Leder

Uambitiøst

Debat
23. januar 2014

At der er behov for ambitiøse klimamål, er ikke svært at få bekræftet: I forgårs konkludere forskere fra USA’s National Oceanic and Atmospheric Administration, at 2013 var det fjerdevarmeste år i nyere tid. Dermed har det seneste årti tegnet sig for ni af de 10 varmeste år, siden man begyndte at registrere den globale gennemsnitstemperatur i 1880. I 2013 nåede koncentrationen af CO2 i atmosfæren et rekordhøjt niveau og passerede grænsen på 400 parts pr. million – sandsynligvis for første gang i 800.000 år. Og de enkeltstående, men usædvanlige og ekstreme vejrfænomener som tyfonen i Filippinerne, tørken i Australien og isstormen i USA ligger alle i tråd med klimaforskernes forudsigelser.

Den globale opvarmning og konskvenserne af den er med andre ord alt andet end fjern fremtid, det er skinbarlig realitet. Set i det lys er det svært at være andet end skuffet over ambitionsniveauet i den hvidbog med forslag til nye klimamål, som EU-Komissionen med klimakommmisær Connie Hedegaard i front, i går fremlagde. De nye mål for CO2-reduktion, vedvarende energi og energieffektiviseringer skal afløse de eksisterende 20-20-20-mål, som kun har gyldighed frem til 2020, og udstikke kursen for EU’s klima- og energipolitik frem mod 2030.

For at tage det positive først: Det er i sig selv en bedrift, at den dybt splittede EU-Kommission overhovedet fik sat et relativt højt mål for CO2-reduktion på 40 procent i 2030. I forløbet frem mod offentliggørelsen af hvidbogen, var der forlydender om, at nogle af kommissærerne arbejdede for at sætte et beskedent mål på blot 35 procents reduktion i forhold til 1990-niveauet. Det er også en lille sejr for Connie Hedegaard og hendes allierede i kommissionen, at det lykkedes at få fastsat et bindende mål om, at 27 procent af unionens energiforsyning i 2030 skal komme fra vedvarende energikilder. Indtil sidste time var der tvivl om, hvorvidt Kommissionen overhovedet ville gøre målet bindende.

Men når det er sagt, er der al mulig grund til at være fortvivlet over EU-Kommisionens modvilje mod at tage truslen fra klimaforandringerne alvorligt. For dykker man ned i de konkrete målsætninger har de et forbløffende lavt ambitionsniveau.

Målet for CO2-reduktion på 40 procent skal ses i lyset af, at unionen allerede nu er ved at have nået 2020-målet om 20 procents reduktion – bl.a. takket være den økonomiske krise – og med de allerede planlagte initiativer ventes CO2-udledningen i forvejen at være reduceret med 25-32 procent i 2020. Desuden kan 40-procents-målet meget vel vise sig reelt kun at være et 33-procentsmål, medmindre det lykkes at få fjernet et stort antal CO2-kvoter permanent fra det kollapsede kvotemarked, så efterspørgslen og dermed prisen på kvoterne stiger og øger incitamentet til at nedbringe udledningen af CO2.

Målsætningen om, at 27 procent af EU’s energiforsyning i 2030 skal komme fra vedvarende energi, lægger også op til business-as-usual – altså at man med det nuværende tempo i udvidelsen af energiforsyningen fra sol, vind og biomasse af sig selv vil nå målet på 27 procent. Og selv om det lykkedes at gøre målet bindende, er man ikke nået til enighed om, hvordan de enkelte lande skal forpligte sig til at nå det samlede mål.

Taget i betragtning, at EU-Kommissionen i går også udsendte en rapport, der slår fast, at netop den høje andel af vedvarende energi i EU’s energiforsyning er med til at sikre EU’s konkurrenceevne globalt set, kan det kun vække undren, at man ikke har sat sig mere ambitiøse mål for vedvarede energi frem mod 2030.

EU har på grund af sine ambitiøse klimamål i en årrække indtaget en førerposition i forhandlingerne om en global bindende klimaaftale. Den risikerer EU-Kommissionen nu at sætte over styr. På klimatopmødet i Warszawa i november sidste år viste det sig stadig sværere at få de nye vækstlande og udviklingslandene til at forpligte sig til at reducere deres CO2-udledning. Med en mere ambitiøs målsætning for CO2-reduktion og vedvarende energi kunne EU have vist viljen til at gå forrest frem mod klimatopmødet i Paris i 2015, hvor målet er at nå til enighed om en ny, bindende global klimaaftale. Den chance synes nu at være forpasset.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her