Leder

På tur med Thorning

Debat
4. februar 2014

 

For en udefrakommende kan det være vanskeligt at genkende Danmark som et af Europas mest stabile og driftsikre demokratier. På to år og fire måneder er seks ministerrokader bakset på plads, og alene de seneste tre måneder har Danmark haft tre udenrigsministre. Først Villy Søvndal, siden Holger K. Nielsen og i går blev Martin Lidegaard udnævnt.

Nick Hækkerup har i samme periode ledet tre væsensforskellige ministerier. Først forsvarsminister, siden europa- og handelsminister og i går blev han så slået til sundhedsminister. Mere imponerende på det personlige end betryggende på det institutionelle plan.

De jævnlige ministerudskiftninger svækker kontinuiteten i de enkelte ministeriers arbejde, hvilket afspejler sig i en regeringsførelse, der vækker stedse større bekymring og afsmag blandt vælgerne.

I går landede i alt 11 ministre med nye ressortporteføljer, efter at SF i sidste uge – forslået og i internt opbrud – lod sig bære ud af regeringskontorerne. Hvor det efterlader SF, er et åbent spørgsmål, mens gårsdagens præsentation af den nye SR-regering giver foreløbige svar på den politiske retning frem mod næste folketingsvalg.

Regeringen synes således at gå fra rød mod blå og fra grøn mod grå. Hvis Danmark på papiret hidtil har haft en centrum-venstre regering, står det nu endnu mere klart, at landet frem til næste folketingsvalg vil blive ledet af en centrum-højre regering.

Tag Klimaministeriet: Indtil i går havde landet en kompetent og erfaren klimaminister i Martin Lidegaard (R) med indsigt i området fra blandt andet sin fortid som direktør for den grønne tænketank Concito. Danmarks nye klimaminister, forhenværende udviklingsminister Rasmus Helveg Pedersen (R), har ikke hidtil opvist nævneværdig viden eller politisk interesse for klimaområdet.

Han er tidligere klima- og energiordfører, men hvor han har udtalt sig meget om udenrigspolitik, har han sagt meget lidt om klimapolitik. Det kommer han til, men Rasmus Helveg Pedersen synes ikke udpeget ud fra faglige kvalifikationer eller personligt engagement på klimaområdet.

Eller tag Miljøministeriet: Indtil i går havde Danmark en indsigtsfuld og visionær miljøminister i Ida Auken (tidligere SF, nu medlem af de Radikale). Danmarks nye miljøminister, socialdemokraten Kirsten Brosbøl, har aldrig tidligere beskæftiget sig med miljøpolitik. Hun har hverken været miljøordfører eller siddet i Folketingets miljøudvalg, så heller ikke her er det faglig indsigt eller politisk engagement, der har styret ministerudnævnelsen.

De nye ministre skal selvsagt ikke kritiseres for at være blevet udnævnt, og de vil utvivlsomt hurtigt formå at sætte sig ind i deres nye ministerområder. Til gengæld falder det tilbage på Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager, at de på klima- og miljøområdet har valgt faglighed og indsigt fra, hvilket kun kan tolkes som reel svækkelse af en grøn dagsorden frem mod det næste folketingsvalg.

Til gengæld tyder alt på, at regeringen vil benytte SF’s exit fra regeringen til at accelerere de økonomiske reformspor, der allerede er lagt ud. Regeringen vil formentlig i løbet af foråret lancere politiske initiativer, der skal sikre øget vækst i det private erhvervsliv. Det skal blandt andet ske via lettelser på afgifter til virksomhederne, hvilket i så fald sker samtidig med, at de i forvejen udskældte arbejdsmarkedsreformer eksekveres.

Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager oplyste i går, at det oprindelige regeringsgrundlag suppleres med en såkaldt ’erklæring’ under overskriften: ’Flere job. Bedre velfærd’.

Hvad det konkret betyder, har vi endnu til gode at se. Men uanset regeringsgrundlag er det på høje tid, at Helle Thorning-Schmidt i sin sidste halvdel af denne valgperiode viser, at hun kan levere en stabil regeringsførelse.

Ved den forrige ministerrokade i december forsikrede Helle Thorning-Schmidt, at hun nu havde sat sit sidste ministerhold inden næste folketingsvalg.

I går præsenterede hun en ’helt ny’ regering. Den styrker hverken tilliden til de demokratiske institutioner eller til statsministeren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Christian Jensen

Retfærdigvis kan man ikke gøre Helle Thorning ansvarlig for, at SF braser sammen.
Helle Thorning er heller ikke ansvarlig for de 2 radikale ministres svigt, Uffe Elbæk og Christian Friis Bach må Margrete Vesterager bære ansvaret for.
Derimod er løgnhalsen Morten Bødsgaard Helle Thornings ansvar. Også hvis hun gør ham til EU-kommissær, Heaven forbid.

Lise Lotte Rahbek

Det er godt at nogle mennesker kan få et job,
hvor de kan udvikle deres netværk, tjene en god løn, få sit ego bekræftet
og vide sig sikre på pensionen.

Hvis danskerne er heldige,
vil politikerne måske på sigt udvide dette privilegium til at omfatte hele befolkningen.

Alle problemer falder tilbage på Thorning, fordi hun valgte for enhver pris at blive statsminister, om så det skulle ske ved at føre den borgerlige regerings politik videre.
Hun valgte at lade Vestager bestemme den økonomiske politik og brugte sine kræfter på at tryne SF, som af uforståelige grunde valgte at stå model til det.
På intet tidspunkt har hun andet end med ord stillet sig op og forsvaret socialdemokratiske kerneværdier.
Blottet for fornemmelse for hvad menige vælgere tænker og uden forsøg på at gøre sig til frontfigur for ideeer om samfundets udvikling (set i den socialdemokratiske ånd) har hun nærmest virket som en parodi på en statsminister, der er i lommen på Vestager og sin egen partifælle Corydon, der uvist af hvilken grund også er medlem af Socialdemokratiet.
I stedet for at gå nye veje, men blot gentage de mantraer, som borgerlige økonomer fremsætter, har hun låst sig fast på, at der kun er én løsning på problemerne - nemlig de borgerliges.
Havde hun haft et minimum af fingerspidsfornemmelse for politik, burde hun have kunnet indse, at SF ikke i længden kunne holde til at føre ren borgerlig politik.

Niels P Sønderskov

Det virker noget idiotisk af chefredaktøren at bidrage til den populære Thorning-bashing på den seneste baggrund: SF's nedsmeltning.

Jo, formelt er statsministeren da ansvarlig for det hele, men i dette tilfælde skulle hun altså for to et halvt år siden have bedømt den mangeårige partner på fløjen som umulig i en regering. Det er da en tumpet vurdering.

Torben Lindegaard har helt ret i at hverken den seneste omdannelse eller flere af de tidligere direkte kan lægges Thorning til last. Kim Øllgaard hævder skråsikkert, at alle problemer falder tilbage på Thorning fordi hun 'for enhver pris' valgte at blive statsminister. Hvad hulen skulle hun da ellers Øllgaard? Med en blot rudimentær forståelse fra timerne i samfundsfag, må man vel vide, at lederen af det største parti på den side hvor flertallet af mandater findes, må stille sig i spidsen. Det er ikke det rene sjov med den slags vælgere, kommentatorer eller chefredaktører.

@Sønderskov.
Fra den tid hvor jeg gik i skole (og hvor der ikke var noget der på min skole, hed samfundsfag) kan jeg nu da huske en statsminister i en VKR-regering, som kom fra det mindste parti - nemlig Hilmer Baunsgaard.
Problemet, som jeg prøver at give udtryk for, er ikke, at Thorning stillede sig i spidsen for regeringen, men at hun valgte at føre borgerlig politik, for at få rollen.
Du vil vel ikke påstå, at regeringen på noget tidspunkt har spillet ud med klassiske socialdemokratiske løsninger.
For mig at se har regeringen ført borgerlig politik hele tiden.

Forøvrigt, hvis vi snakker om skråsikkerhed, så virker det nu på rimeligt skråsikert at kalde chefredaktøren idiotisk, fordi han udtrykker en vurdering.

Niels P Sønderskov

Det er noget snak, det dér med 'borgerlig politik' Øllgaard. Betingelserne for en hvilken som helst regering, der kommer til magten, er de samme og virkemidlerne: Lovgivning, bekendtgørelser, vejledninger og cirkulærer, der alle er indirekte og må operere indenfor rammerne af et retssamfund, en nytårstale en gang om året og lejlighedsvis en kronik, som kun læses af et fåtal, kan desværre ikke over kort tid gøre den store forskel på højre og venstre. Klassiske socialdemokratiske løsninger har der endnu ikke været råd til.

Baunsgaard havde haft en kæmpe valgsejr i forhold til Venstre og Konservative den gang. De Radikale sejrede også denne gang, men ikke lige så overbevisende.

Indrømmet, kommentaren til Christian Jensen må jeg hellere undskylde, som lige stærk nok, men jeg er ved at være lidt træt af folk, der åbenbart higer efter at se Lars Løkke tilbage i statsministeriet, og Jensen har et større ansvar end os andre. Han havde også dæmpet sig lidt, da han senere på dagen optrådte på TV.