Det har Vesten (de fem permanente sikkerhedsrådsmedlemmer og Tyskland) sådan set ikke anerkendt formelt, og der er andre faldgruber – den indgroede gensidige mistro og at processen finder sted i en atmosfære, hvor såvel iranerne som amerikanerne forhandler med politiske pistoler i ryggen – for det er USA, der fører ordet, selvom det formelt er EU-diplomat Catherine Ashton, der forhandler. I den amerikanske kongres støtter 59 senatorer fra begge partier et lovforslag om at stramme sanktionerne, som Obama har sagt, han vil nedlægge veto mod – og som i så fald skal vedtages med 67 stemmer. I Teheran har høgene i parlamentet, der tæller hele 218 af 290 medlemmer, svaret med et lovforslag om at opgradere uran-berigelsen til 60 procent, kun et skridt fra de 90 procent, der kræves for fremstilling af et kernevåben. Når man alligevel tør vove en vis optimisme, er det fordi, præstestyret og ’Den store Satan’ i det hele taget er på talefod. Og som kulturminister Janatti mere end antydede til al-Jazeera er det præsident Rouhanis bagtanke at bruge atom-forhandlingerne som trinbræt til bilaterale forhandlinger med USA (og Europa) – med andre ord: At søge en normalisering med genetablering af de diplomatiske forbindelser, der blev afbrudt i 1979 med besættelsen af USA’s ambassade i Teheran.

Det er det langsigtede mål, som formentlig deles af Obama, om end han kan nære sig for at sige det højt. Mere påtrængende har USA og Iran det seneste år fået en fælles interesse i at stoppe islamiseringen af den syriske borgerkrig via al-Qaeda – den såkaldte ’Islamisk Stat i Irak og Levanten’ (ISIL). Sponseret af private rigmænd, ’velgørenhedsfonde’ og Allah ved hvem i bl.a. Saudi-Arabien og Kuwait fører ISIL en forbitret krig mod Islamisk Front, et forbund af militser støttet af den saudiske efterretningstjeneste, der de seneste uger har trængt ISIL i defensiven. Men så sent som i går rapporterede nyhedsbureauerne, at ISIL i en modoffensiv angiveligt har henrettet 100 trosfæller fra konkurrerende militser. Måske er det tilfældigt, men politiske kandestøbere aner en sammenhæng mellem datoen for den reelle vestlige åbning mod Iran på mandag og optakten til Geneve II-konferencen om Syrien 22. januar. Iranerne er (endnu) ikke inviteret til at deltage med den begrundelse, at de ikke har tilsluttet sig konferencens mål om et syrisk overgangsstyre uden deltagelse af Bashar al-Assad – men reelt fordi den syriske opposition og Saudi-Arabien har sagt nej til præstestyret; som har erklæret, at det gerne deltager, men ’uden forhåndsbetingelser’.

Den splittede syriske opposition vil blive repræsenteret af SNC, oppositionskoalitionen i Istanbul-eksil, der fredag stemmer om, hvor vidt de vil møde op. Det vil de nok. Og John Kerry, USA’s udenrigsminister, har tilkendegivet, at iranerne vil blive løbende briefet om forhandlingerne – vel vidende, at uden Irans accept vil konferencen ikke føre til noget som helst. Omvendt vil et resultat i Geneve, dersom det nås, tage hensyn til Teherans interesse i at bevare indflydelse i Syrien. Også selvom det skulle ske på bekostning af Bashar al-Assad. For iranere såvel som russerne er han kun en forhandlingsbrik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bo Leth Andersen

Stater har ingen venner, kun interesser.
USA og Iran har grundlæggende fældes interesser i Irak, Syrien og Afganistand.

Når Lasse E. Skriver:
"... har USA og Iran det seneste år fået en fælles interesse i at stoppe islamiseringen af den syriske borgerkrig via al-Qaeda – den såkaldte ’Islamisk Stat i Irak og Levanten’ (ISIL). Sponseret af private rigmænd, ’velgørenhedsfonde’ og Allah ved hvem i bl.a. Saudi-Arabien og Kuwait ...",
så kan dette ca. 20 min. lange interview, det første af to, med Mellemøsten-historikeren Toby Jones, som i 2008-2009 var fellow at Princeton University’s 'Oil, Energy and the Middle East project', og som fra 2004 til begyndelsen af 2006 arbejdede som politisk analytiker af det Persiske Golf-område for ' The International Crisis Group', hvor han skrev om sekteriske og politiske reformer, nok være en hjælp til Allah, så han kan bringe Lasse E. ud af denne uvidenhed, c'',):

"Al-Qaeda and the Saudi Agenda".
http://therealnews.com/t2/index.php?option=com_content&task=view&id=31&I...

Med venlig hilsen