Leder

Den tavse minister

13. maj 2014

Hvis fire betjente en tidlig morgenstund trænger ind til en psykisk syg mand for uden nærmere forklaring at bagbinde ham og bl.a. iføre ham ble, ansigtsmaske, beskyttelseshjelm, fikseringsbælte og plasticstrips om anklerne, kan forklaringen kun være, at den psykisk syge er en meget farlig og voldelig person …?

Nej, åbenbart ikke, hvis det drejer sig om en udlænding, som Rigspolitiet tvangsmæssigt skal udsende. Som Information kunne berette om i går, besluttede Rigspolitiet i maj 2012 at iværksætte en såkaldt »stærk mand tur« med fire betjente, der skulle ledsage en algerisk mand, der var dømt til udvisning af Danmark.

De fire betjente valgte en så håndhændet fremgangsmåde, at man skulle tro, der var tale om en menneskeædende krokodille og ikke en »tynd og spinkel« psykisk syg midaldrende mand, der skulle transporteres til lufthavnen. Det hører med til historien, at selv om den psykisk syge algeriers advokat havde bedt om en psykiatrisk undersøgelse af sin klient, fik Rigspolitiet travlt med at få manden udsendt, inden undersøgelsen kunne gennemføres.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) er i Folketinget af Enhedslisten blevet spurgt, om fremgangsmåden over for den psykisk syge »på alle punkter« er i overenstemmelse med gældende regler, eller om »forløbet« giver anledning til kritik.

I svaret overlader ministeren ordet til Rigspolitiet, der over flere sider udmaler hvordan Nationalt Udlændinge Center siden udsendelsen af algerieren har taget en række initiativer, bl.a. har politiet udarbejdet nye interne retningslinjer, indført en certificeret uddannelse af de udsendelsesansvarlige m.m.

Vel er det bekymrende, at fire betjente i dagens Danmark kan slippe af sted med at behandle en psykisk syg på en så brutal og umenneskelig måde. Men endnu mere bekymrende er det, at Karen Hækkerup ikke bruger svaret som en oplagt mulighed til klart at markere en tydelig afstand til betjentenes fremfærd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
Pia Qu anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Kristoffersen

Havde nogen forventet, at en dansk justitsminister skulle komme med en afstandtagen til politiets forklaring?

Torben Lindegaard

@Claus Kristoffersen

Nej, du har nok ret i, at vi ikke skal forvente afstandstagen til Politiets brutalitet fra justitsministeren - og så er det ligegyldigt hvilket parti, der besætter posten.

Vores udlændingpolitik er en stadig kilde til skamfuldhed,

Wilhelm May

Desværre er det her kun at af de mange eksempler på, med hvilke utrolige ting politiet kan komme af sted med. Korpsånden lever - til helt op til spidsen af justitsministeriet!