Hvis man tror, at bølgen med autofiktiv litteratur og ikke mindst debatten om dens komplicerede mellemværende med virkeligheden er ved at ebbe ud, så tager man grueligt fejl. Det er ellers ofte sådan, at når en tendens ligefrem bliver til en akademisk bog, sådan som det er tilfældet med Jon Helt Haarders nye bog Performativ biografisme, så er den også for alvor ved at være fortid og litteraturhistorie. Senest har diskussionen om den autofiktive tendens fået næring med Daniel Denciks bog Anden person ental. Fagbladet Journalisten har i artiklen »Frikendt af kulturpressen« gennemgået bogens modtagelse og journalisternes mangel på at høre den anklagede modpart i forbindelse med de interviews, forfatteren gav om bogen.
Hos Dencik er forfatterens forgæves kamp for at få lov at se sine børn brændstof for romanen. Hovedpersonen hedder Alexander, men når Daniel Dencik i interview har talt om bogen, er det tydeligt, at han og den fiktive hovedperson ligger meget tæt på hinanden, ligesom han retter en ret grov anklage mod børnenes mor og de svenske sociale myndigheder, som han beskylder for at have produceret falske anklager mod ham.
Dencik leverer i sin bog en stærkt subjektiv oplevelse og litterær fortolkning af det skete, men det er fiktion, og det må betones, for man har en tendens til at glemme, at autofiktion, når den foregiver at være virkelighed, stadig er litteratur. Autofiktionen er lige så fiktiv som enhver anden roman. I den sammenhæng er Marcel Prousts romanværk På sporet af den tabte tid i virkeligheden også autofiktion, ligesom vi omvendt også er ved at forstå, at den nye autofiktive bølges hovedrepræsentant, Karl Ove Knausgård, skriver romaner i højmodernismens tradition. Han bruger sit eget jeg som prisme for sine undersøgelser, men det er lige så tæt på eller langt fra virkeligheden som enhver anden roman med et jeg som udgangspunkt.
Etiketten autofiktion bliver brugt om Knud Romers debutroman, Nielsens bøger, Yahya Hassans debutdigte, Pablo Llambias’ sonetbøger og Hanne Vibeke Holsts Knud den store, men ikke eksempelvis om Christina Hesselholdts Camilla-bøger, der ellers om nogen er autofiktive. Og man kunne nævne mange andre, for i virkeligheden er langt de fleste skønlitterære værker dybt autofiktive. Alle forfattere skriver om personligt og privat stof, men kun enkelte vælger at iscenesætte det som autofiktion.
Det nye er bølgen af journalistiske bøger skrevet i fiktionens form. Her tyr flere til fiktionen, når historier er svære at researche eller dokumentere. Det viser Ken B. Rasmussens bog om Se og Hør-skandalen. Rigtige journalister raser, men den kamp mod fiktionen er tabt på forhånd.
I stedet for at kæmpe mod den autofiktive tendens, er det nødvendigt at skærpe professionalismen i modtagerledet. Tag eksempelvis Daniel Dencik. Han må digte, som han vil, for han skriver en fiktiv fortolkning af virkeligheden. Litteraturkritikerne derimod er forpligtet på at kunne bedømme værket med øje for det komplicerede spil mellem fiktion og virkelighed. Når man læser de forskellige avisers anmeldelser af Denciks bog, har anmelderne heldigvis også stort set uden undtagelse kløgtigt blik for den dobbelthed.
Kulturjournalistikken derimod balancerer ikke dygtigt nok. Det viser flere mediers interview med Dencik i forbindelse med bogens udgivelse. De behandler i høj grad hans ord og direkte anklager som dokumenterede kendsgerninger uden at forholde forfatteren, at han skriver fiktion, og forholde ham de helt konkrete anklager, han i interviewet (og netop ikke i romanen) kommer med mod navngivne personer og myndigheder – og forskellen på at gøre det i romanen og i interviewsituationen.
Kulturjournalisten skal derfor også have et begavet blik for dobbeltheden af fiktion og virkelighed, men når der er tale om konkrete anklager fremført i et interview gælder de samme regler som i anden journalistik: at modparten skal høres. Undskyldningen om, at når et interview står i et bogtillæg, så gælder helt andre regler, er upræcis og et pseudoargument. Kulturjournalistik er anderledes og skal i høj grad leve sig ind i fiktive universer, men dens mellemværende med virkeligheden må hele tiden holdes for øje.
Jeg er ikke uddannet i litteratur og kan ikke tilføje relevante betragtninger om autofiktiv kultur.
Men jeg kender Daniel Dencik personligt - Hans lillebror David har været blandt mine bedste og nærmeste venner siden vi var 17.
Daniels bog er ikke fiktion. Fiktion forstået som opdigtet.
Det er en virkelighedstro skildring af det mareridtsagtige forløb han selv, hans børn og resten af Dencik-familien gik igennem efter bruddet mellem Daniel og hans svenske ex.
Det er en subjektiv fortælling, nuvel; ikke et stykke journalistik der søger at bringe begge parter til orde. Men så vidt jeg kan vurdere er samtlige anklager mod børnenes mor og de sociale svenske myndigheder helt reelle og nøgternt beskrevet.
Bogens form er et kunstnerisk valg, som man kan være uenig i, men det var den form Daniel mente gav de bedste betingelser for den subjektive beretning og sikrede historiens relevans for andre end de direkte involverede.