»Vores higen efter at forbruge alt, hvad der kan sættes en værdi på – efter at hive enhver sten af værdi op af grunden, ethvert gram metal, enhver dråbe olie, enhver tun i havet, ethvert næsehorn i bushen – kender ingen grænser. Vi lever i en verden domineret af grådighed, hvor vi har tilladt kapitalens interesser at udradere interessen for mennesket og for kloden.«
–Desmond Tutu, Sydafrikas ærkebiskop, i dagens Information.
Når vi taler om klimaforandringerne og tidshorisonten for følgerne af disse, taler vi ikke længere om et fjernt, flimrende scenarie et sted langt ude i tågerne, som måske, måske ikke, vil udfolde sig. Noget vi kan rette op på, når vi når dertil.
Nej, vi taler om den største trussel mod menneskeheden, og vi taler om en trussel, der ganske hastigt er ved at blive til den virkelighed, vi skal forsøge at (over)leve i.
Søndag blev dette en smule mere præcist, da FN’s klimapanel, IPCC, udsendte deres tredje og sidste delrapport inden den endelige hovedrapport om klimaets tilstand publiceres til oktober i København. Og konklusionerne er dystre: Kampe om klodens ressourcer vil spidse til, klimaet er på vej ud af kontrol, og der skal handles øjeblikkeligt.
Da det for et par uger siden stod klart, at EU ikke formår at sætte nye klimamål og dermed ikke når at have den europæiske klimastrategi klar før det stort anlagte FN-klimatopmøde i september i New York, nærmest bønfaldt FN’s generalsekretær, Ban Ki Moon, EU om at træde i karakter, om at være den del af verden, der trækker, dem med visionerne.
Ban Ki Moon kaldte europæisk lederskab for »en nødvendighed« og understregede, at EU er den største motor, og at den skal trække processen: »I kan sætte gang i omstillingen meget hurtigere,« lød opfordringen.
Alligevel – når man lytter til såvel de fleste danske som stort set alle andre af EU’s politikere – får man den opfattelse, at det der med klimaet nok er et problem, men lige nu handler det om at redde job og få væksten tilbage på sporet. At der er andre langt mere presserende behov, der nødvendigvis skal prioriteres.
Og når de danske politikere taler om grøn omstilling, er det i dag mere en salgstale end en politisk vision. Danmark har nemlig nydt godt af de politiske ideer, der blev rullet ud for 25-30 år siden, hvor man stik imod al traditionel økonomisk fornuft begav sig ud i et kæmpe vindmølleeventyr og satte seriøse klimastandarder, så industrien måtte opfinde nye løsninger for at klemme mere energi ud af hver enhed, effektivisere, spare på vandet og gøre alt det, som siden har vist sig at skabe arbejdspladser og eksportindtægter.
I dag lyder det, at »Danmark skal gå foran, men ikke for langt«, da det ellers vil koste arbejdspladser. Alligevel rejser samme politikere kloden rundt og holder skåltaler om den danske omstilling (selv om vi stadig er blandt de største CO2-forurenere i verden) og et samfund fri af fossile brændsler.
Hykleriet udstilles alt for let. En tredjedel af alle fossile brændsler skal forblive i jorden, ellers er det omsonst at tro på en redning, lyder det endnu engang fra FN’s klimapanel. Men det er ikke danskernes olie, der skal blive i jorden, her skal den sidste dråbe presses ud af undergrunden. Ellers vil det jo koste arbejdspladser.
Men er det så amerikanerens olie og gas? Eller Mellemøstens? Norges, Venezuelas, Brasiliens eller Bolivias? Eller måske er det den russiske gas – verdens største gasreserver, hvori enhver russisk drøm om at blive en supermagt ligger indlejret, der skal blive i jorden?
Når Verdensbankens chef, Jim Yong Kim, siger, at »vi har snakket os ud af at tage dette alvorligt«, og Ottmar Edenhofer, den ene af de to formænd bag klimapalets rapport, siger, at »der er et håb, et beskedent håb«, så er det fordi, selv de, der er sat til at have et overblik over verdens tilstand, ikke længere kan bevare troen på, at klodens politikere formår at tage faren alvorligt.
Så længe politikerne stædigt fokuserer på næste års vækst, og ikke klimakrisens løsninger, så gambles der med vores og de kommende generationers liv. Helt bogstaveligt. Det kan siges igen, igen – og igen. Men er der nogen, der for alvor lytter?
Tak til Jesper for denne karakteristik af situationen.
Næsten alle danske politikere er nogle tøsedrenge og tøsepiger, når det drejer sig om at ændre kurs. Åh, hvor er de forsigtige. Det må endelig ikke gå ud over velstanden. Vi skal lige først have gang i væksten, inden vi kan skrue en millimeter ned for den.
"– når man lytter til såvel de fleste danske som stort set alle andre af EU’s politikere – får man den opfattelse, at det der med klimaet nok er et problem, men lige nu handler det om at redde job og få væksten tilbage på sporet. At der er andre langt mere presserende behov, der nødvendigvis skal prioriteres."
Ja kære Information, og hvad er mon det for behov? Her kunne lidt dybere refleksion være på sin plads. Problemet er at det økonomiske system (kaldet kapitalisme) er ved at bryde sammen, og at de fleste politikere ikke har visioner eller mod til at ændre på det. Politikernes "mere presserende behov" er at reparere der kapitalistiske system. Havde i forstået det, kære Information, havde lederens overskrift ikke være "Grådighedens pris" men "Kapitalismens pris".
Jeg foreslår rationering af fossile brændsler - enkelt og let, en årlig bæredygtig ration til hver dansker, stor som lille, ung som gammel, fattig som rig (måske med mulighed for at handle). En tur til Thailand med rigeligt rødt oksekød ville så betyde, at man måtte fryse i den kommende vinter. Alternativt kunne man foreslå en rationering på udledning af CO2. Det kunne vækstdrengene og vækstpigerne så bruge deres tid at udarbejde og beregne en model for, i stedet for at regne på, hvordan man hurtigst muligt smadrer eksistensvilkårene for arten (og andre arter).
@lars: Hvordan vil du ramme kapitalismen eller kapitalisterne? Har du en arbejderklasse med arbejderbevidsthed at ramme den med?
Erik Rolfsen Nissen:
En global "rationering på udledning af CO2" ville være en glimrende ide. På EU-niveau findes sådan en rationering allerede og er kendt som kvotesystemet. Hovedproblemet er at få ideen udbredt til resten af verden.
CO2-kvoter virker bare ikke, blandt andet fordi de ikke sigter mod at reducere produkionen af CO2, men at købe sig til den.
MIchael,
det er jo ret ligegyldigt om du begrænser efterspørgslen eller udbuddet, så længe din begrænsning er effektiv. Er der ikke købere til benzin, fyringsolie osv. fordi det er for dyrt, bliver den pågældende CO2 ikke udledt i atmosfæren, og så vil udbuddet af benzin osv. nok også tilpasse sig. Der er ikke penge i at hente kul, olie osv. op af jorden hvis der ikke er købere til det.
Men det er afgørende at rationeringen er global, ellers hjælper det ikke så meget. Det er et problem ved klimadebatten herhjemme at den fokuserer så gevaldigt på Danmarks handlen, som isoleret set er ret ligegyldig, i stedet for på hvordan man globalt kan gøre noget effektivt.
Tak for den leder.
Bare lige en rettelse til "En tredjedel af alle fossile brændsler skal forblive i jorden": Jeg mener, at det er mellem tre fjerdedele og ni tiendedele, altså mellem 75 og 90 procent.
Poul Schou, helt grundlæggende kan man ikke gøre andet i verden end at være det gode eksempel. Denne personlige - eller politiske - moral er totalt forsvundet i Danmark, hvor alt handler om noget så vilkårligt som pris! Men man får igen, hvad man sender ud, og det er ret fortvivlende, hvad vi sender ud i vor tid.
Afskaf den private ejendomsret til alle fossile energiressourcer gør den til 'verdensejendom' under FN og lad FN lægge en langsigtet plan for nedtrapningen at forbuget af dem.
En utopisk tanke - kan aldrig lade sig realisere -måske men nu er tiden inde til at kræve det umulige
"Tiden er inde til at kræve det umulige.. "
Der er ingen politikere som kan tænke i nye veje. De er allesammen bundet op på at varetage kapitalens interesser, for det er kpitalen, som har bekostet deres valgkampe.
Måske er er det umulige netop at kræve, at verdens befolkning rejser nakken og gør hvad VI kan, istedet for at vente på Godot og politikere.
Kunne man forestille sig div. kommissioners økonomer blandet op med en økolog el. to?
Vores største og mest ødelæggende "grådighed" er den uhæmmede trang til forplantning. Her ligger roden til 99% af vores og biotopens problemer.
Vi kan selvfølgelig ignorere dette faktum og prøve med symptombehandling i stedet for at tage fat om problemets rod; vi kan (prøve) at omstille spisevaner, transportvaner, forbrugsvaner og alle mulige andre vaner der nok kan effektiviseres en smule.
Men den sørgelige sandhed er at samtlige gode og ofte dyre tiltag bliver ædt op, øjeblikkeligt af den sygelige befolkningsvækst.
Vi formerer os værre - langt værre - end rotter. Og i modsætning rotterne gør vores afkom målrettet skade på den natur de er afhængige af - vi er en art af dumme og grådige dyr.
I dagens Danmark er det sågar muligt at møde komplet retarderede idioter der taler for at vi skal have flere børn, det synes overflødigt her at nævne at flere mennesker, i særdeleshed flere danskere - det mest forurenende folkefærd på planeten - ville være en katastrofe uden sammenligning.
Kunne man lave de samme studier på europæiske universiteter: "The U.S. government does not represent the interests of the majority of the country's citizens, but is instead ruled by those of the rich and powerful, a new study from Princeton and Northwestern universities has concluded." http://www.businessinsider.com/major-study-finds-that-the-us-is-an-oliga...