Leder

Tyrkiet som tilstand

Debat
15. maj 2014

Da 30 tyrkiske kulminearbejdere for fire år siden døde efter en gaseksplosion i en statsejet kulmine i Zonguldak ved Sortehavet, kommenterede den daværende arbejds- og socialminister, Ömer Dincer, ulykken med, at de havde fået »en smuk død«. For, som han sagde, ligene var jo ikke forbrændte, da de blev bjerget. Ved samme lejlighed udtalte premierminister Recep Tayyip Erdogan, at »døden er desværre minearbejderes skæbne«.

Mandag meldte skæbnen sig igen, denne gang i en privatejet kulmine i Soma i det vestlige Tyrkiet, hvor 238 minearbejdere i skrivende stund er konstateret dræbt ved en brand i en overophedet el-generator to kilometer under jorden. Andre 120 savnede er formentlig tilføjet tabslisten, når denne leder læses, hvilket vil gøre ulykken til den hidtil værste i Tyrkiets kulminehistorie. Som i forvejen er trist: I 1992 blev 263 minearbejdere dræbt ved en metangasulykke, i tiåret 2000-2009 bogførte Tyrkiets minearbejderforbund 26.655 arbejdsulykker. Alene i 2008-2009 mistede 135 livet, og sidste år blev minesektoren ramt af 5.000 arbejdsulykker. Tallene fortæller deres egen historie om Tyrkiet som tilstand.

For selv om Erdogan udtrykkeligt gjorde opmærksom på, at Soma-ulykken indtraf i en privatejet mine, og uagtet hans erklæring om tre dages landesorg, er antallet af dræbte minearbejdere endnu en dyster fodnote til hans regering, der frem til sidste sommer fremstod som en ubrudt succeshistorie.

Med reformer, der eliminerede militærets politiske indflydelse og med vækstrater af kinesisk format var lederen af det islamistiske AKP, Retfærd- og Udviklingspartiet, rollemodel for demokratisk sindede muslimer, der ligefrem opkaldte deres drengebørn efter ham. De første ridser i lakken kom allerede i 2007 med fængslinger af journalister og politiske modstandere på fabrikerede anklager – men det var først med hans hysteriske reaktion på miljøaktivisters besættelse af en grøn plet i det centrale Istanbul, at mere end et øjenbryn blev løftet også internationalt.

En korruptionsskandale i mega-klassen, der blev rullet op i december, og som Erdogan og hans familie er mere end tæt på, føjede et bjærgsomt aspekt til billedet af en populistisk despot, og som i går fik en yderligere kynisk dimension med hans erklærede landesorg efter Soma-ulykken.

Det er kun få måneder siden, at Soma-minen blev ’godkendt’ af det tyrkiske arbejdstilsyn til trods for, at den el-generator, der forårsagede ulykken, hverken var afskærmet eller udstyret med relevante kontrolmekanismer, der kunne sikre mod overophedning. Og det er kun få uger siden Erdogans regering afviste et krav fra oppositionen om at undersøge netop Soma-minens arbejdsmiljø.

Hvorfor mon? Fordi minejeren, Soma Holding, har støttet AKP ved at distribuere gratis kul til fattige vælgeres kakkelovne med hilsen fra AKP. En tyrkisk minearbejder tjener ca. 3.000 danske kroner om måneden og skal altså arbejde 584 måneder for at tjene til prisen på en eksministers armbåndsur – som blev tvunget til at gå af efter korruptionsskandalen i december.

AKP-regeringens globalt beundrede økonomiske mirakel, der gjorde kål på inflationen og Tyrkiet til verdens 17.-største økonomi, er betalt med et liberalistisk klondyke af privatiseringer, hvor krav om sociale sikkerhedsnet, arbejdsmiljø, fagforeningsrettigheder og almindelig anstændighed bliver betragtet på linje med PKK-terrorisme. Således er det næppe tilfældigt, at Tyrkiet konsekvent har afvist at åbne de kapitler i den tyrkiske EU-ansøgning, der drejer som konkurrence, socialpolitik og ’offentlige indkøb’ (kapitlerne 19, 8 og 5). Ingen af disse kapitler er blokerede af EU i modsætning til kapitler, der handler om problemerne med Cypern.

Så sent som sidste efterår forsøgte daværende Europaminister Nick Hækkerup (S) på en rejse til Ankara at få den tyrkiske regering til at acceptere åbning af de tre kapitler. Uden held, naturligvis.

Igen: hvorfor mon? Fordi de tre kapitler vil forpligte Tyrkiet på tålelige arbejdsmarkedsforhold og hindre AKP-regeringens fiflen med offentlige licitationer, et kernepunkt i korruptionsskandalen fra december. Man griber snart sig selv i at ønske Tyrkiets EU-ansøgning en smuk død. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Her ses Erdogans rådgiver sparke til en demonstrant, der siges at være slægtning til en død minearbejder:

http://www.independent.co.uk/news/world/europe/turkey-coal-mine-explosio...

Torben Selch, Mads Kjærgård og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Bill Atkins

Man griber snart sig selv i at ønske Tyrkiets EU-ansøgning en smuk død. ...

...naturligvis skal Tyrkiet ind i EU så vore kapitalister kan rense det tyrkiske erhvervsmarked for sentimentale beskæftigelsesprojekter i form af umoderne urentable virksomheder, for derved at åbne markedet for europæisk overproduktion. Så kan de sgu lære det - tyrkerne. Kommer de og tager vores arbejdspladser? Kun de der har råd eller har noget at byde på, kommer ind. Sådan er det jo.

Torben Selch

Vi er nødt til at få åbnet de "Cayman Island" kasser op, og få et overblik over hvor mange trillioner, der egentligt forsvinder den vej - der er noget ravruskende galt her.

Super milliardærer dukker op i områder hvor fattigdom præger, det holder squ ikke.