Leder

Trojkaen skal dresseres

Debat
29. januar 2014

»Vi kan ikke acceptere, at beslutninger, der berører hjertet af en nation, bliver truffet i et mørkt rum midt om natten, uden at nogen tager ansvar for følgerne. Trojkaen skal stå til ansvar for sine beslutninger.«

Sharon Bowles, Britisk MEP for Liberaldemokraterne

Ved ordet ’trojka’ vil de færreste europæere i dag se en russisk slæde med et forspand bestående af tre heste for sig, og navnet har ikke længere en romantisk klang af bjælder, der ringer i takt med hestenes trav i et ellers tyst, snedækket landskab.

I stedet er en trojka i de fleste europæeres forestilling en gruppe (størrelsen er temmelig uklar) alvorlige, jakkesæt-klædte mænd fra EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF). Og lydbilledet udgøres i dag af råbene fra vrede og fortvivlede demonstranter.

Siden de tre institutioner i hast trådte sammen i 2010 for at finde en løsning på den græske gældskrise, der truede med at bringe hele eurozonen til fald, har Trojkaens arbejde været kontroversielt. For hvem er Trojkaen?

Hvem udformede de økonomiske tilpasningspakker, som sidenhen også blev krævet af Irland, Portugal og Cypern? Hvem var det præcis, der traf beslutningerne om at underkende lønaftaler indgået mellem arbejdsmarkedets parter? Hvem afgjorde, i hvor høj grad man skulle tage socioøkonomiske hensyn? Hvem undervurderede konsekvenserne af nedskæringerne? Hvem besluttede at holde fast i plan A, selv da den viste sig ikke at virke som forventet? Ja, hvem i denne uklare struktur af eksperter, embedsmænd og politikere har ansvaret for hjælpepakkernes konsekvenser?

Vi ved det ikke, for Trojkaen er i bund og grund en ad hoc-gruppe, der ikke står til regnskab over for nogen, og hvis møder foregår bag lukkede døre. Ifølge ECB er det Euro-gruppen, der træffer de politiske afgørelser, mens bankens egen rolle – skrev den i et svar til Europa-Parlamentet i går – er begrænset til at »rådgive og stille ekspertise til rådighed«.

Men kan det overhovedet lade sig gøre ikke at blande sig i de enkelte landes politik, når økonomer udformer et nedskærings- og reformprogram? Marisa Matias, en portugisisk MEP, mener, at ECB som »nøglepartner i den finansielle tilpasningspolitik har en enorm indflydelse på de valg, medlemsstaterne stilles over for, hvis de vil stimulere beskæftigelse og vækst«. Men hvem der præcis har sagt og besluttet hvad, ved vi ganske enkelt ikke. Dét ønsker Europa-Parlamentet – der selv blev kørt ud på et sidespor, da Trojkaen rykkede ind – nu at ændre på, og første skridt er at undersøge Trojkaens arbejdsgang i forbindelse med redningspakkerne.

Hvis Trojkaens tilpasningsprogrammer havde ført til de lovede resultater i de kriseramte lande, er det muligt, at Europa-Parlamentet ville have fundet på noget andet at give sig til i månederne op til europaparlamentsvalget i maj. Men sådan er det som bekendt ikke gået. Ledigheden såvel som gælden i de berørte lande er langt højere, end Trojkaens eksperter havde spået. De sociale omkostninger har været enorme, og ingen vil tage ansvaret. En af konsekvenserne er en øget tilslutning til de populistiske og antieuropæiske partier. Ifølge The Economist er der en risiko for, at de kommer til at besætte mellem 16 og 25 procent af pladserne i Europa-Parlamentet efter valget.

Dette burde forurolige de politikere, der i dag sidder på EU’s topposter. Desværre benægter nogle af de få personer, vi kan sætte ansigt på i Trojkaen – f.eks. EU’s økonomikommissær Olli Rehn – imidlertid, at der overhovedet er et demokratisk problem.

»Beslutningerne er blevet truffet med modtagerlandene, som står til ansvar over for deres parlamenter,« lød hans svar på kritikken forleden.

Det er yderst skuffende, for alle, der har fulgt især det græske drama, ved, at landets regering og parlamentet ikke havde mulighed for at takke nej.

I det lys bliver parlamentets beslutning om at evaluere Trojkaens arbejde – så en mere demokratisk struktur kan erstatte den – blot endnu vigtigere, og det er et vidnesbyrd om, hvor vigtig denne EU-institution er blevet i det europæiske demokrati. Det vil være en skam for Europa, hvis parlamentet kommer til at betale prisen for en udemokratisk ad hoc-gruppes lukkethed og arrogance ved valget til maj.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her