Leder

NATO splittet mellem øst og vest

Debat
3. april 2014

Det førende polske dagblad, Gazeta Wyborcza, slog i går alarm på sin forside. Republika Srpskas præsident, Milorad Dodik, skal under et nyligt møde i Moskva med højtstående russiske politikere, herunder Sergej Lavrov, have fået støtte til en folkeafstemning om de bosniske serberes løsrivelse fra Bosnien-Hercegovina og tilslutning til Serbien.

»Rusland blander sig på Balkan: Efter besøg i Moskva taler bosniske serbere om løsrivelse,« lyder overskriften.

Efter indlemmelsen af Krim i Rusland bliver en sådan nyhed nu om dage slået stort op i Østeuropa. I Vesteuropa og USA vies den ikke særlig opmærksomhed. På hver side af det gamle jerntæppe læses og tolkes Ruslands intentioner dels i de tidligere sovjetiske republikker og dels i Øst-, Central- og Sydøsteuropa forskelligt.

I øst har man historisk erfaring for, at et autoritært styre i Rusland kun har respekt for en magtdemonstration. I vest er der udbredt frygt for, at en optrapning af den politiske retorik og det militære engagement i NATO’s nye medlemsstater vil bekræfte Kreml i dets overbevisning om Vestens ekspansionære mål i Ruslands ’interessesfære’. Dette potentielle skisma brød tirsdag ud i lys lue under NATO-udenrigsministrenes møde i Bruxelles. Hollænderne, tyskerne og sydeuropæerne kunne ikke se nogen god grund (på nuværende tidspunkt) til at binde NATO til at udstationere styrker permanent i Polen og de tre baltiske lande. Polens statsminister, Donald Tusk, rasede på et pressemøde i Warszawa, mens hans udenrigsminister, Radek Sikorski, ankom til Bruxelles med et krav om placering af to brigader (i alt 10.000 soldater) i Polen og forlod byen med en bemærkning om, at færre nu også kan gøre det.

Süddeutsche Zeitung lod tidligere formand for Die Grüne, Jürgen Trittin, komme til orde med en heftig kritik af NATO’s generalsekretær for at »destabilisere NATO«: »At udstationere tropper ville være at forveksle solidaritet med optrapning. En kæmpe fejltagelse«, bedyrede Trittin. Så langt gik udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier ikke. I en forbavsende præcis diplomatisk formulering sagde han, at det ikke ville være »helt« i samklang med NATO’s og Ruslands aftale fra 1997 om de principper, der ligger til grund for deres militære samarbejde.

Man kunne også argumentere omvendt. I aftalen lover NATO ikke at udstationere »store permanente kampstyrker« i nye medlemslande, men det gælder kun for »det aktuelle og forudsigelige sikkerhedsmiljø«. Forpligtelsen kan ophæves, hvis en »trussel om aggression« mod et medlemsland foreligger. Altså et tolkningsspørgsmål. I NATO-kredsen er der ifølge udenrigsministrenes erklæring fuld enighed om, at en ny sikkerhedssituation er opstået i Europa efter Ruslands annektering af Krim og den uprovokerede opstilling af massive russiske styrker langs Ukraines grænse. Det er grunden til, at NATO indstiller det militære samarbejde med Rusland, men vælger at holde de diplomatiske døre åbne. Uenigheden opstår, når man skal tage stilling til karakteren af det militære svar på Ruslands trussel mod fred og sikkerhed i Europa.

Her er det vigtigt at skelne mellem den trussel, tidligere warszawapagtlande og de baltiske lande mærker. Polen deler godt nok en grænse med Rusland, men det er i enklaven Kaliningrad, der er omringet af Polen og Litauen. Men som det land, der led mest under Stalins og Hitlers åg, er Polens stærke fornemmelse af utryghed derimod historisk berettiget. NATO har en moralsk forpligtelse til at støtte op om polakkerne. De tre baltiske lande er næsten umulige for alliancen at forsvare med konventionelle styrker. Som de mest udsatte fortjener de NATO-soldater på en permanent base, men vil det være for provokerende? Det afhænger af, hvordan man tolker Vladimir Putins hensigter. Er hans aggression mod Ukraine blot et udslag af akkumuleret vrede over NATO’s ekspansion eller en brik i et strategisk fremstød?

Når det gælder Ukraines ret til at bestemme over sin egen skæbne, er NATO virkelig på herrens mark. Udenrigsministrene bad alliancens planlæggere om at udarbejde en plan for den militære bistand, man kan yde på kort sigt. Men i princippet står NATO magtesløs. USA råder ikke over nok styrker i Europa til at afskrække en invasion af Ukraine.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her