Leder

I virkeligheden

28. januar 2014

Tiden er endnu ikke inde. I mindst 100 år endnu må vi for os selv og andre lade, som om smukt er grimt, og grimt er smukt, for det grimme er nyttigt, og det smukke er det ikke. Griskhed og åger og beregning må være vore guder en tid endnu. For kun de kan lede os gennem den økonomiske nødvendigheds tunnel og ud i dagslyset.«

Sådan skrev den store britiske økonom John Meynard Keynes i sit berømte essay Economic possibilities for our grandchildren. Han gjorde det under finanskrisen i 1930, for nu 85 år siden. Og hans forudsigelse var, at ’det økonomiske problem’ vil være løst inden for en hundredårig horisont, dvs. at de grundlæggende, rimelige behov takket være den økonomiske vækst vil være dækket, hvorfor vi mennesker omsider kan fokusere på den dybere mening med tilværelsen og stræbe efter et smukkere livsindhold og mere moralske afsæt for vore handlinger end det, Keynes kaldte »den afskyvækkende kærlighed til penge.«

Men der kunne altså ifølge Keynes gå 100 år fra 1930, før vi var så langt. Og disse dages begivenheder tyder på, at vi vitterlig ikke er der endnu.

Når finansminister Bjarne Corydon bliver konfronteret med beskrivelser af DONG Energys måske kommende medejer, investeringsbanken Goldman Sachs, som anløben, kortsigtet, utroværdig, udsuger af virksomheder og med fingrene langt nede i såvel finanskrisen, dot.com-krisen som råvarespekulationerne – alt sammen partifællen Poul Nyrups ord – så svarer finansministeren ifølge Ritzau:

»Jeg synes, det er helt i orden og rimeligt at have en diskussion om finanskrisen og nogle af aktørerne i den. Vi skal bare lige huske at sætte tingene i perspektiv.«

»Kritikerne kaster sig ind i en debat om noget generelt i stedet for at forholde sig til det, der ligger konkret,« tilføjer han. Og opsummerer over for TV2 News: »Jeg tror, det er vigtigt at holde fast i realiteterne.«

Hans partifælle, finansordfører Jesper Petersen, ræsonnerer tilsvarende i Politiken:

»Jeg kan ikke fortænke folk i at være kritiske over for Goldman Sachs med alle de ting, de har i bagagen. Det er jeg også selv. Men vi har taget det tilbud, der er bedst for DONG og i sidste ende også for skatteyderne.«

Det er, som om der er to parallelle virkeligheder i denne debat: Den virkelighed, som Poul Nyrup og alle Goldman Sachs’ kritikere i ind- og udland befinder sig i, hvor det er afgørende at forholde sig til, hvad det er for en verden og global økonomi, finanskapitalen i så høj grad former, og hvor det opfattes som både moralsk illegitimt og økonomisk højrisikabelt at alliere sig med en grådig kapitalfond, der ikke skyr mange midler for at score profit til sig selv og sine anonyme investorer i skattely. Og så den virkelighed, hvor en sådan ’generel’ debat må parkeres som irrelevant, og hvor det alene handler om at skaffe ’det bedste tilbud’ på kort sigt. Hvor »grimt er smukt, for det grimme er nyttigt, og det smukke er det ikke«.

Hvilket bringer mindelser om en udsendelse i DR2 i april sidste år, hvor journalisten Frank Poulsen konfronterede Bjarne Corydon i spørgsmålet om klimakrisen og beskyldte finansministeren for at tro på mirakler i form af en forestilling om vækst uden grænser.

»Hov, hov, jeg tror, det er dig, der tror på mirakler,« replicerede ministeren. »Det er en meget, meget gammeldags og fuldstændig håbløs tankegang, at vi skulle hjælpe med at løse et eneste globalt problem ved, at vi afstod fra at have økonomisk vækst i vores land.«

Nu var det ikke helt det, Frank Poulsen påstod, men replikskiftet illustrerer, hvordan finansministeren og mange med ham er fortsat fast forankret i den virkelighed, der ligger før den omstilling, Keynes antyder. Virkeligheden hvor væksten, konkurrencestaten og alliancen med anløbne finansspekulanter fortsat er en nødvendighed, koste hvad det vil. En virkelighed hvor ’griskhed og åger og beregning’ endnu er vore guder.

Nogle gange, når man i afmægtighed ikke kan finde egne ord, må man bare med sin underskrift tale i kor med andre. Eller støtte sig til større ånders evne til at formulere sig med præcision. Som også Egon Olsen:

»Hundehoveder og hængerøve, lusede amatører, elendige klamphuggere, latterlige skidesprællere, talentløse skiderikker, impotente grødbønder, småbørnspædagoger og socialdemokrater!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Fredsted
  • odd bjertnes
  • Lise Lotte Rahbek
  • Herdis Weins
  • Steffen Gliese
  • Hans Paulin
  • Erik Nissen
  • Carsten Svendsen
  • Jan Weis
  • Grethe Preisler
  • Steen Sohn
  • Ivan Gullev
John Fredsted, odd bjertnes, Lise Lotte Rahbek, Herdis Weins, Steffen Gliese, Hans Paulin, Erik Nissen, Carsten Svendsen, Jan Weis, Grethe Preisler, Steen Sohn og Ivan Gullev anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Den største forbryder er ham, der ikke bekæmper de daglige strukturelle uretfærdigheder i de samfund, vi sammen skaber. Der var trusler om ekstraordinær kongres fra nogle kredsformænd. Det synes jeg, de skal gøre alvor af.

odd bjertnes, Per Torbensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Er jeg den eneste, der ikke har hørt el. læst om Energinet.dk (http://www.energinet.dk/) før?
Under "om os" står bl.a. "Vi har ansvaret for at forsyne Danmark med el og gas samt skabe fair konkurrence." og "Vi er ejet af Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, og vi er sat i verden for at løse en række opgaver på samfundets vegne. Forbrugerne betaler til vores aktiviteter via el- og gasregningen."

Jeg troede, de opgaver blev varetaget af Dong. Når det nu ikke er tilfældet, er jeg i tvivl om, hvad Dongs opgaver så er, og hvad modviljen mod statens salg af aktier i Dong virkelig handler om.

Jeg er meget enig med Bjarne Corydon i, at "det er helt i orden og rimeligt at have en diskussion om finanskrisen og nogle af aktørerne i den. Vi skal bare lige huske at sætte tingene i perspektiv."
Mit største problem med "anløben, kortsigtet, utroværdig, udsuger af virksomheder og med fingrene langt nede i såvel finanskrisen, dot.com-krisen som råvarespekulationerne ", som Poul Nyrup Rasmussen er citeret for, er, at den beskrivelse passer godt til mange danske virksomheder og enkeltpersoner hvoraf nogle gik konkurs efter 2007. De seneste tyve år har staten også suget værdier ud af sin egen virksomhed DSB, så et spørgsmål er, om ikke staten er næsten lige så anløben, som Goldman Sachs får skyld for.

John Fredsted

Ja, lusede amatører.

Et flertal af MF'ere synes at tilhøre den kategori. Jeg begriber ikke, at disse MF'ere ikke fatter, at når selveste Goldman Sachs overhovedet fatter interesse for dette (delvise) køb af DONG, så må det være ensbetydende med, at man (som ejer) har skudt sig selv eftertrykkeligt i foden, og at det derfor handler om hurtigst muligt at trække nallerne til sig selv igen.

Men, kan jeg forstå af gårsdagens nytteløse forsøg på i samrådet at lirke lidt fornuft ind gennem det Corydon'ske panser af hybrisagtig selvsikkerhed, så vil handlen i morgen blive endegyldigt godkendt med stemmer fra S, SF, R, V, K og LA, såvidt jeg har forstået det. Eneste udenfor er Ø og DF og så løsgængeren Uffe Elbæk (tak til sidstnævnte for at tale fra hjertet).

Så bliver det jo spændende at se, om SF efterfølgende falder helt fra hinanden og eventuelt træder helt ud af regeringen (tak til Karsten Hønge for i går at tale fornuft på tv), selvom det da under alle omstændigheder vil være for sent i forhold til DONG.