Leder

Hvad er læren af Rwanda?

5. april 2014

Det var min personlige fejl,« har USA’s tidligere præsident, Bill Clinton, sagt om USA’s tøven i månederne op til folkedrabet i Rwanda for 20 år siden.

Tidligere FN-generalsekretær, Kofi Annan, har kaldt det sin egen største fortrydelse, at han ikke formåede at få det internationale samfund til at reagere på situationen i Rwanda. Kofi Annan var på daværende tidspunkt endnu ikke generalsekretær, men øverste leder for FN’s fredsbevarende tropper.

I årene efter folkemordet i Rwanda, hvor landets hutubefolkning på 100 dage slagtede op mod 800.000 tutsier, har verdens ledere gentaget, at et nyt folkemord aldrig igen må finde sted. Derfor blev det en af Kofi Annans første store opgaver som FN-generalsekretær fra 1997 at forene verdens stater i et samarbejde, der skulle forhindre en gentagelse.

Det blev i 2005 til dekretet Responsibility to Protect – R2P, som det forkortes. Når en stat ikke har vilje eller kapacitet til at beskytte sin egen befolkning, flytter ansvaret for beskyttelse over på det internationale samfunds skuldre. Dermed sættes hensynet til den suveræne stat ud af kraft for at varetage befolkningens sikkerhed.

Akilleshælen ved en sådan mekanisme er, at det kræver enighed at aktivere R2P. Vælger blot et enkelt medlem af sikkerhedsrådet at nedlægge veto, kan FN ikke give mandat til at handle. Derfor er spørgsmålet, om en tilsvarende situation, som den verden var vidne til i 1994 i Rwanda, i dag ville blive forhindret?

Muligvis – for sagen er, at det dengang ’blot’ var et spørgsmål om ressourcer. Trods advarsler om et forestående folkemord kunne Kofi Annan, der selv sad ved telefonen og ringede verdens ledere op, ikke mobilisere den opbakning (i form af penge, materiel og personel), det ville kræve at sætte ind med fredsbevarende tropper. Det ville være nemmere i dag. I den forstand er R2P en milepæl inden for internationalt samarbejde.

Men i andre interne konflikter, som verdens ledere har måttet forholde sig til efter 1994, har det handlet om mere end bare at mobilisere ressourcer. Geopolitiske interesser, sikkerhedspolitik og råstoffer spiller ind de fleste steder, og vejer ofte tungere end de rene humanitære hensyn.

Og er det ikke direkte interesser, der stiller sig i vejen, så er det princippet om den suveræne stat, der blokerer. Særligt to af de faste medlemmer af Sikkerhedsrådet, Rusland og Kina, værner ofte højere om ikkeindblandingsprincippet og hensynet til den suveræne stat end om beskyttelsen af civile.

Begge lande kunne jo få brug for at intervenere mod egne befolkningsgrupper på et givent tidspunkt. Det er den ret, de holder fast i ved at gøre ikkeindblanding til et næsten helligt princip.

Deres position er kun blevet styrket af krigen i Irak, hvor Vesten valgte at intervenere uden FN-mandat. Flere, sandsynligvis ikke færre, mennesker har mistet livet i Irak på grund af udefrakommende indblanding.

Når USA, Danmark og andre allierede skamridder FN’s resolutioner, er det klart, at mekanismer som Responsibility to Protect bliver sværere at nå til enighed om.

Hvis verden er kommet videre siden Rwanda, er det derfor i erkendelsen af, at der fortsat er konflikter, hvor verdenssamfundet kun kan se til, mens gruen udfolder sig. At det næsten er umuligt at sikre befolkningsgrupper mod systematiske drab og forbrydelser mod menneskeheden, da deres liv og skæbne afhænger af andre nationers interesser.

I Syrien, vor tids måske største tragedie, fortsætter lidelserne, fordi konsensus er umulig. Tre gange har Rusland og Kina nedlagt veto, når andre FN-nationer har ønsket at handle. Kun på spørgsmålet om kemiske våben kunne der opnås enighed.

Derfor giver dekretet om Responsibility to Protect ingen garantier for noget folk noget sted i verden. Det er et vigtigt, men langtfra tilstrækkeligt redskab. Men om et folk eller en befolkningsgruppe beskyttes, afhænger i sidste ende af, at ingen stormagter har gustne interesser i deres land. Er det tilfældet, står FN magtesløs.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

FN er stort set altid irrelevant.
Ikke fordi de mennesker, der arbejder i organisationen er dumme eller onde; men fordi FN aldrig kan have mere indflydelse end medlemmerne vil overdrage; og det er lig 0.