Leder

Et tysk paradigmeskifte

5. februar 2014

Det er efterkrigstidens æra med betingelsesløs tysk tøven i spørgsmålet om militære interventioner og udsendelse af kampklare tyske soldater, der nærmer sig sin afslutning til fordel for en mere muskuløs og aktivistisk tysk udenrigspolitik.

Godt fem år inde iden europæiske krise, der har gjort Berlin til Europas ubestridte politiske magtcentrum, er landet med den militaristiske fortid, øjensynligt gradvist i færd med at omdefinere de sikkerhedspolitiske forbehold, der siden Konrad Adenauers afkald på en suveræn tysk udenrigspolitik har gjort enhver indsættelse af tyske soldater på fremmed jord til et højkontroversielt tema i den tyske debat.

Først erklærede Tysklands nyeste forsvarsminister, Ursula von der Leyen, i et interview med Der Spiegel, at tyske soldater fremover i højere grad skal udsendes til verdens kriseområder. Derefter fulgte den socialdemokratiske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, trop, da han med en efter tyske forhold overraskende bramfrihed gav udtryk for, at tyskerne »skal blande sig mere« på globalt plan.

Lørdag uddybede den tyske præsident, Joachim Gauck på en konference for sikkerhedspolitik i München: »I øjeblikket genovervejer verdens eneste supermagt (USA, red.) omfanget og karakteren af sit globale engagement.« »Samtidig har Europa travlt med navlepilleri. Stillet over for den udvikling tror jeg simpelthen ikke på, at Tyskland kan fortsætte som hidtil.«

»Der findes folk, der bruger Tysklands skyldplagede fortid som en undskyldning for dovenskab eller ønsket om at isolere sig fra verden,« sagde Joachim Gauck i München.

Den tyske præsidents udtalelser er bemærkelsesværdige og vidner både om et paradigmeskifte i tysk udenrigspolitik og ikke mindst om et skred i den tysk politiske kultur, der siden Anden Verdenskrigs afslutning har bevirket, at Tyskland groft sagt har stillet sig tilfreds med at udgøre det økonomiske kraftcentrum i Europa, mens vanskelige sikkerhedspolitiske beslutninger i reglen er blevet overladt til Frankrig og Storbritannien.

Men eurokrisen har rokket afgørende ved den traditionelle europæiske magtbalance og har bidraget til at svække kontinentets selvovervurderende forvisning om Europas og de europæiske værdiers globale magtposition.

Tyskland træder imidlertid kun modvilligt ud af sin tidligere komfortable position som tøvende militærmagt. I dag ønsker både Frankrig og NATO-alliancen, at Tyskland supplerer sin økonomiske indflydelse og bidrager til ressourcekrævende operationer i verdens brændpunkter. Det er en forventning, som Tyskland som europæisk magtfaktor ikke længere har råd til at ignorere.

Reelt set vil tyske politikere få svært ved at overbevise befolkningen om behovet for at bringe større ofre for den globale sikkerhed. Antimilitarismen er ganske enkelt en indgroet del af Forbundsrepublikkens politiske kultur. En frisk meningsmåling viser, at 61 pct. af tyskerne er imod at øge tyske deltagelse i indsatser i udlandet.

Iagttagere af tysk sikkerhedspolitik peger derfor også på, at den tyske vilje til at tage større internationalt ansvar reelt set er begrænset. Så længe der blot er tale om mindre forøgelser af i forvejen begrænsede tyske kontingenter i Mali og Sydsudan, er der tale om symbolpolitik, der vil imødekomme kritikken fra Tysklands allianceparterne. Men der er tale om symbolpolitik af enorm betydning. Udmeldingerne vidner om et Tyskland, der på godt og ondt er i færd med at indtage en ny geopolitisk rolle, hvis perspektiver ikke begrænser sig til det økonomisk felt.

Overordnet set er der ingen akut grund til at tolke de nye signaler fra Berlin som udtryk for genoplivede imperiale ambitioner. Når Gauck og Steinmeier eksplicit betoner de europæiske institutioner som ramme for fremtidige militærindsatser, kan man med nogen rimelighed forvente, at et aktivistisk indstillet Tyskland først og fremmest vil før e an i koordineringen af den haltende fælleseuropæiske forsvarspolitik, der i sig selv har brug for et grundigt eftersyn, hvis forestillingen om kontinentets geopolitiske relevans skal opretholdes med blot en flig af troværdighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Stig Bøg
Stig Bøg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er, som det fremgår af lederen, en aktiv kampagne i gang for at få tyskerne til at ønske øget tysk militærindsats i udlandet. Som Die Linkes forsvarspolitiske ordfører, Christine Buchholz, udtrykte det i går: „Stakkatohaft geben Bundespräsident Gauck, Verteidigungsministerin von der Leyen und Außenminister Steinmeier Plattitüden aus, die die Bundeswehr zu einem Dauerakteur in den Kriegen und Krisen der Welt machen sollen.“

Og det er ikke kun regeringen, der vil være mere aktive udadtil. De Grønne er også med på krigsvognen (hvilket næppe kan overraske dem, der kan huske Joseph (”Joschka”) Fischers overvældende opbakning til Balkan-krigen i 1999) – i hvert fald kritiserer Die Linkes gruppenæstformand, Wolfgang Gehrcke, De Grønne for at tilslutte sig koret af dem, der vil øget tysk militær indsats. Gehrcke siger, at den grønne leder, Cem Özdemir, taler »von Verantwortung und meint mehr weltweiten Einfluss für deutsche Politik und Wirtschaftsinteressen«.
Mere her:

http://www.neues-deutschland.de/artikel/923095.gehrcke-gruene-stimmen-in...

Når Frankrig går ind i Mali uden at have penge til det, hvem skal så hjælpe? Når euroen er i krise? Når østeuropæiske lande konflikter med Rusland? Når flygtninge drukner i Middelhavet? Når borgerkrigen i Syrien truer med at brede sig ind i Tyrkiet? Tyskland kan lige så godt tage tømmerne i hånden, for det bliver alligevel indblandet. Det er bedre at styre udviklingen.
Arbejdsdelingen hedder måske et stærkt enigt Europa (med Tyskland som delvis leder) tager sig af nærområderne Afrika og Østeuropa (Rusland). USA tager sig af Asien (Kina)

Michael Kongstad Nielsen

Bare rolig - det bliver ikke til noget. Det er kun Tysklands forsøg på at imødekomme Frankrig og Storbritanniens krigslyst med nogle beroligende bemærkninger, men det er kun snak, gud ske lov. Og snakken er ikke ny, men som tidligere ikke faretruende. F. eks. udtalte Angela Merkel i marts 2007 - da EU endnu arbejdede på indretningen af Lissabon-traktaten - til ugebladet Bild: "Vi er nødt til at bevæge os tættere på en fælles europæisk hær i de kommende år."
Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde: "Jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig noget sådan".
Tysklands daværende udenrigsminister Guido Westerwelle støttede i en tale på München Security Conference i februar 2010 tanken om en permanent EU-hær. "Det langsigtede mål er oprettelsen af en europæisk hær under fuld parlamentarisk kontrol. EU må leve op til sin politiske rolle som en global aktør…”, sagde Westerwelle.
Det kom der heller ikke noget ud af. Det vildeste er 150 soldater til Mali.

Michael
Måske har du ret, men de 150 i Mali er lige blevet til 250 og indsatsen i Afghanistan er forlænget med 10 måneder. Man har også gang i det mod Rusland (Ritzau):” Både EU og USA har signaleret, at eventuel økonomisk hjælp til landet er afhængig af, at Ukraine gennemfører demokratiske reformer og får en ny regering”
Information har ellers skrevet, at Ukraine ikke behøvede økonomisk hjælp og har undladt at fortælle, hvad aftalen med EU indebar på det militære område.

Karsten Aaen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

EU - ja, men ikke Tyskland (nødvendigvis). Jeg har på fornemmelen, at Tyskland er mere kompromissøgende i forhold til såvel Ukraine som Rusland.

Den seneste tyske Einzatzkommando i Afrika er bare en hjælp til deres uranafhængige venner frøæderne - til beskyttelse af deres uraninteresser - ikke andet - og det under Oberkommando af en lille spinkel tysk Hausfrau og krigsminister med 7 børn ...

De tyske TV-satireprogrammer er allerede godt i gang - Mallorca meldes Fest in deutscher Hand ...

http://www.youtube.com/watch?v=d_D1mYBBHgM