Leder

Mordet på mulighedernes Europa

Debat
5. maj 2014

Det står skidt til med den danske EU-debat. EU-tilhængerpartierne forvisser sig selv om, at eurokrisen nu endelig er overstået efter fem år med nødvendige nedskæringer. Men ingen tør være så meget tilhænger af det europæiske samarbejde, at f.eks. de historiske budgetbesparelser fra 2012 bliver sat til diskussion.

Alle vil have et bedre EU, men ingen orker at forklare, hvordan det skal ske for færre fælles penge. De fleste begræder fraværet af en europæisk offentlighed, men ingen kritiserer besparelserne på f.eks. universiteternes udvekslingsprogram, Erasmus, som i en generation har skabt europæere med tilknytning til flere lande.

I Informations Europa-tillæg, som blev distribueret med lørdagsavisen, fortæller den 31-årige tyske forfatter og journalist Hannah Beitzer, at mens EU for hende repræsenterer muligheder, handler det for hendes lillesøster i dag mest om angst for arbejdsløshed. Hvad gør vi så? Det bedste bud er måske MEP Morten Løkkegaards (V) forslag om »en ny fortælling om Europa«, så søster Beitzer kan få en ny godnathistorie at høre.

Men man skal ikke forvente en ærlig diskussion om baggrunden for den værste økonomiske krise siden mellemkrigstiden, som i virkeligheden er en politisk krise – selv om eurokrisen har blotlagt et skræmmende institutionelt tomrum. »Markederne forstår, at vi lever i demokratier,« sagde Den Europæiske Centralbanks (ECB) chef, Mario Draghi, for et år siden og forsikrede om, at eurolandenes økonomi nu er sat på »automatpilot«.

Følgerne af at EU har udviklet sig til en mønt uden stat, fordi ECB mangler politisk modvægt, accepteres som et grundvilkår. Draghi fortæller os, at ingen anden verden er tænkelig, fordi finansmarkederne er demokratiets overdommer og opererer uafhængigt af borgernes vilje. Er der så noget at sige til, at stadig flere er vrede på EU?

Både Socialdemokraterne og Venstre, begge såkaldte EU-tilhængere, betegner det som et sundhedstegn, at danskerne er blevet mere kritiske over for EU. For Søren Pind (V) er det endda »en kolossal triumf«, at Dansk Folkeparti, som ser ud til at blive det største danske parti i Europa-Parlamentet, ikke vil melde Danmark ud med det samme.

Med den sejr i baglommen kan han og resten af EU-tilhængerne trygt overlade det til Morten Messer-schmidt (DF) at formulere tanker om fremtidens Europa.

For Messerschmidt begynder og slutter historien med Den Westfalske Fred. Afslutningen på Trediveårskrigen i 1648 gav de europæiske nationer »naturlige grænser og indre balance«. EU skal derfor vurderes på, »om vi efter Anden Verdenskrig har bevæget os bort fra det westfalske udgangspunkt«, skriver DF’s stemmesluger i en ufrivilligt komisk kronik i Politiken den 2. maj.

Men EU har bragt Europas naturlige orden i uorden, hævder kronikøren og forsvarer det princip, som måske har hæmmet udviklingen af det europæiske samarbejde allermest: »At gå fra vetoret til flertalsafgørelse (i Ministerrådet, red.) er utvivlsomt suverænitetsoverdragende, for man mister retten til at sige fra«.

I moderne, forfatningsbaserede demokratier er nationalstaten ikke suveræn, borgerne er suveræne. Det betyder, at borgerne skal have indflydelse på alle de niveauer, hvor magten udøves – på lokalt, nationalt og europæisk plan. Men som følge af princippet om enstemmighed er EU i dag opdelt i lande, hvis parlamenter tæller, og lande, hvis parlamenter ikke tæller. Folketinget tilhører ikke den første kategori, hvilket de færreste tør indrømme.

I stedet for at argumentere for nødvendigheden af et postnationalt og kosmopolitisk demokrati, som kunne indfri den oprindelige ambition for EU, lader også de fleste danske EU-tilhængerpartier, som om, nationalstaten er demokratiets naturlige levested, selv om hverken nationalstater eller demokratier er naturbestemte.

Derfor forbliver eurokrisens vigtigste spørgsmål ubesvaret i debatten: Hvordan skal en union uden en demokratisk legitimeret regering kunne styre og kontrollere ECB, så automatpiloten ikke er slået til, når der træffes afgørende politisk-økonomiske beslutninger? Denne tvetydighed kvæler muligheden for, at EU kan blive til en politisk union, hvor borgerne kan håbe på at generobre deres tabte suverænitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her