Leder

Ufarlige Oscar

Debat
4. marts 2014

For blot nogle uger siden var Jagten og The Act of Killing endnu blandt favoritterne til at vinde ved søndagens Oscaruddeling. I dagene op til uddelingen mistede de dog favoritværdigheden; den blev i stedet overtaget af de to film, som endte med at vinde for hhv. Bedste Fremmedsprogede Film og Bedste Dokumentarfilm: Den store skønhed og 20 Feet from Stardom.

Om noget demonstrerede årets Oscarfest, hvor forudsigelig en affære den kan være. Fulgte man bookmakernes råd, ville man have gættet stort set alle vinderne, og det understreger blot, at beder man 6.028 mennesker – antallet af medlemmer af Det Amerikanske Filmakademi, der uddeler Oscarpriserne – om at stemme, ja, så vinder de film, der tiltaler det størst mulige publikum. Filmenes øvrige kvaliteter ufortalt – Oscaruddelingen er i vid udstrækning en popularitetskonkurrence.

I fem kategorier har det dog hidtil været anderledes. Ville man stemme i kategorierne Bedste Fremmedsprogede Film, Bedste Dokumentarfilm og de tre kortfilmkategorier, skulle man deltage i en officiel visning af de nominerede film og dermed bevise, at man havde set dem alle. Således sikrede man sig til en vis grad, at de, der stemte, var engagerede, og at det var kunstneriske kvaliteter, ikke annoncekampagner, der var udslagsgivende.

I år blev kopier af alle filmene i de fem kategorier sendt ud til samtlige akademi-medlemmer, som nu kunne stemme uden nødvendigvis at se dem, og spørgsmålet er, om det har kostet Danmark to Oscars. 20 Feet from Stardom, en film om backup-sangere, er i hvert fald noget mere letfordøjelig end The Act of Killing, der handler om folkemord. Og selv om Den store skønhed byder på bidsk og filosofisk civilisationskritik, er det også en visuelt betagende film a la Fellini om det ’søde’ liv i Den Evige Stad – ikke som Jagten et barsk drama om pædofilianklager i Danmark. Tidligere har det ofte ikke været de nemmeste film, der vandt i de to kategorier. Og akademiet skal passe på, at de nye afstemningsregler ikke gør Oscaruddelingen endnu mere ufarlig, end den allerede er.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Lindy Hansen

Oscaruddeling er således et skuespil i et skuespil.