Leder

Historisk visit med bitter bismag

Debat
29. april 2014

 

Dronning Margrethe har ført an i et historisk statsbesøg til Kina, hvor hele fire ministre og 115 virksomheder har deltaget i charmeoffensiven, der forventes at skabe øget dansk eksport. Man kunne forstå på de tilrejsende ministre, at besøget var yderst frugtbart, Kina og Danmark er nære venner, og den indbyrdes handel er i hastig vækst.

Men midt i festivitassen lader det dog til, at det kinesiske styres menneskerettighedskrænkelser ikke er blevet levnet mange tanker. Og måske går det hele ligefrem så godt mellem Danmark og Kina netop på grund af manglen på menneskerettighedskritik fra dansk side?

Ikke ifølge udenrigsminister Martin Lidegaard (R). Han mener, at man sagtens kan kritisere Kinas menneskerettighedssituation og samtidig opnå økonomisk succes i landet. »Vi ser ingen modsætning på det område,« erklærede ministeren.

Realiteten er dog, at der er et modsætningsforhold, og at det koster at lægge sig ud med Kina på menneskerettighedsområdet. Eksempelvis er Beijing klar til at straffe lande, der modtager Dalai Lama, både politisk og økonomisk. Forskere har regnet sig frem til, at lande, hvis topledere mødes med tibetanernes åndelige leder, gennemsnitligt mister 8,1 procent af deres eksport til Kina i de følgende to år efter mødet. Og Beijing har nedfrosset det norsk-kinesiske forhold, lige siden Nobelpriskomiteen i 2010 tildelte fredsprisen til den fængslede dissident Liu Xiaobo. Økonomisk har det bl.a. betydet, at den norske markedsandel for lakseeksport til Kina er styrtdykket.

Det koster altså i forhold til Kina at markere sig på menneskerettighedsområdet, og det er måske også det faktum, som danske regeringer har haft i bagtankerne inden for de seneste år. Man må i hvert fald konstatere, at det, der nu fremlægges som et yderst positivt dansk-kinesisk forhold, kommer efter, at Danmark netop har gået på listefødder overfor Beijing.

Da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i 2010 var i Kina, understregede han, at hans hovedfokus var et tættere økonomisk samarbejde, og at menneskerettigheder ikke var et tema. I 2012 var det ganske umuligt at få statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til at pege på, hvilke problemer hun mente, der eksisterer i Kina.

Og senest har det så været Martin Lidegaards tur. Han erklærer, der er sket »bemærkelsesværdige fremskridt« for kinesernes menneskerettigheder.

Også direktøren for det danske Institut for Menneskerettigheder (IMR), Jonas Christoffersen, har den seneste uge været i medierne med fortællingen om, at det går fremad for kinesernes menneskerettigheder.Det er stik modsat den vurdering, der kommer fra internationale menneskerettighedsorganisationer, som i stedet peger på, at der for tiden sker store tilbageskridt.

Og det virker besynderligt, at direktøren for et menneskerettighedsinstitut føler sig kaldet til at påpege nogle fremskridt, som han i et vist omfang også selv erkender er tvivlsomme, frem for at fokusere på de store problemer, der fortsat eksisterer i Kina.

Dermed er direktøren også med til at legitimere den danske regerings manglende kritik af Kina – for når selv ikke IMR kan se problemerne i Kina, så er det vanskeligt at se, hvorfor de danske politikere skulle sætte det på dagsordenen.

Og det gjorde Lidegaard da heller ikke. På et pressemøde i Beijing nævnte han slet ikke menneskerettighederne, da han opremsede Kinas største udfordringer – her nævnte han i stedet de områder, hvor danske virksomheder kan tjene penge, såsom inden for miljøbeskyttelse og fødevaresikkerhed. Når han derfor alligevel siger, at han »selvfølgelig« har nævnt menneskerettigheder over for den kinesiske part, så fremstår det mildest talt ikke som et fokusområde for ministeren og regeringen.

Regeringen er lykkedes med politisk at bane vejen for danske virksomheder, for hvilke det er afgørende, at det politiske forhold mellem Kina og Danmark er uden skærmydsler.

Men det giver en bitter bismag, når jagten på dansk økonomisk succes i Kina lader til at være sikret ved, at Danmark reelt set er blevet tavs på menneskerettighedsområdet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her