Leder

Taknemmelige tal

15. marts 2014

Tal er afslørende, men ikke lige så afslørende som måden de bruges på. Politiken skrev i onsdags med store typer på forsiden, at kontantshjælpsmodtagere kan modtage mere end 200.000 kr årligt i samlede ydelser. Indledningen fortalte bl.a. at »hver femte på kontanthjælp får mere end hvad der svarer til en lønindkomst på 200.000 kr årlig«. Indledningen har de beklaget. For man kan faktisk ikke sammenligne en lavindkomstmodtager med en kontanthjælpsmodtager med familie.

Det fremgik allerede af Økonomiministerens svar til Folketingets Finansudvalg, som er udgangspunktet for artiklen. De to grupper har nemlig ofte ret til de samme velfærdsydelser, det fortælles der også længere nede i artiklen – lige efter, at det oplyses med tal fra HK Handel, at en kasseassistent kan få ned til 206.000 i løn om året.

Så selvom Politiken i en bisætning påpeger, at situationerne er »svære at sammenligne«, så gør de det alligevel. Og det er desværre symptomatisk for den måde, vi taler om kontanthjælpsmodtagere på: De er dovne nassere, der kun forlader sofaen for at gå ud og hæve de penge, som vi andre arbejder hårdt for at tjene. Den opfattelse ligger så latent, at man omtaler gruppen på et usagligt grundlag.

De nøgne tal gør os ude af stand til at afkode dem som produkt af en politisk dagsorden. Men det er det. Og det har været den dominerende dagsorden så længe, at det har sneget sig ind i konsensus, i vores sprogbrug og selv ind i vores måde at portrættere kontanthjælpsmodtagere på i populærkulturen.

Hvis vi veksler kronerne om til værdier, der ikke er økonomiske, så ser det måske anderledes ud. Mange vil nok mene, at det ikke skal gå ud over børnene, at mor er langtidsledig og har problemer. Og det er ofte det ydelserne dækker over. Det er fripladser i daginstitutioner, børnefamilieydelse og børnetilskud. Selv værdier, der ikke er økonomiske koster penge.

Tal kan ikke definere mennesker, men det kan måden vi bruger tallene på. Så tal korrekt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dennis Hauge
  • Erik Jensen
Dennis Hauge og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Tal korrekt. Ja.

Men endnu vigtigere:
Tag med i overvejelserne at kontanthjælpsmodtagere ikke er dæmoner med en sofa skruet fast på ryggen, som vokser ligefremt propertionalt med overførselsindkomsten.
Kontanthjælpsmodtagere er mennesker. Helt almindelige mennesker, som man møder nede i Føtex eller i Netto, eller som passerer på gaden. De ser helt almindelige ud, de opfører sig ikke i udpræget grad grimmere end mennesker, som går på arbejde. De vasker sig, tørrer spiseborde af, de vasker tøj, kører på cykel eller går med rollator. De læser bøger, dyrker potteplanter og har familiebøvl og kontanthjælpsmodtagere lytter til radioer og solsorte.

Kontanthjælpsmodtagere er bare mennesker, som ikke bliver ansat af en arbejdsgiver.