Leder

Bashars præsidentvalg

Debat
23. april 2014

Reaktionerne på det syriske regimes beslutning om at holde præsidentvalg den 3. juni er lige så forudsigelige som meldingen: ’En parodi på demokrati’ lyder det samstemmende fra EU, USA, Golfstaterne samt selvfølgelig fra den syriske opposition, den der kæmper på landjorden såvel som den femstjernede i eksil.

Og ja, Jen Psaki, talskvinde for det amerikanske udenrigsministerium, har da en pointe, når hun forarget påpeger, at Assad-familien aldrig har excelleret i frie og retfærdige valg, hvad der siger sig selv, eftersom Assad-familien er alawitter, den shia-relaterede sekt, der måske udgør 10-12 procent af de 21 millioner syrere. Forargelsen er til at overse, når man nu ved, at frie og retfærdige valg i den arabiske verden – hvor der i det hele taget holdes valg – er lige så sjældne som frie og renfærdige socialdemokrater i den danske regering.

Hvad der er mindst ligeså forudsigeligt, om end mindre logisk, er påstanden om, at valget vil skade den igangværende, og dog ikke-eksisterende fredsproces. Eller med generalsekretær Ban Ki-moons ord: »Et sådant valg er uforeneligt med ånd og bogstav i Geneve-erklæringen« (som er fra juni 2012, og som Geneve II-forhandlingerne bygger på). EU påpeger, at valg i et land, hvor otte millioner er fordrevet fra deres hjem, og hvor store områder er under oprørernes kontrol, er »uden troværdighed og vil underminere forsøg på at nå en politisk løsning«.

Der er således ikke noget nyt i annonceringen af valget – den har alle vidst ville komme, siden al-Assad underskrev en ny forfatning i efteråret 2011, hvori det i øvrigt forudsættes, at kun kandidater med fast bopæl i Syrien de seneste 10 år kan vælges – så var han sikret mod eksilpolitikeres eventuelle aspirationer. Der er heller ikke meget nyt i hykleriet med hensyn til valgbeslutningens effekt på Geneve II-processen. For det første finder processen slet ikke sted, og hvis den gjorde, ville den igen blive meget kort, eftersom oppositionens forhåndsbetingelse for at sætte sig ved et forhandlingsbord er, at Bashar al-Assad først fjernes fra det embede, han nu genopstiller til.

I skrivende stund har han dog ikke anmeldt sin kandidatur, men det gør han utvivlsomt – også fordi iranerne allerede i 2012 betydede ham, at deres fortsatte støtte til hans person (som de ikke forveksler med hans regime) er betinget af hans genvalg. Således opfører de stridende parter hver deres teaterforestilling, der skal dække over, at de ikke er interesserede i en forhandlingsløsning. Eksil-oppositionen med Golfsponsorer, sekunderet af Vesten og den bestandigt brægende Ban Ki-moon, råber om fravær af demokrati, samtidig med at oprørernes militære styrke i det store og hele selv er en demokratisk parodi, akkurat som betingelsen om Bashar al-Assads fjernelse, så moralsk begrundet den end forekommer, ikke har gang på landjorden. Slet ikke nu, hvor hans regime mere end nogen sinde ligner en vinder i borgerkrigen, der til dato har taget livet af 150.000 syrere plus et antal internationale jihad-krigere.

Regimets teaterforestilling er at foregive, at alt er så normalt, at der kan holdes præsidentvalg efter den drejebog, der blev skrevet i 2011, og efter hvilken Syrien er et pluralistisk demokrati. Og tillige et demokrati, der anerkendes som legitimt medlem af FN, som har ambassader i venligtsindede lande som Iran, Kina, Rusland og Irak og i en frygtsom småstat som Libanon. Og hvis væbnede styrker bombarderer sine medborgere med artillerigranater, hvis luftvåben hælder tønder med sprængstykker ned i civile boligområder i Aleppo og andre byer, hvor de virker som gigantiske klyngebomber mod formodede ’terrorister’ på kant med pluralistisk demokrati, og hvor nødhjælp rutinemæssigthindres i at nå frem, da den jo kan tilfalde ’terroristerne’.

Bashar al-Assad kontrollerer de større byer bortset fra halvdelen af Aleppo og Raqqa i det nordlige Syrien. Hans tidligere vicepremierminister Abdullah Dardari, er vendt tilbage til Damaskus efter sit eksil i Beirut, overbevist om, at chefen vil overleve oprøret. Bashar vil næppe få 97,62 procent med en stemmeprocent på 95,86 som i 2007. Men sådan ca. 80 procent er jo også pænt. Og oppositionen? Den vil slås videre – især indbyrdes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her