Leder

Ingen anden vej

28. februar 2014

Præsident Obama og NATO har for første gang truet med at trække sig fuldstændig ud af Afghanistan til nytår, hvis ikke den afghanske præsident Karzai får skrevet under på den strategiske samarbejdsaftale med USA, som har ligget klar i månedsvis. Det kan til nød nås, hvis det bliver Karzais efterfølger, som skriver under, men jo længere, der går, jo mindre vil den internationale styrke blive, lyder advarslen fra Washington og Bruxelles.

Selv om truslen er mere positionering end politik, er den også et klart tegn på, at Washington er ved at miste tålmodigheden med både Karzai og Afghanistan. Selv Pentagon skal spare i dagens USA. Ifølge det netop fremsatte budgetforslag skal 120.000 mand sendes hjem og kaskader af fly og 11 krigsskibe skal skrottes. For ikke at tale om, hvor populært det vil være hos krigstrætte amerikanere at sætte punktum for Afghanistan-krigen.

Når Karzai hidtil har nægtet at underskrive aftalen, der giver NATO’s soldater juridisk immunitet i forhold til afghansk lov, skyldes det uden tvivl et ønske om at bevare så meget indflydelse som muligt – også efter præsidentvalget den 5. april. Aftalen er ikke specielt populær blandt de afghanske vælgere, og Karzai har derfor i stadig kraftigere vendinger angrebet især de såkaldte night raids mod ledende talebanere, som ventes at fortsætte. Kritikken ærgrer USA og NATO, for netop den form for nålestiksoperationer er årsag til, at Karzai og hans efterfølger med relativ ro kan se fremtiden i møde.

Karzai har sagt, at det må være den kommende præsident, som skal underskrive den omtalte samarbejdsaftale, og det lyder jo umiddelbart logisk.

Uanset hvem der vinder præsidentvalget, ventes den nye leder at underskrive aftalen. På grund af det afghanske valgsystem vil en ny præsident næppe være på plads før til efteråret, og det ville derfor være en stor fordel for stabiliteten, hvis Karzai tog ansvaret på sig og skrev under.

Jo længere usikkerheden med hensyn til Afghanistans fremtid varer, jo flere vil forstå at udnytte det magttomrum, der uvægerligt vil opstå efter NATO-styrken, jo lettere vil voldelige grupper som Taleban få ved at sætte sig på magten i de mest udsatte dele af landet, og jo større bliver risikoen for, at de i forvejen svage demokratiske kræfter flygter ud af landet.

Derudover vil det være i enhver regerings interesse at underskrive aftalen. Den tilbageværende militære styrkes opgave er nemlig også at garantere Kabuls sikkerhed, hvis byen mod forventning skulle blive løbet over ende.

Bundlinjen for USA og NATO har hele tiden været, at Kabul under ingen omstændigheder må falde i oprørernes hænder. Det er der heldigvis ikke længere den store risiko for. Samtlige vurderinger viser, at Afghanistans hær og politi har gjort store fremskrift de seneste år, og at de vil være i stand til at bevare kontrollen med størstedelen af landet – støttet af loyale lokale militser. Men de har fortsat brug for international finansiering, undervisning og ikke mindst en reservestyrke, der kan tilkaldes i en krisesituation.

Det er imidlertid vigtigt at understrege, at selv om Taleban stadig viser kampvilje, udgør bevægelsen ikke længere en trussel mod den afghanske stat. Selv ikke i Helmand, hvor lokale magthavere ventes at udfylde tomrummet, når ISAF pakker sammen.

Der er selvfølgelig dem, der mener, at hele Afghanistankrigen er en fejltagelse, og at det derfor vil være bedst at trække al militær bistand ud så hurtigt som muligt, men hvis det er den almindelige afghaners ve og vel, man har for øje, er det nok den ringeste løsning af alle.

Der er meget i Afghanistan, der ikke er godt nok, og en hel del, der er rigtig skidt. Men der er også meget i Afghanistan, som er blevet voldsomt meget bedre, end det var i 2001, hvor landet hverken havde skoler, hospitaler, politi, militær, infrastruktur eller fungerende statsinstitutioner. Afghanistan er nået meget langt på kort tid, når man tager udgangspunktet i betragtning.

Hvis verdenssamfundet trækker sin militære støtte ud nu, vil det gå ud over de fremskridt, som trods alt er nået. Meget tyder desuden på, at chancen for en forhandlingsløsning vil vokse markant, hvis USA og dets allierede er villige til at holde hånden under det skrøbelige afghanske samfund blot nogle få år endnu. Det mener i hvert fald vurderingen i en spritny rapport, fra den amerikanske kongres og fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Og alt andet lige må det jo være det, der er hovedmålet i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu