Leder

For tyndt

1. februar 2014

Der er noget nærmest rituelt over medie-dækningen af Copenhagen Fashion Week, som finder sted i disse dage. Hvert år, når modeugen nærmer sig, skriver aviserne om de unge modeller, som bliver tyndere og tyndere, mens branchen rutinemæssigt forsvarer sig med, at man jo ikke behøver at være syg, bare fordi man er slank.

Problemet er ikke så meget, at debatten gentager sig – problemet er, at den ikke flytter noget: Det ene år ændres aldersgrænsen for modellerne, det andet år indføres et luftigt ’etisk charter’, men de forandringer, som gerne skulle følge med, forbliver i det symbolske, og imens fortsætter tendensen mod et stadig mere afmagret kropsideal.

Som den amerikanske sociolog Ashley Mears skriver i sin bog Pricing Beauty er forskellen mellem den gennemsnitlige kvindelige model og den gennemsnitlige kvinde i befolkningen således vokset fra otte til 23 procent på bare én generation. Den str. 30 – den amerikanske størrelse nul – som i dag er almindelig på catwalken, svarer til det typiske taljemål for en syv-årig pige.

I et forsøg på at knække dén kurve lancerede Københavns Kommune, Danish Fashion Institute og Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade sidste år et fælles initiativ, der indebar, at alle modeller forud for årets modeuge skulle igennem et sundhedstjek for at sikre, at ingen piger var for tynde.

Men projektet blev for nylig skrottet igen, da Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab indvendte, at det ikke var etisk forsvarligt at kræve et sundhedstjek af samtlige modeller. Det ville svare til, at alle bagere skulle testes for sukkersyge, argumenterede de.

Når modens omvandrende tøjbøjler i denne weekend skrider ned ad catwalken i København, vil alting derfor være, som det plejer. Man kan med rette beklage, at et ellers udmærket tiltag er faldet på en velmenende organisations misforståede hensyn.

Men som samfund er vores største problem ikke de konkrete modellers sundhed, men derimod sundheden for de millioner af unge piger, der spejler sig i modelstørrelser, som i stadig stigende grad fjerner sig fra den smukke, uperfekte gennemsnitskrop.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu