Leder

Kåring uden kamp

14. februar 2014

Pia Olsen Dyhr har tirret sine kritikere for at få dem ud af busken. Hun har gjort det klart, at SF fortsat skal være et parti af politiske pragmatikere med intakte regeringsambitioner. Hun har kaldt Enhedslisten ’de rene hænders parti’ for dermed at udstille deres politiske utopi som modstykke til egen realisme.

Alt sammen er for at fremprovokere debat og gerne en modkandidat til formandsposten. Lige lidt har det hjulpet. Rigtig mange medlemmer på partiets venstrefløj er formentlig fortsat rigtig meget uenige med Pia Olsen Dyhr. Men bortset fra et ubefæstet partimedlem fra Vejle har ingen de seneste uger for alvor sagt hende imod. Pia Olsen Dyhr vil derfor blive formandskåret uden kampvalg på SF’s ekstraordinære kongres i Vejle første weekend i marts. Det er både godt og skidt for den nye partiformand. Mest skidt. Både for partiet og for formanden. Det er ganske vist åbenbart, at SF ikke har brug for mere trættekært skænderi om partilinje og ideologisk ståsted. Men partiet har endnu mindre brug for et uafklaret politisk projekt, hvilket er en reel risiko, når kun en fløj i partiet stiller med en formandskandidat.

I regeringen gik SF ned med vajende principper. Og når Pia Olsen Dyhr vil genopbygge partiet på tomten af den sodsvedne regeringsruin, er det langt fra et projekt, alle partimedlemmer abonnerer på.

Alligevel har det kun givet anledning til halvkvalte forbehold fra eksempelvis den selvbestaltede oppositionsleder og vikar i Folketinget, Karsten Hønge, som her i avisen har gjort det klart, at regeringsmagten skal være »et middel og ikke et mål«. For Pia Olsen Dyhr er det et erklæret mål. Ikke for enhver pris. Men et mål.

Alligevel siger Karsten Hønge, at han bakker den nye formand op. Gør han nu det? Og gør resten af den tavse opposition det? Tvivlen nager, og et tvivlsomt mandat kan gøre også stærke ledere svage. Det havde derfor styrket såvel partiet som den nye formand, hvis debatten om ’mål og midler’ var blevet taget i klar konfrontation frem for i opportunistisk tågesnak. Som formand er Pia Olsen Dyhr forpligtet til at favne den opposition, hun ved eksisterer, men som foreløbig har gjort sig navn- og stemmeløs. Det er hverken sjovt eller nemt. Ved at vælge rollen som tilskuere til formandsvalget har opportunisterne reserveret muligheden for siden hen at kritisere spillet på banen. Vi stemte for formanden, javel, men vi stemte ikke for hendes politik. Den slags bagholdsangreb var blevet vanskeliggjort, hvis de to fløje i partiet havde stillet med hver deres kandidat og hver deres politiske program. Det havde været godt. Både for partiet og den nye formand. Med Pia Olsen Dyhr får SF en formand, der blander det røde med det grønne. Som tidligere SFU-formand kender hun partiets ideologiske historie, og som transportminister viste hun evnen til at gennemføre grønne løsninger i en sort branche.

SF’s nyvundne frihed som støtteparti vil hun blandt andet bruge til et bebudet opgør med de beskæftigelsesreformer, regeringen ventes at fremlægge i foråret.

Det står klart, at regeringens arbejdsmarkedsreformer foreløbig ikke virker som lovet. Alle er enige om målet: De arbejdsløse skal enten have et arbejde eller en uddannelse, så de kan få et arbejde. At holde arbejdsløse på passiv forsørgelse er en ulykke for såvel individ som samfund. Samtidig kan det spare udbetalinger af kontanthjælp og dagpenge. Alt det er korrekt. I teorien. Problemet er blot, at teorien fortsat ikke har ladet sig omsætte til praksis, hvilket de løbende konsekvenser af såvel kontanthjælps- som dagpengereformen viser. At rette op på miseren er et konkret politisk projekt, det må være muligt for Pia Olsen Dyhr at samle hele partiet bag.

På en række andre områder vil der fortsat være uenighed om linjen. Også selv om – eller netop fordi – debatten om et fremtidigt politisk program blev forsømt op til det formandsvalg, der om to uger ender med kåring uden kamp.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ivan Gullev
Ivan Gullev anbefalede denne artikel

Kommentarer

Curt Sørensen

Ja, så er 'historien' , udtænkt af SF's højrefløj og videre kolporteret i den blå presse, også nu overtaget og godkendt af 'Information': Det var venstrefløjen i SF der kørte partiet i sænk og som nu nægter at tage ansvaret for deres 'uansvarlige' opførsel . De er ' uansvarlige' og 'opportunister.

Undskyld mig, men det var faktisk højrefløjen i SF der kørte partiet i sænk ved at gå stik imod partiets værdigrundlag og dets egne vælgere gennem en opportunistisk regeringsdeltagelse, hvor de solgte ud af alt blot for at være med i det opreklamerede 'maskinrum'. Magten ligger selvfølgelig mange andre steder i samfundet , bla.a. hos de nationale og internationale erhvervsinteresser samt regionale og internationale politiske og økonomiske eliter. Undervejs var partiet med til at vælte byrderne ved Corydons og Vestagers dogmatiske 'ansvarlige politik' over på de svageste i samfundet og forgylde de i forvejen rige. Det hele kronet med knæfaldet her til sidst for den internationale finanskapital .

Man forstår da godt, at venstrefløjen i partiet ikke uden videre står parat til at overtage det fallitbo som højrefløjen har skabt. Venstrefløjens overvejelse her og beslutning kan naturligvis diskuteres. Jeg mener det er en fejl at den ikke markerer sig ved at opstille en anden formands kandidat, end den de blå medier på forhånd har 'valgt'. Men 'opportunisme'', den anklage kan avisen bedre rette mod hele falanksen af egocentrerede karriere politikere som har søgt over i S og mod den fløj af toppolitikere som vil 'redde' partiet ved under Pia Olsen Dyhrs ledelse at videreføre den politik, som bragte det til sammenbruddets rand, og som nu sandsynligvis vil bringe partiet under spærregrænsen.

Mere dybtgående var hele forløbet omkring salget af Dong aktier til Goldmann Sachs, hvor de politiske og økonomiske eliter tromlede en afgørelse hen over et erklæret befolkningsflertal (en dybt udemokratisk manøvre som da også blev hjertleligt bifaldet af anti-demokratiske røster i den borgerlige presse), udtryk for en dybtgående krise i vores 'liberale demokrati' . En problematik som 'Information' nok burde tage med større alvor end den igangværende mytedannelse omkring SF' storhed og fald.

Curt Sørensen

PS: Læs Jørgen Steen Nielsens grundige og fremragende analyse i avisen i dag af den globale situation hvor neo-liberalismen hærger, kløften mellem fattig og rig når uanede højder, hvor hele den sociale sammenhængskraft i samfundet udhules og økologiske hensyn fejes til side af den hujende vækstfilosofi. Dette er den nutidige situation hvor også vores hjemlige regering med Corydon , Thorning og Vestager i spidsen, og gennem de sidste 2 år også med et duknakket SF på slæb ,fører den neo-liberalistiske politik igennem , tromlende hen over befolkningen og skabende en stadig ophobning af elendighed i samfundets bund samtidig med at de rige forkæles. Alt sammen under etiketter som 'ansvarlighed' og 'nødvendig politik', floskler som dækker over det der i virkeligheden er en en skævvredet økonomisk interessepolitik , en politik som tillige er dybt udemokratisk. Det er ,som Jøren Steen Nielsen ganske rigtigt påpeger , det der er kernen i striden i SF. Det er også det der ligger bag den begyndende folkelige modstand verden over og også herhjemme mod neo-liberalismens dybt asociale system og politik