Leder

Hurra! Det røde felt er delt

29. marts 2014

 

Magten slider hårdt på sin indehaver, sommetider dødeligt. Den erfaring har været gjort siden de ældste tider. Jesus er i Markusevangeliets kapitel 8, vers 36, citeret for at advare sine disciple: »Hvad gavner det et menneske, at han vandt den ganske verden og tog skade på sin sjæl.«

Det var det, der skete med SF’s regeringsdeltagelse. Hvor svære lidelser, ministeransvaret påførte SF, kan man forvisse sig om ved at studere den digitale single, der i går udkom på forlaget Zetland. Trykker man singlen, er den på 80 sider. Den har titlen ’I det røde felt’ og er skrevet af Ritzau-journalisten Kristian Brårud Larsen.

I forordet fortæller forfatteren, at han begyndte sin granskning af SF’s magtpinsler et pænt stykke tid inden, at de førte til partiets kollaps foran rullende kameraer og mikrofoner.

Det stygge forløb fik flere gange granvoksne SF’ere til at bryde i tårer og/eller afmægtigt raseri. Hvordan kan man sikre sig en nogenlunde vederhæftig fremstilling af, hvad der egentligt skete? Aktørerne kan have interesse i at forskønne sig selv og tilsværte deres modparter. Kristian Brårud Larsen fortæller i sit forord, at han har talt med i alt 46 SF’ere »’til baggrund’. Det vil sige under forudsætning af, at de ikke blev citeret i den endelige tekst«. Dette metodevalg, der jo også giver de udspurgte mulighed for et løsagtigt forhold til sandheden, forsvarer forfatteren således:

»Uden den tryghed at tale frit, som interview til baggrund giver, havde det ikke været muligt at komme så tæt på de faktiske begivenheder.«

Anonymitet gør historiefremstillingen sårbar for kritik. Annette Vilhelmsen, der under den hidsigste del af forløbet var SF’s formand, erklærede i går på Facebook: »Der er flere passager i singlen, som jeg ikke kan genkende. Hvem og hvordan man har bidraget til fortællingen, må stå helt for de medvirkendes egen regning. I al stilfærdighed må jeg konstatere, at der er adskillige passager, som ikke er skildret korrekt. Og jeg kan derfor heller ikke blåstemple indholdet.«

En egentlig blåstempling af bogens mange intrigefortællinger var der næppe mange, der ville forvente fra den øverste ansvarlige under forløbet. Men det hører med til billedet, at Annette Vilhelmsen ifølge forfatterens forord: »har haft lejlighed til at læse singlen igennem i sin helhed med mulighed for at påpege faktuelle fejl«.

Det kan forekomme besynderligt, hvis Vilhelmsen nu kan finde »adskillige« faktuelt forkerte passager, som hun ikke fandt anledning til at få rettet, mens tid var.

Til gengæld gør Vilhelmsen ikke ved nærmere eftertanke indsigelse mod det interview, som bogen bringer med hende. Her kan imidlertid forventes protester fra mange tidligere eller tilbageblevne SF’ere. Hun udtaler sig nemlig ret overrumplende om, hvad hun nu ser som sin største fortjeneste:

»Det bedste i min formandsperiode var, at det lykkedes at få skilt socialdemokraterne fra. Det var vigtigt, og det handlede om partiets identitet. Så på den måde løste jeg opgaven.«

Du milde martsviol! Skulle det virkelig være en partiformands vigtigste opgave at få jaget mindst halvdelen af partiets aktive ud? Hvis Annette Vilhelmsen var kommet med den programerklæring under sin kampagne for at blive valgt til formand, er det tænkeligt, at sejren var gået til hendes modkandidat, daværende SF’er og sundhedsminister Astrid Krag, nu socialdemokrat.

Et parti som SF må nødvendigvis have en løbende diskussion mellem dem, der helst vil magten, og dem, som vil idealernes renhed. Hvis det lykkes SF’s nuværende formand, Pia Olsen Dyhr, at føre Annette Vilhelmsens udrensningsstrategi til sejrrig ende, er det et meget lille SF, der bliver tilbage. Og et SF, som kan få svært ved at afgrænse sig over for Enhedslisten.

En genfortælling af SF’s krise kan – også med holdepunkt i Brårud Larsens single – snarere lyde således: Villy Søvndal og hans børnebande ønskede at omsætte hans folkelige medvind til egentlig regeringsmagt. Derfor krængede de SF hårdere mod midten, end SF’s traditionelle principper og aktive kunne holde til. Søvndal-holdets brøde er ikke, at de var socialdemokrater, men at de solgte SF’s sjæl. Jævnfør Jesu ord.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels P Sønderskov
Niels P Sønderskov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Du milde martsviol.......ja, det lyder helt ude i hampen, at rose sig selv for at have befriet partiet for fire ud af de seks oprindelige SF-ministre.
En mand som Thor Möger Pedersen var 26 år gammel, da han blev minister. Visdommen i den udpegning kan sagtens diskuteres; men det er da vidnesbyrd om et politisk talent, der er helt usædvanligt. Forhåbentlig får vi ham se igen på stemmesedlerne.

Torben K L Jensen og Niels P Sønderskov anbefalede denne kommentar