Leder

Polariseret sygdomsdebat

21. januar 2014

Leder

Debatten om brugen af psykofarmaka er det seneste eksempel på en trist udvikling i den måde, vi taler om sygdomme og medicin på. Kritikerne af medicinalindustrien og den relativt medicinglade praksis, som mange danske læger følger, er blevet stadig mere skingre – og det samme er medicinens fortalere. Det begyndte i en kronik i Politiken, hvor professor Peter Gøtzsche argumenterede for, at de danske læger er så dårlige til at håndtere psykofarmaka, at det var bedre, hvis det slet ikke var på markedet.

Det provokerede selvsagt praktiserende læger og psykiatere så meget, at de bevidst undlod at læse hans tekst ordentligt, hvorfor Gøtzsche blev udstillet som fortaler for, at ingen burde få psykofarmaka. Det er der ikke noget fornuftigt menneske, der mener – heller ikke Gøtzsche. Hans skarpe retorik var selvsagt et forsøg på at provokere lægerne til at tænke over, hvor meget medicin de udskriver. Pointen var, at lægerne skulle blive bedre – ikke at medicinen skulle af markedet.

Det burde folk med en speciallægeuddannelse bag sig kunne gennemskue – og det kan de selvfølgelig også. Men fordi Gøtzsche var unødigt skinger, blev modsvaret et helhjertet forsvar for psykofarmaka.

Medicinen er livsnødvendig for mange mennesker, sagde lægerne, hvilket selvsagt er sandt. Desuden blev Gøtzsche beskyldt for at være med til at tegne et skræmmebillede af psykofarmakas dårligdomme, som kan medvirke til at syge mennesker stopper med at tage medicin, hvilket kan være direkte farligt.

Debatten endte hovedsageligt med argumenter for og imod psykofarmaka, og dermed var den reelt afsporet fra begyndelsen.

Man har set en lignende tendens til polarisering flere gange i løbet af de seneste år. Fortalerne for medicin fremstilles som industriens forlængede arm og kritikerne som paranoide konspirationsteoretikere. Læger med et mere holistisk syn på tingene føler, at de ikke bliver accepteret af deres kolleger, selv om de ofte kan have en pointe i deres anderledes tilgang til tingene – omvendt føler de læger, som har et samarbejde med industrien, at de bliver udstillet i offentligheden som utroværdige, hvilket langt fra altid behøver at være tilfældet. Det bliver to lejre, som råber til hinanden, hvilket hverken er til gavn for debatten eller patienterne.

Gøtzsches kronik satte ellers fokus på noget vigtigt, nemlig at alt for mange med stress, angst og let depression kun bliver behandlet med medicin og ikke med terapi. I lørdags talte Information med Karin, som i 15 år – tilsyneladende ureflekteret – har fået fornyet recepten på lykkepiller, uden at der er blevet gjort noget for at hjælpe hende ud af sin sygdom.

Det er helt indlysende et problem, at der i en travl hverdag hos en praktiserende læge ikke er tid og overskud til at få talt de egentlige problemer igennem og til at få trappet brugen af lykkepiller ned.

Det samme gælder for benzodiazepiner (mod bl.a. angst og søvnløshed) – som mange patienter får lov til at gå tage i årtier, selv om det er kendt viden, at de er så afhængighedsskabende, at man kun bør tage dem i få uger.

Det er også et problem, at psykiatrien generelt ikke er prioriteret specielt højt. Andre sygdomme har i årevis tiltrukket sig opmærksomheden og pengene. Information har tidligere beskrevet, at selv om der er sket en stigning på 58 procent i antallet af patienter i psykiatrien, er pengene til området ikke fulgt med. Fra 2000 til 2011 er bevillingerne til psykiatrien kun steget med 15 procent. Det regnestykke giver selvsagt store udfordringer. Som klinikchefen på Psykiatrisk Center Hvidovre sagde i lørdagens avis, så arbejder psykiatere ud fra tre ben: en medicinsk, en terapeutisk og en social tilgang. Men hvad er nemmest: At udskrive en recept på et præparat, som kan holde en sygdom i skak – eller at gå i gang med et terapiforløb samt sætte sig ind i patientens liv og forsøge at ændre nogle de problemskabende faktorer – en voldelig ægtefælde, et alkoholmisbrug, ensomhed?

Der er et stykke vej fra praksis til den ideelle behandling i dag. Det havde været godt, hvis Peter Gøtzsches kronik havde sat gang i en debat om, hvordan man kan gøre det bedre. Det blev bare aldrig omdrejningspunktet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Gøtzsches neon er blevet læst og set. Der skal kul på for at komme til orde. Medicinalmafiaen sidder tungt på systemet: PLO, Sundhedsstyrelsen. Blot et lille pust til PLO - a la 1813 - bringer dem i kaos.

Peter Gøtzches uvurderlige bidrag er vidensbaseret dokumentation. På det grundlag kan der føres en anden debat end for eller imod psykofarmaka. Det står fast,der bruges for meget på et løst diagnosegrundlag og i realiteten ikke kun ved de praktiserende læger.
Hvordan fremmer man anvendelsen af andre metoder, der ikke er tvangsbaserede og personlighedsændrende med voldsomme bivirkninger?
Psykoselignende tilstande som f.eks. forelskelser forsvinder som oftest af sig selv?
DEN ALMINDELIGE DANSKE LÆGEFORENING (DADL) har tusindvis af meldemmer,der arbejder i eller er stærkt tilknyttet medicinalindustrien.
Er der noget galt med den standsforening, der omfatter alt fra liberale virksomheder, privatansatte, myndighedspersoner i sundhedsstyrelsen og andre offentligt ansatte m.fl? Underforeninger som PLO er som de fleste bekendt også medlemmer af DADL og underlagt DADL´s kollegiale vedtægter.

Vibeke Hoffmeyer

Jeg blev meget glad ,da jeg læste at Information også synes,at det er et indlysende problem,at der i en travl hverdag I almen praksis ikke længere er tid og overskud til at få talt de egentlige problemer igennem.
Jeg har været praktiserende læge I 15 år og speciallæge I Almen Medicin I 17 år.
Speciallægeuddannelsen I Almen Medicin er den eneste speciallæge uddannelse der fokuserer på det hele menneske.
Jeg citerer fra WONCA + sundhedsstyrelsens målbeskrivelse fra april 2013:
Praktiserende læger er speciallæger uddannet i fagets principper. De er personlige læger; primært ansvarlige for den samlede og vedvarende behandling uanset alder, køn og sundhedsproblem. De tager sig af den enkelte i forhold til dennes familie, lokalsamfund og kultur i respekt for den enkelte patients autonomi. De vedkender sig også deres professionelle ansvar overfor lokalsamfundet. De integrerer fysiske, psykologiske, sociale, kulturelle og eksistentielle faktorer i den behandlingsplan, de sammen med patienten udarbejder, styrket af den viden og tillid, der opstår ved gentagne kontakter
Praktiserende læger udøver deres professionelle rolle ved at fremme sundhed, forebygge sygdomme, eller ved behandling, omsorg eller palliation. Dette sker direkte eller gennem andre personer ud fra de sundhedsbehov og tilgængelige ressourcer der er i det samfund, de betjener, og de hjælper samtidig patienterne med adgang til disse ydelser i det omfang, det er nødvendigt.
De skal tage ansvaret for udvikling og vedligeholdelse af egne færdigheder, personlige integritet og for de værdier som danner grundlaget for en effektiv og sikker omsorg.

Igennem de senste 10-15 år er der I DK foregået et skift i uddannelsen af speciallæger ,hvor der har været focus på uddannelsen af hospitalslæger i snævre specialer m focus på apparatfejlsmodellen ,der er således nu 3600 praktiserende læger mod 17000 hospitalslæger.
Arbejdstiden i almen praksis er I gennemsnit 45 timer mod 37 på hospitaler.
1/3 af praktiserende læger er over 60 år.
Der mangler mindst 100 praktiserende læger på landsplan
De 3600 praktiserende læger leverer 41 millioner konsultationer I dag og vagttid om året. Rent økonomisk svarer det til 6% af sundhedsudgifterne I DK.
Hver 4. praktiserende læge har moderate til svære stress symptomer og tegn på udbrændthed.
Vi tjener ikke kassen i forhold til jævnaldrende læger på sygehuset, I gennemsnit 880000 kr om året I nettoindtægt og efter betaling af praksissen.Overlæger ligger på godt 900000.
Hvorfor er vi så så dumme at være praktiserende læger???Vi kunne arbejde mindre, tjene mere og slippe for adminsistrativt bøvl ved at være hospitalslæger.
Det er fordi vi brænder for vores fag, for at se det hele menneske ( bare der var tid nok) , vi er vores patienters personlige læge over mange år, det giver en stor glæde.
Vi kan ikke fyres eller komme i "bad standing" hvis vi forsvarer vores patienter mod systemet i social og hospitalsvæsen.
Vi prioriterer selv den enkelte dag hvem der har mest behov for vores tid.
Vores IT systemer er super effektive ,vi bestemmer selv når og hvad der skal opgraderes.

Jeg er tiltagende bekymret for fremtiden. De seneste 10 år er tanken om at se på borgere som hele mennsker som er produkt af krop,psyke ,tidl og nuværende sociale forhold skubbet til side .Holdningen blandt politikere og administratorer er ændret således ,at der nu fokuseres på det enkelte mennskes skyld og ansvar for liv og helbred, på enkelte sygdomme isoleret fra helheden, på udfyldelse af skemaer der derefter skal udløse en bestemt medicinering hvis ikke det skal registreres som fejlbehandling.
Forebyggelses kommisionenes 50 letlæste punkter er ignoreret.
Kommunerne der har fået ansvaret for forebyggelsen trækker istedet data centralt og indkalder de 10 % dårlige liv til kammeratlige samtaler.Det koster dyrt, er dybt uetisk og virker ikke. Man ændrer ikke livsstil ved et par samtaler I kommunene , men bliver nok bare mere ked af endnu et nederlag..
Jeg har ideelt set 15 år på arbejdsmakedet tilbage,men stopper før tid hvis dette fortsætter.

Olav Storm Jensen

MANDEN OG BOLDEN

Ja, her er tale om en polariseret sygdomsdebat. Men der er bestemt ikke nogen symmetri mellem polerne.
De retoriske anstrengelser som lederskribenten udfolder for at skabe et billede af en ANSVARSSYMMETRI mellem parterne i debatten (vel af angst for at tage parti i så opkørt en konflikt) forekommer mig helt patetiske - og temmeligt fornærmende for en gammel Informationslæsers intelligens. Se mine fremhævninger med versaler i citatet:

”Det begyndte i en kronik i Politiken, hvor professor Peter Gøtzsche argumenterede for, at de danske læger er så dårlige til at håndtere psykofarmaka, at det var bedre, hvis det slet ikke var på markedet.
Det provokerede SELVSAGT praktiserende læger og psykiatere så meget, at de BEVIDST UNDLOD at læse hans tekst ordentligt, hvorfor Gøtzsche BLEV UDSTILLET som fortaler for, at ingen burde få psykofarmaka. Det er der ikke noget fornuftigt menneske, der mener – heller ikke Gøtzsche. Hans skarpe retorik var selvsagt et forsøg på at provokere lægerne til at tænke over, hvor meget medicin de udskriver. Pointen var, at lægerne skulle blive bedre – ikke at medicinen skulle af markedet.
Det BURDE folk med en speciallægeuddannelse bag sig kunne gennemskue – og det KAN DE SELVFØLGELIG OGSÅ. Men FORDI GØTZSCHE VAR UNØDIGT SKINGER, blev modsvaret et helhjertet forsvar for psykofarmaka.”

Gøtzsches saglige og underbyggede kritik i denne sag mødes fra så mange sider, herunder ganske magtfulde instanser, med så ubehageligt intimiderende og diffuse personangreb (manden fremfor bolden) for uansvarlighed, useriøsitet, paranoia etc. så man må rystes. Jeg må sige at jeg kommer til at nære en ganske stor beundring for hans mod - til at passe sit job som direktør for Cochrane Centeret: at forholde sig til evidens og rationalitet i sundhedssystemets behandlingspraksis - og formidle herom, så klart og bramfrit som der er saglig grund til. Det afgørende for debattens ’polarisering’ synes slet ikke at være Gøtzsches udtryksform, men derimod hvor offentligt hans kritik bliver set og hørt. Hans, lige så bramfri, bog om emnet udkom allerede i efteråret, men det var først med Politiken-kronikken, der for alvor kom gang i ballade-reaktionerne.
Den helt diffuse stempling af Gøtzsche som ”unødigt skinger” og derfor selvforskyldt udsat for behandlingen med de bevidst ufine midler, som fremgår af lederteksten, er skammeligt langt under Informations normale niveau.

Olav Storm Jensen

Og så kan en videnskabelig kritik af virkelighedens praktiserede psykiatri faktisk sagligt føres ganske radikalt videre end Gøtzsches position - til et spørgsmål om selve sygdomsparadigmets værdi i forståelsen og håndteringen af de menneskelige lidelser og adfærdsbesynderligheder, som psykiatrien traditionelt forholder sig til. Se mit foredrag om ’Den globale psykiatrikatastrofe’ http://www.sensetik.dk/psykiatri-katastrofe