Læsetid 3 min.

Vi kan ikke stoppes

LEDER
12. maj 2014

Glimmerkanonerne var ladet med symbolik lørdag aften i B&W hallerne. Sjældent har et internationalt melodi grand prix været så eksplicit politisk og det på adskillige fronter. Men helten og skurken var de samme, det tolerante og fredelige Europa mod det fordomsfulde og brutale Rusland. Det var som en James Bond-film med tilhørende soundtrack i form af en østrigsk powerballade. Et glimt af en svunden tid, hvor verden var mere enkel.

Det er umuligt at fastholde et image som apolitisk musikfest, når et par 17-årige russiske tvillingesøstre mødes af buh-råb under både optræden og pointgivning. Alle –angiveligt også de unge søstre fra Kursk – ved, at de buh-råb var rettet mod annekteringen af Krim-halvøen og forfølgelse af homoseksuelle. Sådan ser det ud, når Europa udkæmper kulturkamp med glitter og vindmaskiner – og søstrene var så uheldige at repræsentere det, vi ikke kan lide.

LÆS: Krig ført med popmidler

Eurovisionen er et sindbillede på den europæiske tilstand og lige nu ulmer det i kanterne af fællesskabet. Ikke kun i konkret forstand i form af konflikten i Ukraine, men også i den betydning, at skepsis og modstand mod EU og den europæiske integration aldrig har været større. I tider som disse har man ved festlige lejligheder brug for at søge mod det, der samler – og her er der kun plads til få nuancer. Således kommer det til at handle om at være tolerante eller intolerante over for alle seksuelle orienteringer. Og ikke om hvordan denne så europæiske tolerance kommer til udtryk. I et internationalt perspektiv er det en sejr for LGBT-samfundet, at Conchita Wurst vinder – i dansk perspektiv kan man diskutere, om det fastholder stereotyper, at Eurovisionen udråbes til bøssernes fest, og sejren går til en dragqueen. Det er en noget mere kompliceret diskussion og næppe egnet til paneuropæiske tv-transmissioner. Så er det nemmere, men bestemt ikke mindre rigtigt at fejre tolerancens sejr. For det var det vitterligt.

Det europæiske stemningsskift kom også til udtryk i det danskproducerede halvejsshow. Instruktør Nikolaj Cederholms ensemble fra adskillige teaterkoncerter sang en version af den europæiske hymne »Ode to joy«, som en modreaktion på sidste års show, hvor svenskerne præsenterede seerne for et stærkt underholdende og ironisk smörgåsbord af svenske salgssucceser og traditioner. I år skulle Eurovisionen ikke være et nationalt udstillingsvindue, men i stedet en fejring af europæisk fællesskab.

Værterne optrådte med en hyldestsang til tallet 12, de små pauser blev udfyldt med underholdende rekorder fra Eurovisionens historie og deltagerlandene præsenterede sig selv ved kunstfærdige versioner af deres flag fremfor tidligere tiders turistreklamer.

Showet skulle ikke handle om Danmark. I hvert fald ikke direkte – indirekte var Danmark et meget bevidst foregangsland, når det gjaldt ligestilling uanset køn og seksuel orientering.

»Vi kan ikke stoppes!« sagde Conchita Wurst, da hun blev spurgt, hvad hun ville sige til præsident Vladimir Putin, hvis han så pressekonferencen efter showet. Den russiske nationalist Vladimir Sjirinovskij kaldte Conchita Wursts sejr for »Enden på Europa,« og den russiske vicepremierminister, Dmitrij Rogosin, erklærede på Twitter, at »Eurovision viser tilhængere af den europæiske integration og deres europæiske fremtid: en skægget dame«.

Og det er ikke helt forkert. Det var trods alt en stor andel af det europæiske folk, der meget direkte viste deres utilfredshed med, at Rusland glider tilbage i gamle vaner, og de gav dermed udtryk for deres ønske om et fredeligt og tolerant Europa.

Men det er svært at føre politik baseret på symboler. I lørdags festede vi sammen, i dag diskuterer vi igen børnecheck og politikere lykkes dårligt med at forklare, hvorfor vi dog skulle stemme ja til Patentdomstolen. Vi ved hvilke værdier, vi ønsker skal holde os sammen – det er at holde hinanden ud i det daglige, der er svært. Men det er ikke ensbetydende med, at man ikke skal anerkende betydningen af at en stolt dame med fuldskæg, falske øjenvipper og guldkjole vinder en europæisk musikkonkurrence i en for vor verdensdel så turbulent en tid.

Det bør fejres i en kaskade af konfetti.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Jørn Vilvig
    Jørn Vilvig
Steffen Gliese og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Martin Madsen
Martin Madsen

"Og det er ikke helt forkert. Det var trods alt en stor andel af det europæiske folk, der meget direkte viste deres utilfredshed med, at Rusland glider tilbage i gamle vaner, og de gav dermed udtryk for deres ønske om et fredeligt og tolerant Europa."
Usammenhængende vrøvl. At buhe af nogen, plejer ikke at være en invitation til en fredelig komsammen!

Morten Pedersen, Martin Andersen og Eva eldrup anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul  Udbye Pock-Steen
Poul Udbye Pock-Steen

Det store spørgsmål er om Conchita Wurst sejr virkelig er et udtryk for det europæiske folks frihedstrang og tolerance, og ikke bare resultatet af en dygtig orkestreret kommerciel kampagne der belejligt udnytter en latent anti-russisk stemning i den europæiske befolkning.
Er det ikke mindst ligeså naivt at tro, at et kommercielt indslag i en konkurrence kan symbolisere tolerance og frihedtrang hos “the good guys”, d.v.s. os, som det er tåbeligt at buhe af to russiske piger (the bad guys, uden skæg) der deltager i samme konkurrence?
Hvor er tolerancen når det kommer til andre udsatte grupper, f.eks romaernes frie bevægelighed i Europa?
Og musikken? Tja .., heldigvis er der ikke nogen der gør krav på den i frihedens og tolerancens navn. Den havde da også været en middelmådigt repræsentant!

Marina Kasimova, Nic Pedersen, Martin Andersen, Peter Jensen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for odd bjertnes
odd bjertnes

Anita, din 'stolte dame' findes ikke i virkeligheden.
Thomas Neuwirth, professionel drag-kunstner, og intet galt i at være det, er utvivlsomt en glad mand i dag, måske endda 'stolt'.
Og homoseksuel godt nok, men det er der i forvejen en øget procentdel af mænd der er, når det drejer sig om sceneoptræden. Det er sjældent et emne.

Brugerbillede for Peter Jensen
Peter Jensen

"Vi ved hvilke værdier, vi ønsker skal holde os sammen – det er at holde hinanden ud i det daglige, der er svært."

Hvis vi ikke kan holde hinanden ud i det daglige, hvilket værdifællesskab har vi mon så egentligt? Er vi primært forbundet til hinanden via talen om de fine ting, vi alligevel ikke praktiserer? I så fald kunne det vel være udmærket at se lidt nærmere på om ikke den grundlæggende er ved at være kritisk for værdien fællesskab i de(n) europæiske samfundsudvikling(er)? Jeg ved godt at der ikke umiddelbart er penge, promovering og prestige i et sådant projekt, men alligevel.

Helene Nørgaard Knudsen, Torben Selch og Martin Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjarne Riisgaard
Bjarne Riisgaard

Det er en mærkværdig kontrast der er imellem denne leder, og den skarpe, analytiske artiklen "krig ført med popmidler", hvor der melodi grand prix´et meget rammende præcist karakteriseres med bemærkningen: " For at være lidt plat og parafrasere Bismarcks militærstrateg, kunne man sige, at Melodi Grand Prix er krig ført med popmidler. Den trofaste fan vil nemlig vide, at politisering altid har været accepteret i showet – vel at mærke under forudsætning af, at den fremsatte politik bekræfter den europæiske selvforståelse på det pågældende historiske tidspunkt.

Karakteristikken rammer sagen, og fænomenets propagandaaspekt, - i en nøddeskal, og det får lederens begejstring til at virke som en ubegribeligt uprofessionel og naiv mangel på kritisk og analytisk distance.

Brugerbillede for Torben Nielsen
Torben Nielsen

Desværre er information ikke et tilvalg, men et fravalg af alle de andre! Den mindst ringe.

Ture Nilsson, Ljudmila Trojanova og Eva eldrup anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard
Leo Nygaard

Jeg misforstod overskriften og tænkte : Forhåbentlig stoppes "de". Ellers uddør menneskeheden i en fjern fremtid. Men hva', det gør den jo alligevel.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Thomas NeuwirthConchita Wurst er faktisk ikke i den forstand en kommerciel kunstner, men netop en kunstner i den tyske, eksperimenterende tradition. Det er utroligt, at han vandt folkets stemme meget mere end dommerpanelernes. Der er en frihedstrang blandt europæerne, som her fik et symbol, den har manglet

Brugerbillede for Niels Engelsted
Niels Engelsted

"Der er en frihedstrang blandt europæerne, som her fik et symbol, den har manglet."
Peter Pan fra Ønskeøen.

Martin Andersen, Eva eldrup, Martin Langwadt og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nic Pedersen
Nic Pedersen

Ja, synd at gamle Sigmund Freud ikke kan opleve disse tider. Han ville givet have fundet dem interessante! :-D

Brugerbillede for Ljudmila Trojanova
Ljudmila Trojanova

Nic Pedersen, det er ikke noget interessant, det er blot kedeligt. Samme scenarie med forskellige dekorationer: et land med masseødelæggelsesvåben, det andet med homofobi og brutalitet...
Selv fantasien bukker ned med at sætte grænser...

Martin Andersen, Niels Jespersen og Eva eldrup anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ljudmila Trojanova
Ljudmila Trojanova

... kan ikke lade være... I am back.
Har lavet noget statistik, hvordan befolkningen af hvert land stemte på Concita.
Spekulerer over, at det danske frisind er temmelig overdrevende. Lige som den manglende tolerance i Rusland. De to lands prefærancer ligger meget tæt sammen i det kapløb...

12 points:
Finland
Sweden
Ireland
Italy
Greece
Portugal
Spain
Slovenia
Belgium
Israel
United Kingdom
The Netherlands

10 points:
Norway
Hungury
Georgia
France
Malta
Iceland
Lithuania

8 points:
Ukraine
Romania
Denmark

7 points:
Moldova
Germany

6 points:
Latvia

5 points:
Russia
Albanien

4 points:
Estonia

3 points:
Macedonia

2 points:
Montenegro

1 point
Azerbaijan

0 point:
Poland
Belarus
San-Marino

http://www.eurovision.tv/page/results?event=1893&voter=DK

Brugerbillede for Karsten Aaen
Karsten Aaen

Interessant at se at så mange tilsyneladende progessive (herinde?) alligevel nok ikke helt kan forlige sig denne her sejr til Conchita Wurst. Der bliver talt om at hun valgt fordi hun så sådan ud, der bliver talt om at at dette nok snarere var udtryk for en 'commerciel kampagne' end folkets vilje måske. Og der bliver også talt om at LGBT-bevægelsen fylder for meget, har fået for megen magt nu. Og må stoppes. Læs f.eks. Sørine Godtfredsens indlæg på sin blog på b.dk om dette - eller læs Kristendemokraternes holdning til dette på jp.dk - måske er vi her i landet - og i Vesten - alligevel ikke så tolerance, og frisindende som vi ellers gerne vil give udtryk for. Læs dog hvad skriver på EB's Nationen og på Facebook omkring dette...

Brugerbillede for Ljudmila Trojanova
Ljudmila Trojanova

Trods den vestlige propaganda er russerne alligevel helt normale mennesker.
Jeg stemte på hende/ham ved alleførste optræd. Det nummer er lige til MGP 1.plads: god sammenblanding af musik, som kan huskes og nynnes, god stemme, teksten med noget indhold og KARISMA. Der var mange som var i besiddelse af rigtig god stemme, men de var bare kedelige.
Jeg sagde allerede under semifinalen, at hun skulle vinde. Skrev det på FB. Blev ikke forstået af mine danske kolleger på arbejde... synes stadigvæk at det er vindesang.

Brugerbillede for Nic Pedersen
Nic Pedersen

"... kan ikke lade være... I am back."

Det er jeg (og tror jeg flere andre) glad for, Ljudmila! :-)

Brugerbillede for Nic Pedersen
Nic Pedersen

Karsten Aaen,

du har nogle gode, og faktisk ret "dybe", pointer!
Jeg tror, at mange efterhånden er begyndt at tænke nok tiltrængt over f.eks. hvem "vi" er og, hvad der er "progressivt", tolerant, frisindet og andre "plusord"...... eller ej.
Og det borger gerne for "interessante tider", hvis folk nok begynder at tænke og ikke blot tro.
(på godt og ondt!)