Leder

En betydningsfuld nordmand

21. februar 2014

Hvad stiller historien op med en mand, der gjorde landvindinger litterært, men var landsforræder politisk set? I Norge glemmer de ham helst. Knut Hamsun. Manden, der gjorde alt det skønne, han har skabt, grimt ved at støtte Hitler og tyskerne under Anden Verdenskrig. Han kan ikke være en del af en liste over de 100 mest betydningsfulde nordmænd, mener en jury bestående af bl.a. tidligere statsminister Kåre Willoch og tidligere historieprofessor Jorunn Bjørgum. »Det er åbenbart,« siger jurymedlem og politisk redaktør på avisen VG, der står bag listen, Hanne Skartveit.

Det er en fejring af demokratiet og 200-året for en af verdens mest liberale grundlove, så kan man jo ikke have en nazist på listen. Paradoksalt i den kontekst er det derfor at se, at Henrik Ibsen topper som den mest betydningsfulde nordmand. En mand, der boede det meste af sit liv i udlandet, fordi han synes, Norge var for (mentalt) småt, og tilmed erklærede, at han ikke synes frihed var så interessant, når først folk havde vundet den. Så begynder den jo at give problemer. En ikke udpræget demokratisk tankegang. Men Ibsen fremhæves som en litterær kæmpe, der »nævnes verden over i samme åndedræt som Shakespeare«. Man kan sige det samme om Hamsun, men hans forbrydelse mod den norske selvforståelse er altså for stor.

Hamsun har ellers været en central figur i den norske identitetsskabelse. Da nordmændene skulle frigøres fra unionen med Sverige i 1905, var Hamsun et nationalt ikon. Han havde indvarslet en ny subjektivisme med Sult, der udkom i 1890. Han var et verdensnavn. Og han var nationalist og besang den norske bondekultur. Han var en del af nationsopbygningen dengang, men så begyndte hans konservative nationalisme og radikalitet at blive et problem. Hans opbakning til Hitler var stålsat – så kan man forsøge at moderere den med alderdom, forbøn for norske krigsfanger, og at det hele i virkeligheden handlede om, at han hadede englænderne på grund af Boerkrigen, men det ændrer ikke på, at han trådte forkert. Spørgsmålet er, om denne helts fald ikke har relevans i sig selv, når en nation skal skrive historien om, hvordan den blev til. Historien skrives måske af vinderne, men efterlader det taberne betydningsløse?

Norge blev også formet af en forfatter, der i små men markante forskydninger bevægede sig fra at være national helt til at blive kilde til et nationalt traume. Hans værker er enestående, men det er hans radikalisering ikke. Begge dele bør vi tillægge betydning. På samme måde som vi må tillægge både Kierkegaards tænkning og antisemitisme betydning.

For det er en tom tilkendegivelse at afvise Hamsun for hans nazisme, og den efterlader os uden indsigt. Det norske folk kan stive sig selv af ved at fremhæve de ubesudlede helte, men bliver det en sand fortælling om Norge eller det at være nordmand?

Kampen for demokratiet er modsætningsfyldt, som litteraturen er det, og som demokratiet selv er det. Det er ikke kun et spørgsmål om at træde rigtigt eller forkert, det er et spørgsmål om at erkende, at vi alle hver dag forsøger at holde balancen, og det er først, når man er overbevist om, at man er den eneste, der kender sandheden og forskellen på rigtig og forkert, at man risikerer at miste den. Det viser Hamsuns historie os.

Nordmændene har altid været gode til at hylde deres digtere – en forfatter topper listen over de 100 mest betydningsfulde nordmænd! De anerkender kunstens magt og kunstnerens magtposition. Én, som kunstnere her i landet ofte har svært ved at se.

Men hvis man kun lytter til dem, hvis værker fungerer godt omkring de lejrbål, man tænder efter et nationalt traume som Utøya, så bliver det en forbigående varme. Der er masser af potentiale i at sætte kunstens magt i spil. For i litteraturen gøres det enkelte menneskes stilling over for fællesskabet op. Her får historien et menneskeligt ansigt, og mennesker kan sjældent deles op i dikotomier, derfor er det et risikabelt virke at være forfatter. De største af dem går hver dag i fuld offentlighed på den line, hvor dommen falder prompte, hvis man træder forkert. På den måde bliver Norges tradition for at lytte til digterne tom, hvis de ikke længere føler, at Hamsun har noget at sige dem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels P Sønderskov
  • Søren Jessen
Niels P Sønderskov og Søren Jessen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu