Leder

Ny på jobbet

6. februar 2014

For få år siden var det et kontroversielt forslag, som kun de allermest erhvervsbegejstrede universitetsfolk luftede, at universiteterne skulle lade sig styre af den aktuelle situation på arbejdsmarkedet. I dag lyder de samme toner fra selve universiteternes interesseorganisation, Danske Universiteter. Det er således trist på flere planer, når rektor for Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen, i sin første udtalelse som nyvalgt rektorformand erklærer sig klar til at lade udsigten til ledighed bestemme optaget af studerende.

På det konkrete plan står det ikke klart, hvorfor rektorformanden – og flere af hans rektorkolleger – pludselig ser sig i stand til at forudsige behovet på arbejdsmarkedet fem år frem i tiden. Selvfølgelig er ledighedstallene for de forskellige områder en relevant information for den håbefulde gymnasiast, der skal til at vælge videregående uddannelse og naturligt nok interesserer sig for, hvilke jobmuligheder det kan føre til i den anden ende. Den information får de da også allerede i dag, hvis de gør brug af Undervisningsministeriets uddannelsesguide. Men siden hvornår har én universitetsuddannelse ført til én bestemt type job? Og hvilke ledighedstal vil man i så fald bruge til at definere, hvor mange der skal lukkes ind på en uddannelse?

På det mere generelle plan er det trist, at den nye rektorformand i den grad taler produktivitetskommissionen og uddannelsesministeren efter munden. Den afgående formand, Jens Oddershede, var også fra tid til anden enig med ministeren, men man kunne være sikker på, at han udfordrede den politiske præmis for, hvad universiteternes rolle skulle være i samfundet. Den nye formand virker snarere som om, han har købt præmissen råt: At universiteterne er til for at skabe vækst og beskæftigelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Helth
Viggo Helth anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Men siden hvornår har én universitetsuddannelse ført til én bestemt type job?"
Hvis det er hvad rektor tror, så er det en erkendelse af at uddannelsen bliver meget ensporet, bedrevidende og mangler fremadrettethed.
Mon ikke de uddannede finder på alternative og kreative måder at bruge deres viden på, så en enhver uddannelse er værdifuld og meget brugbar.