Leder

Rigtige venner

19. februar 2014

For resten af Europa må den danske regerings håndskyhed over for NSA-afsløringerne vække stadig større undren. På dagens tysk-franske topmøde går kansler Angela Merkel og præsident Francois Hollande fra protest til konkret handling for at dæmme op for fremtidig amerikanernes overvågning.

På tysk initiativ vil de to statsledere drøfte mulighederne for at etablere et europæisk datanetværk, der overflødiggør servere placeret i USA som forudsætningen for internettrafik i Europa. Om netværket realiseres, er for tidligt at bedømme, men den europæiske vilje til at imødegå NSA’s overvågning udstiller den danske viljesløshed.

Den danske regering har således endnu ikke forholdt sig konkret til den konkrete dokumentation, som denne avis har fremlagt i forbindelse med NSA’s overvågning forud for COP15 i Bella Center.

Estimerede juridiske eksperter har vurderet det som overvejende sandsynligt, at NSA-overvågningen var ulovlig. Alligevel fortsætter Helle Thorning-Schmidt og hendes regering med uanfægtet at repetere: ’Vi har ingen grund til at tro, at NSA har foretaget ulovlig overvågning mod danske interesser.’

Selv den blinde kan med sin stok se, at regeringens hidtidige forklaringer ikke hænger sammen med realiteterne.

Længe har det stået klart, at den danske regering har valgt side i den globale kamp om overvågning. Frem for at følge EU anført af Tyskland og Frankrig vælger Danmark i disse måneder blindt at følge USA.

Hvor andre lande protesterer mod NSA’s overvågning, samtykker vi ved at tie. Hvor andre lande går sammen om at dæmme op for yderligere overvågning, siger vi nej tak. Den danske regering – og store dele af Folketinget – har dermed sat forholdet til USA over krænkelse af national suverænitet og europæisk enighed.

Den beslutning kan få vidtrækkende udenrigspolitiske konsekvenser. Derfor er det beskæmmende, at den foreløbig er gennemført uden nævneværdig offentlig debat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Andersen
  • Niels-Simon Larsen
Toke Andersen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Regeringens holdning er deprimerende og jeg kan kun have foragt over for den. Alene det sprog, den anvender, er en tur på enden ned ad trapperne.

Hvordan skal offentligheden dog finde tid til en debat mellem x-faktor, vild med big brother eller hvad de nu kalder den seneste intellektuelt kastrerende underholdningsbølge ?

Og hvordan skal vi skaffe informationer der kan kvalificere en sådan debat ud over konspirationer og mavefornemmelser ? Når vi systematisk bliver udelukket fra den nødvendige information med løgn og bedrag, absurde eller direkte falske begrundelser om abstrakte diplomatiske hensyn eller bare sort snak.
Den kan vi selvfølgelig ikke -
Demokratiet er derfor de-facto sat ud af funktion, dette er ikke til debat!