Leder

Kunstner og kontrollør

Debat
11. februar 2014

’Kunstnerisk’ var det vigtigste krav, da Det Kongelige Teaters bestyrelse søgte en ny teaterchef. Og jo. Morten Hesseldahl, der i går blev udnævnt til posten, er både kunstnerisk og kunstner.

Han er romanforfatter. Men han er også kulturdirektør på DR, og han har tidligere været administrerende direktør på Dagbladet Information. Samtidig kan han tydeligvis lide rollen som frontfigur – i modsætning til sin forgænger, den fyrede Erik Jacobsen.

Valget virker solidt. Det er ikke visionært, for manden er ikke teatermand. Men det er beroligende, fordi han er en dansker, der kan læse handlingsplaner indenad – og endda skrive dem selv og antageligt efterleve dem. Det vigtigste er dog, at Morten Hesseldahl har karaktertrækkene til at blive teatrets nye narrative helt: Manden, der kan fortælle, hvad danskerne skal med Det Kongelige Teater.

Spørgsmålet er, om han personligt kan trives med teatrets uforudsigelighed. Han er en kontrolleret leder, der er vant til at kunne redigere sit produkt. Sådan er teater ikke. Hans største udfordringer er, at han ikke kender scenekunstens processer. Og at han som teaterchef skal blive i chefstolen i fem år – altså længere tid end de tre år, som er hans hidtidige rastløshedskadence. For teater planlægges ofte med tre-fem års horisont.

Den nye teaterchefs force er et smilende gemyt og en høj begavelse – og et imponerende naturligt forhold til begrebet ’public service’. Han talte i går ivrigt om balancen mellem mainstreamteatret og teater på det allerhøjeste niveau; også selvom man de seneste tre år ikke just har kunnet se nationalscenens sublime forestillinger i DR’s programflade.

Morten Hesseldahl er tydeligvis ansat som nationalscenens ’kontrollør’: Som den, der både skal skabe ro i tilskuersalen, på scenen – og i medierne. Men hans vigtigste opgave vil være rollen som ’kunstnerisk leder’: Som den, der kan fortælle verden, hvorfor Det Kongelige Teater fortjener rollen som landets heftigst støttede teater.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her