Leder

Naturen? Det er noget, vi sparer på

Debat
13. februar 2014

Floskler flød, da regeringen i november sidste år bebudede, at den sammen med to private fonde vil oprette en uafhængig, national naturfond med det klingende navn »Den Danske Naturfond«. Daværende SF-miljøminister Ida Auken roste sig selv og regeringen med ordene:

»Det er en meget, meget stor dag for naturen. Det er mange år siden, at der er sket et så stort og positivt tiltag.«

Tallene så da også flotte ud. Villum Fonden, der har sine penge fra velux-vinduer, ville indskyde 250 millioner kr. Og Aage V. Jensens Naturfond, der har sine penge fra byggeri af hoteller, ville indskyde 125 millioner kr. Oveni ville staten stille 500 millioner kr. til rådighed.

De grønne organisationer applauderede initiativet. Hvor tiltrængt det er, fremgik af Miljøministeriets pressemeddelelse om den nye fondsstiftelse. Ministeriet indrømmede:

»Danmarks natur skranter. Der er for lidt af den. Den er for spredt, og alt for mange dyr og planter er truet.«

Altså: Hurra for den nye nationale naturfond!

Hurraet sidder nu som et fiskeben i halsen. Fonden er nemlig ved at gå i fisk. Det er staten, der svigter, mener de private fonde og Danmarks Naturfredningsforening. Dagbladet Politiken kunne i går oplyse, at Finansministeriet forlanger, at de private midler skal indbetales på en konto i Finansministeriet. Endvidere vil Finansministeriet foretage en langsommere indbetaling af det statslige bidrag, end fondene har forudsat.

For de to private fonde er det afgørende, at den nationale fond er politisk uafhængig, og at den kan tiltrække naturbegejstrede bidrag fra en bred kreds af private kilder. Det kan en konto i Finansministeriet ikke. Uenigheden truer med at kuldsejle fonden og vil under alle omstændigheder betyde en udsættelse.

En tænkepause er måske ikke nogen dårlig idé. Er det overhovedet fornuftigt, at private fonde går ind og dækker de huller, der opstår som følge af statslige nedskæringer? Nedskæringer, der skyldes, at det offentlige prioriterer til ulempe for naturbeskyttelsen. Og til ulempe for kulturen, for den sags skyld.

Skal private fonde gøre sig til alibi for offentlig forsømmelse af natur og kultur? Med i billedet hører, at når »naturen skranter« – som Miljøministeriets pressemeddelelse indrømmede – skyldes det svigt i miljøpolitikken. I årtier har politikere givet efter for landbrugets svineri. Offentlige anlægsprojekter – herunder motorveje – er gennemført uden større hensyn til natur og miljø.

Ironisk nok har Danmark én gang før haft en stor national naturbevilling, der løb ud i sandet. Forud for Danmarks indtræden i EF vedtog ja-partierne en særlig lov, der afsatte 100 millioner kr. om året til naturopkøb, der kunne imødegå EF-presset på jorden. I bemærkningerne til loven blev det fastslået, at de årlige 100 millioner kr. »påregnes anvendt«.

Ha! Det blev de bare slet ikke. Rammen skrumpede til 20 millioner kr. og visnede stille væk – udtørret af årlige sparerunder. Det er forståeligt, hvis Villum Fonden og Aage V. Jensens Naturfond ikke ønsker at stå som bidragydere til en finansministeriel konto, der skal bruges til de grønthøsterbesparelser, som Miljøministeriet har været udsat for i årevis.

Nok et perspektiv er, at hvis betydningsfuld natur er akut truet, vil det ofte skyldes, at det offentlige selv har kludret i det på et tidligere tidspunkt i sagsforløbet. Aage V. Jensens Naturfond har ved sine hidtidige opkøb af naturområder også reddet natur, som det offentlige har bragt i stor nød.

Når staten selv er gerningsmand mod naturen, hvor meget kan man så regne med, at den vil indrømme sin del af ansvaret ved at være med til at optræde som redningsmand? Der kan blive ganske store problemer med den »politiske uafhængighed«, som de private fonde mener at være blevet lovet omkring den nationale fond.

I går indrømmede en talsmand fra Villum Fonden om de private fondes hidtidige velvilje: »Det kan måske forekomme godtroende ...«

Ja, det kan det da.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Loftkjær

Hvis naturen trivedes ligeså godt som floskler og tvetydig snak i politikerkredse og hos en række tilsyneladende naturvenner, ville der ikke være mange problemer.

Det synes ikke ansvarligt, at sætte nogen som helst private fondspenge ind på finansministeriets konto. Om nogen så har finansministeren været bannerfører for en hel anden politik end den regeringen erklærede for at sikre sig regeringsmagten. Troværdigheden synes begrænset.

Oppositionens troværdighed er om muligt svagere, når det gælder vores fælles arv og livsgrundlag.

Når politikere står over for valget mellem hensynet til natur og økonomi og andre interesser, er udfaldet med få undtagelser, at hensynet til naturen ikke nyder fremme. Tværtimod. Politikerne kan altid finde en undskyldning for at naturen må vige i en given sag om boliger, infrastruktur, spotsanlæg, industri, landbrug m.m.

Groft sagt afspejler politikerne vel egentlig danskernes gennemgående natursyn - nyttesynspunktet. Naturen og dens sammenhæng med livet på jorden, synes at være overset. Giraffer og pandaer kan mennesket få øje på og dermed slutter menneskets interesse. Alt det som man ikke umiddelbart kan ses, får ingen opmærksomhed. Ude af øje - ude af sind.

Det er vel det, som er problemet?

Niels-Simon Larsen

Stærke firmaer, svag stat. Vælgerne ønsker det desværre sådan. Staten er blevet fattig ved at gøre firmaerne rige. Ngo-organisationerne går så tiggergang til firmaerne. Firmaerne fordeler overskuddet, ikke staten.
Med det billede for øje må vi jo bare konstatere, at vi ikke er politisk voksne til at styre os selv gennem en stat, men skal have et firma til at vejlede os. Helt skævt, og denne skævhed går selvfølgelig ud over naturen.

Borgerne vil ikke administreres gennem de inddrevne skatter, men vil hellere give skattelettelser til firmaerne, så de kan gøre arbejdet. Hvad hedder den sygdom? Politisk umodenhed?

Det er en skandale af dimensioner vi her er vidne til. Historisk har staten fungeret som landbrugets forlængede arm i forhold til naturforarmelsen der stadig finder sted. De våde enge, der var hjemsted for planter og dyr, som vi efterhånden kun kan læse om i bøgerne eller ved at tage til andre lande med en mere uberørt natur, findes ikke længere. Staten har subventioneret landbruget og landindvindingssagen med milliarder i perioden fra Kanslergadeforliget i 1935 0g frem til midten af 70érne. Ødelæggelserne på naturområderne var enorme. Nu må det sgu høre til almindelig anstændighed, at staten kommer til lommerne sammen med landbruget og dets følgeerhverv; de siger jo at det går så godt økonomisk for en gang skyld.
Vi kræver en uafhængig naturgenopretnings kommission med tilstrækkelige midler. Nu.