Leder

Stikkertjeneste

24. februar 2014

»Kære Skat. Min nabo tjener mere, end hun fortæller jer. Ved siden af sit job i banken har hun storstilet hønseavl i sin baghave. Det kagler og pipper, og folk kommer og køber æg og kyllinger. Det skal I tjekke, men hold mig udenfor. Venligst, den forargede nabo.«

Stikkerier er ikke særligt charmerende. Bedre bliver de ikke af at være anonyme. Forståeligt, at den nye skatteminister, Morten Østergaard (R), har standset Skats arbejde med en ny digital ’tippetjeneste’. Den skulle gøre det muligt for skatteydere anonymt at angive hinanden pr. elektronik.

Skattestikkersystemet har ellers fået venlige nik fra Morten Østergaards folkesocialistiske forgængere i Skatteministeriet. Til Berlingske forklarer Østergaard, at han er imod »et samfund, hvor vi går og skuler mistænkeligt efter andre og lurer over hækken hos folk ved enhver given lejlighed for at tjekke, om de snylter på fællesskabet og snyder i skat«.

Ministeren mener nok snarere, at vi skuler mistænksomt efter hinanden. Men bortset fra det vil Morten Østergaard – med egne ord: »tage afsæt i, at borgerne rent faktisk gerne vil betale – og at danskerne grundlæggende vil hinanden det godt«.

Hvor smukt. Hvor idealistisk. Hvor radikalt. En kende naivt, vil nogle måske tilføje. Men pyt, troskyldighed kan tjene som beskyttelse mod denne verdens ondskab.

Der er bare en lille hage: Skat modtager i disse år et stigende antal borgeranmeldelser om skattesnyd og socialt bedrageri. I 2013 blev det til op mod 10.000 – næsten en fordobling i forhold til 2010, hvor antallet var 5.500. Hele 65 ansatte sidder i Skat og prioriterer mellem henvendelserne. Mange anmeldere tror, at de kan holdes anonyme, men den anmeldte kan faktisk kræve at få anmeldelsen udleveret.

Og så kan anonymiteten ryge. Men ædle skatteminister: Hvis du er konsekvent, må du jo beordre dine ansatte til slet ikke at kigge på anonyme henvendelser. Ikke sandt?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lars abildgaard
  • Søren Jessen
  • Erik Jensen
lars abildgaard, Søren Jessen og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Erik Starup

Flere kommuner opfordrer borgerne til anonymt at anmelde socialt bedrageri.
Sådanne anmeldelser vil vel typisk gå ud over de lavere sociale klasser.
Man må da håbe, at skatteministerens betænkeligheder angående anonyme anmeldelser i skattesager ikke skyldes, at her ville anmeldelserne måske også kunne omfatte de højere sociale klasser.