Leder

S: Tung i toppen – tynd i bunden

Selv de mest inkarnerede socialdemokrater har svært ved at gætte, hvad partiets politik går ud på
11. april 2014

Ak, hvor forandret. Førhen: Den stærke arbejderbevægelse, treenigheden af arbejderejede virksomheder, fagforeninger og det store parti, Socialdemokratiet. Nu: De arbejderejede virksomheder er for længst bankerot, fagforeningerne har medlemssvækket afkoblet sig fra partiet, der ... ja, hvordan skal man egentlig beskrive Socialdemokraterne her og nu? En jobnedslidt på reduceret offentlig ydelse – eller en forvirret flyrejsende forvildet i internationaliseringens transit-terminal?

I gårsdagens Information var vi draget ud i det socialdemokratiske kerneland, i et Nordvestsjælland, der er hårdt ramt af arbejdsløshed og usælgelige huse. Dér forklarer den lokale S-kandidat i Holbæk-kredsen, Kaare Dybvad, om sit parti på landsplan:

»Vi har ikke tydeligt vist, hvis side vi er på, og derfor mangler folk grundlæggende tillid til, hvad der er vores projekt. Henrik Sass startede et opgør med finanskrisens bagmænd, men så fladede det ud. Det handler ikke om penge, men om moral og mennesker, der ender med sociale problemer. Familier, der bliver splittet op på grund af en ødelagt økonomi.«

Selvfølgelig da. Det er jo de mennesker, Socialdemokraterne er sat i verden for at være solidarisk med. Men så alligevel ... Sådan opleves det ikke nu. Hverken af de udsatte – eller af Socialdemokraternes egne tillidsfolk. Med Kaare Dybvads ord:

»Nu forsøger partitoppen at opbygge en autoritet, som hedder, at noget er nødvendigt. Dermed afskærer man en demokratisk debat ... Hvis Socialdemokraterne tror, at vi kan konkurrere på at træffe de mest effektive beslutninger, så har vi tabt på forhånd. For hele vores grundlag er, at det altid er en kvalitet at få flere mennesker med i beslutningerne.«

Samme billede af et parti, der har mistet forbindelsen med sin tradition og sine vælgere, tegner bogen Socialdemokratiske tænkere, der udkom i onsdags. Her lyder det skånselsløst om tiden efter Helle Thorning-Schmidts formandsvalg i 2005:

»Partiet har længe været præget af slingrekurs, og det er efterhånden svært for selv de mest inkarnerede socialdemokrater at gætte på, hvad partiet måtte mene om et givent spørgsmål.«

Selv de mest inkarnerede socialdemokrater har svært ved at gætte, hvad partiets politik går ud på! Hvor galt kan det blive? Bogen nævner som et af mange uforudsigelige holdningsskift, at Socialdemokraterne i 2008 lancerede målsætningen ’Retten til et liv uden konkurrence’. Vupti, kort tid efter blev trivselstanker til vækstprogrammer, og kortere arbejdstid blev til længere arbejdstid. Status for ’liv uden konkurrence’ er, at den nu magtførende socialdemokrat, finansminister Bjarne Corydon, har lanceret bekendelsen: »Jeg tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat.«

Den tro har regeringen omsat til praktisk gerning. Traditionel socialdemokratisk tænkning er veget for liberalisme inden for kerneområder som arbejdsløshedsbekæmpelse, uddannelse, forskning, statsligt ejerskab og beskyttelse af natur og miljø.

Det er derfor, de borgerlige er i bekneb: Skal de rose eller håne regeringen for dens løftebrud? Det er dog ikke et bekneb, der for alvor hæmmer den nuværende opposition. Den langsigtede strategiske betydning af Thorning-regeringens højredrejning er, at den giver kommende borgerlige regeringer et meget betydeligt rum for yderligere sving til højre. Der vil gå mange år, før Socialdemokraterne med overbevisende indignation kan fordømme, at konkurrence gøres til al politiks omdrejningspunkt.

Tragikomisk i Socialdemokraternes situation er det, at partiet forleden meddelte, at det som ny ’udviklingschef’ har ansat den fhv. SF’er og skatteminister Thor Möger Pedersen. Han skal være med til at forberede den socialdemokratiske valgkamp op til næste folketingsvalg, oplyser den socialdemokratiske ledelse.

Ja, Thor Möger er i hvert fald en mand, der formår at rykke noget. Først rykkede han SF væk fra dets kerneværdier. Dernæst rykkede han SF væk fra dets vælgere. Med ham i en ledende rolle tabte SF ved folketingsvalget 2011 syv mandater. Siden fortsatte partiets medlemsflugt. Frem for alt stod Thor Möger for en hensynsløs topstyring. Og det er åbenbart, hvad Socialdemokraternes ledelse mener, partiet skal have mere af nu.

Man kan forestille sig de følelser, der vil gribe Kaare Dybvad og andre stadig trofaste S-lokalfolk, når telefonen ringer, og en stemme i den anden ende siger:

»Hej, det er Thor. Og nu kører vi.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nils Enrum
  • Niels-Simon Larsen
  • Grethe Preisler
Nils Enrum, Niels-Simon Larsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Det må være ret så tragisk for enhver god radikal at se det eneste partis deroute der giver det radikales venstre mulighed for afgørende indflydelse på den førte politik i Danmark.Visse socialdemokrater er begyndt at være godt trætte af RV og er begyndt at se et alternativ i Dansk Folkeparti.Når Venstre med succes kan,så kan sosserne vel også.Velkommen til det evige sidespor i dansk politik,RV.

Niels-Simon Larsen

Atter en god leder af dr.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om socialdemokraterne. Det ene øjeblik synes jeg, at det er synd for dem. Det andet, at de skulle have nogle tæsk. Det sidste giver vælgerne dem, men hvem ynker dem, og hvad er det, der er synd? Det er jo ikke synd, bare fordi de er nedslidte, eller at tiden har været for hård ved dem. Man kan endelig spørge, om det er alle os andre, der er noget i vejen med. Den synes jeg er sværere at ryste af, så lad os se lidt på den.

Hvad var det socialdemokraterne gjorde? Jo, de skubbede sulten fra døren og indførte den nødvendige materialisme for arbejderne. Sejrede fuldstændig. Moren gjorde sin pligt og kunne gå, men det gjorde han ikke. Han blev hængende og skaffede mere materialisme. Han fik stor mave og tynde lår. Sejrede ad helvede til – godt. En lidt glædesløs sejr.
Det er dog ikke så godt at have en uværdig død i udsigt, men hvad skal de ellers gøre?
Det er her alle vi kritikere bliver svar skyldig. Det er ikke nok at sige, at nogen burde gøre sådan og sådan, man skal selv vise det, og hvem viser det i dag? Det er der jo ingen, der gør. Ingen har andet end materialisme på programmet. Man kan sige, at et partis opgave udelukkende er at skaffe flere penge og nemmere måde at skaffe dem på for sin vælgergruppe, men selv en vælger er andet end et dyr og dem, der stemmes på (nok) andet end politiske dyr.

Det er her, kæden er svær at få sat på, for hvad hedder de nye ord og handlinger? Managementsproget med dets innovation og flexicurity i politik er lige til brækposen, men det er dem, de fleste er opflasket med og dem , man hører. Gribe tilbage til tidligere folkelige bevægelser og vækkelser går heller ikke.

I det øjeblik, man tænker på 140 års socialdemokratisme, pådrager man sig et kæmpeproblem – så det skal man bare gøre.