Leder

Danmark og D-dagen

6. juni 2014

Præsidenterne Barack Obama, Vladimir Putin og François Hollande vil i dag vandre mellem de lige rækker af hvide gravsten ved Normandiets kyst. Sammen med statsledere fra andre allierede lande markerer de 70-året for D-dagen – de allieredes landgang på de nordfranske kyster under Anden Verdenskrig. De enkelte landes flag vil blafre i Atlanterhavets vinde som symbol på den del af verden, der forenede sig i kampen mod Adolf Hitlers nazistiske regime.

Danmark har aldrig tidligere været inviteret, men i dag vil Dannebrog kunne tælles blandt flagene og Dronning Margrethe blandt gæsterne.

Men kulturminister Marianne Jelved tager munden for fuld, når hun i en officiel udtalelse siger, at »Dannebrog fremover vil vaje side om side med de øvrige allieredes flag«.

LÆS: Danmark vil så gerne være på de sejrendes side

Det er muligt, at Dannebrog fremover vil vaje over Normandiets kyst, men det er ikke Danmark som nation, der har sikret Danmarks deltagelse ved dagens mindehøjtidelighed.

Det er til gengæld en forsinket anerkendelse af de danske søfolk, der under Anden Verdenskrig satte deres liv på spil i de allieredes kamp mod det Nazi-Tyskland, den danske regering i stedet valgte at indgå samarbejde med. Det er deres personlige – og ikke Danmarks officielle – indsats, der i dag hyldes.

Op mod 6.000 danske søfolk trodsede det officielle Danmarks samarbejde med det nazistiske regime og sejlede i allieret tjeneste under Anden Verdenskrig, og op mod 2.000 af dem gav deres liv i kampen mod nazismen.

Hvor mange danske søfolk, der omkom på selve D-dagen er ukendt, men cirka 800 skønnes at have deltaget. De danske søfolk mindes i dag sammen med de 37.000 soldater, der gav deres liv i de allieredes invasion på Normandiets kyster i de blodige kampe i dagene fra 6. juni 1944. Men de allierede soldater vandt slaget, de vandt verdenskrigen, og de vandt frem for alt friheden for alle os andre, som har fået lov til at vokse op i et demokratisk Europa.

Den danske nation satte derimod ikke for alvor noget på spil i kampen for frihed. Vi var i stedet et langt stykke ad vejen – såvel politisk som økonomisk – i samarbejde med ondet selv.

Danmark blev fra besættelsens begyndelse 9. april 1940 regeret af den såkaldte samarbejdsregering, der først trådte tilbage 29. august 1943. Og Danmark gik langt længere i samarbejdet, end det kom frem i retsopgøret efter befrielsen.

Nyere historisk forskning har godtgjort, hvordan danske virksomheder og landbruget under besættelsen samarbejdede langt mere ivrigt og intenst med det Nazi-Tyskland, de allierede lande forsøgte at bekæmpe.

Vejen til Danmarks deltagelse ved dagens mindehøjtidelighed er banet af en fælles diplomatisk offensiv af en gruppe gamle modstandsfolk, repræsentanter for Kongehuset, den danske ambassade i Paris og NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen.

At Danmark på befrielsesdagen den 5. maj 1945 blev nævnt som vestligt allieret, skyldes således først og fremmest briternes og amerikanernes gode vilje og Danmarks geografisk vigtige placering i forhold til kommunismen i øst.

Selvfølgelig havde det også betydning, at den danske regering små to år forinden var trådt tilbage, og den danske flåde havde sænket sig selv på Holmen i København. Men langt større betydning havde modstandsbevægelsen og de danske krigssejlere med deres sabotage og deltagelse i blandt andet D-dagen.

Sammen med modstandsbevægelsen tjener deres indsats som et vidnesbyrd om, at der trods alt var en vilje til frihed i det danske folk. Det var i virkeligheden kun disse modige danske kvinder og mænd, der for alvor sagde fra over for Hitlers nazistiske regime. Det er derfor dem, deres mod og deres beslutsomhed, vi alle kan lære af, hvis vi – og resten af verden – igen kommer til at stå over for valget mellem ret og uret, sandhed og løgn, godt og ondt.

Det er deres indsats, vi i dag skal erindre. Det er deres indsats, vi aldrig må lade udviske af tidens glemsel. Derfor er det vigtigt, at vi ikke gør os bekvemme illusioner om, hvorfor Dannebrog i dag vil være hejst ved Normandiets kyst. Og hvorfor det aldrig tidligere har gjort det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Scheel Andersen
  • Lars R. Hansen
Flemming Scheel Andersen og Lars R. Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Rahbech Jensen

Det har nok også betydning, at den danske gesandt i Washingtog gav USA tilladelse til at have baser på Grønland og Færøerne.

Rune Petersen, Eva eldrup, Majbritt Nielsen, Michael Kongstad Nielsen og Ole Olsen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Som barn og meget ung troede jeg at D´et i D-dag stod for Danmark, fordi vi angiveligt sammen med stort set hele verden havde vundet krigen over de dumme og væmmelige tyskere. Det var ligesom det billede skolens historiebøger tilbage i tresserne og halvfjerdserne gerne ville tegne og teksterne var derfor heller ikke helt klare, ligesom kapitlerne om samarbejdspolitik var dejligt korte. Det pudsige er at der ikke, selv blandt historikere, synes at være enighed om hvad D´et står for. De fleste taler dog om D for Day og den køber jeg.

'valget mellem ret og uret, sandhed og løgn, godt og ondt' står vi over for hver eneste dag - og Danmark er endnu en gang i den ulykkelige situation, at radikale levebrødspolitikere har ormet sig ind i centrale positioner.

Morten Sørensen

D emolition, D istraktion, D istinktion, D iversion, D evil etc. etc.
Det er underligt med dette "D", som ingen nogensinde har kunnet bekræfte eller afsløre.
Fonetisk læner "D" sig med modifikationer op ad det engelske udtryk for "German."
Nuvel, mange luksusspekulationer. Men vi vandt vel? Skulle en eller anden sprogligt kreativ general så have fundet på det "D", så fred være med ham. Det er fandeme også ligegyldigt.
Det blev en "god" Dag for efterslægten, omend så mange unge mænd måtte lade livet i håbløs forladthed midt i en nådesløs kugleregn af stupiditet og menneskelig afmagt.
Aldrig mere krig, tak!
En ung dreng løber afsted med sit trofaste syv-patroners 7,62 gevær, mens alverdens frygt huserer i hans indre drøm om ikke at blive ramt at fjendens kugler. Foran og bag ham vælter nogen eller alle omkring ham med blodet, håbet og livet strømmende ud, på et splitsekund ramt af skæbnen og fjendens unaturlige had og maskingeværer.
Han løber videre med et forbandet håb om, at tyskerne og guderne ikke kender til hans eksistens og lader ham passere med livet i behold.
Da han når grænsen for sin udholdenhed, giver han op og kaster sig i et sidste desparat forsøg ind på at overleve direkte ind i helvedes forgård og lader stå til. Skyd mig, tænker han i et øjebliks foragt for det håbløse og ligegyldige, han med sin skæbnegeneration blev kastet ud i som et tilfældigt offer for idioters magtdrømme.
Han overlevede dog og gik siden stolt og urgammel til parader, hvor medaljeregnen og korrekte politikere efterfølgende hyldede ham i forloren respekt for det glemte helvede, han måtte leve og dø med.
Den eneste trøst er, at krisepsykologer på det tidspunkt var et forholdsvis ukendt fænomen, så disse modige og stærke mænd tåleligt kunne leve videre uden falske og forlorent samfundstilpassede, feminiserede samtaler om det voldsomme, de havde oplevet i forsvaret for den frihed, vi i dag pisser på, mens vi synes behandlingskrævende, når ondsdagen eller middagsmåltidet ikke lige arter sig efter kalenderen og kvalitetstiden.
Prøv det selv, assholes. Gå i krig og skyd en eller anden, eller bliv selv skudt midt i livets drøm.

Michael Kongstad Nielsen

Børge Rahbech Jensen: ja, den historie med Danmarks ambassadør Henrik Kauffmann i Washington, der fra dag 1 nægtede at overgive sig, er interessant og ikke helt ligegyldig. Til trods for, at regeringen i København forsøgte at afskedige ham og sende en deputation til USA for at indsætte en ny, afviste USA blot at give denne deputation visum, da den repræsenterede Tyskland mere end Danmark, sagde de. Og Kauffman fik virkelig en betydning med aftalen om Grønland. Færøerne var nu ikke med i den, da Færøerne var besat af England under hele krigen.

Rolf Andersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Henrik Kauffmann var i 1940 også ihærdig fortaler for, at dansk skibe 'strandet' i det daværende neutrale USA, skulle stille sig til rådighed for de Allierede.

Majbritt Nielsen

Morten Sørensen
06. juni, 2014 - 15:37' (stakkels dig)
"feminiserede samtaler om det voldsomme,"
Jeg tror nu der er mange af dem(soldater, modstandsfolk mv) der begik selvmord eller døde pga misbrug, efter krigen. Kunne have godt af at tale med en der forstod og kunne rumme det. Ikke at det skal udbasuneres.
Men at bure så meget negativt inde, har gang på gang vist sig at være destruktivt for personen.

Niels Jespersen

Artiklen bruger mange fraser som godt kan fortjene lidt nærmere studium.

" Og Danmark gik langt længere i samarbejdet, end det kom frem i retsopgøret efter befrielsen.

Nyere historisk forskning har godtgjort, hvordan danske virksomheder og landbruget under besættelsen samarbejdede langt mere ivrigt og intenst med det Nazi-Tyskland, de allierede lande forsøgte at bekæmpe."

Hvad menes mon med "Danmark"? Scavenius var et geni som reddede Danmark fra en værre skæbne end andre lande der "gjorde modstand". Det har nyere forskning vist - for nu at parafrasere artiklens sprogbrug (man skal vel legitimere propagandaen) - og der var jo ikke tale om "samarbejde" som det hedder uden at artiklen kvalificerer "samarbejdet". Der var tale om at foregribe og udmanøvrere tyskerne så man imødekom dem der hvor det var nødvendigt - indtil en grænse. Hvem glemmer at Scavenius var indkaldt til Berlin for at underskrive en traktat vendt mod Rusland og mandens nægtelse af at underskrive mens Hitler ventede på ham? Traktaten var lige blevet vendt en gang ekstra med tilføjelser han ikke havde godkendt. Men manden trodsede Hitler da det var afgørende principper som stod på spil. Se den slags vil man jo ikke ind på anledning af festtalerne man ser i artiklen. Hitler bøjede sig i øvrigt. Det var da et utroligt fornemt stykke arbejde som ingen anden dansk politiker ville have haft mulighed for at præstere må man gå ud fra.

Når man siger at "danske virksomheder" samarbejdede "langt mere intenst", så var det da fordi man fra højeste sted havde valgt at landet ikke skulle ødelægges og folk udsættes fro tysk terror. Man tillod derfor virksomheder at sælge til tyskerne - uden at kvalificere omfanget. Nogle har så benyttet sig af dette til et "intenst" samarbejde - men hvor mange kan man vist kun gisne om - floskelen i artiklen om "at nyere forskning har vist dit eller dat" ville man da gerne høre mere om. Det intense kunne jo antyde en tyskvenlig holdning? Eller måske drejede det sig bare om nogle få nazivenlige folk, som var "rigtigt intense"?? Men at kalde det "samarbejde" fra "dansk side" er da helt tåbeligt - og kun muligt fra en magelig skrivebordsposition, hvor formålet, kan man fornemme, jo nok er at propagandere for mere "aktiv" krigsdeltagelse fremover fra Danmarks side.

Man kunne jo godt bruge dagen til at reflektere noget mere over de emner artiklen skøjter let hen over.

F. eks. Konservativ ungdom, hvor flere gerne deltog på Østfronten i kampen mod kommunismen og "marcherede i støvler med skrårem"? Det var "dansk" deltagelse på tysk side. Men det var da ikke udtryk for at danske konservative politikere "samarbejdede" med tyskerne generelt. Denne type generaliseringer er artiklen fuld af.

Peter Poulsen, Carsten Hansen og Jørn Boye anbefalede denne kommentar
Niels Mosbak

Niels Jespersen

Scavenius underskrivelse af Anti-Komintern pagten, blev ikke udsat p.g.a. nogle tyske tilføjelser, som Scavenius ikke havde godkendt.
Han forhandlede nogle få tilføjelser på plads, for at sikre at der ikke skete udskrivning af 200.000 danskere til kampen på Øst-Fronten, (iflg. Henrik Kaufmann var dette en konsekvens af Anti-Kominternpagten) samt havde et forbehold inden for det retspolitiske område, således at det ikke var tyske myndigheder der stod for retsplejen i Danmark.
Men samarbejdet var godt mellem politikerne og VÆRNE-magten (ikke besættelsesmagten) og der var ligeledes indgået en aftale om en mønt og toldunion.
I det hele taget var størstedelen af Over-Danmark også dengang helt ude af trit med befolkningens brede lag - arbejderbefolkningen led under faldende realløn, mens landbruget (dengang venstre-vælgere) havde kronede dage med kunstigt opskruede priser, der skulle opmuntre eksporten af landbrugsvarer til Tyskland. Danmark forsynede Tyskland med 10% af behovet for fødevarer - smør, flæsk, fisk etc., mens danske arbejdere kæmpede med stigende priser og faldende indtægt.
Erhvervslivets (private) samarbejde med Nazi-Tyskland, havde også kronede dage, da bl.a. Gunnar Larsen (F.L. Schmidt) blev handelsminister i regeringen, og bl.a. sørgede for at få re-etableret den tidligere cementfabrik i Estland, der var blevet nationaliseret under den russiske revolution. At fabrikken i lange perioder blev drevet af jødiske slavearbejdere fra en nærliggende KZ-lejr, anfægtede jo ikke disse entreprenante typer - heller ikke A.P. Møller, der jo via Dansk Riffelsyndikat havde med fremstillingen af Madsen-maskingeværer og disses anvendelse på tyske patruljebåde at gøre.

Samarbejdspolitikken var særdeles "samarbejdende" idet danske virksomheder fik tilført tyske råvarer mod til gengæld at levere industriprodukter til Tyskland, gerne krigsmateriel f.eks. flydele fra Fabrikken Globus - ligesom danske arbejdere til stadighed blev sendt til Tyskland for at arbejde - i gennemsnit 30.000 mand af gangen.
Man bør måske også bemærke, at når Spaniensfrivillige kom hjem blev de straffet for at have været i fremmed krigstjeneste - mens regeringen tillod Frikorps Danmark blev oprettet, og fritstillede officerer i det danske forsvar, med løfte om at de kunne genindtræde i deres gamle stilling når krigen var forbi.
At man senere under "rets-opgøret" hævdede, at det naturligvis var unationalt at lade sig hverve til tysk krigstjeneste, og at regeringen ikke havde ment hvad den sagde, er naturligvis noget sludder og vrøvl.
Man havde blot opdaget, at "den tyske ny-ordning af Europa", og "de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring" var gået i stå ved Stalingrad og at tyskerne ville blive slået - og netop i disse citater skinner det dansk-tyske samarbejde tydeligvis igennem.
Med en let omskrivning af Pontius Pilatus - Quod dixi, dixi - "hvad jeg sagde, det sagde jeg".

Rune Petersen, Christel Gruner-Olesen, Flemming Scheel Andersen, Per Torbensen og Peter Poulsen anbefalede denne kommentar
Niels Jespersen

Niels Mosbak

"Scavenius underskrivelse af Anti-Komintern pagten, blev ikke udsat p.g.a. nogle tyske tilføjelser, som Scavenius ikke havde godkendt.
Han forhandlede nogle få tilføjelser på plads, for at sikre at der ikke skete udskrivning af 200.000 danskere til kampen på Øst-Fronten, (iflg. Henrik Kaufmann var dette en konsekvens af Anti-Kominternpagten) samt havde et forbehold inden for det retspolitiske område, således at det ikke var tyske myndigheder der stod for retsplejen i Danmark."

Det du skriver stemmer ikke med det der nyligt blev vist i fjernsynet, hvor en historiker med speciale i netop disse ting fortalte om Scavenius' optræden i Berlin. Han lod Hitler vente og nægtede at skrive under på de ting som du siger han fik forhandlet ud af traktaten i Berlin. Det var der flere personer som kommenterede i udsendelsen i øvrigt. Der var her tale om et genialt menneske som vidste hvor han ikke skulle give efter. Og som på den måde sparede Danmark for mange ting. Du kender åbenbart heller ikke til at alle ledende politikere var enige om at bede Scavenius om at "redde hvad reddes kunne" da regeringen trådte tilbage. Blandt disse blev han betragtet som en stor statsmand - hvad f. eks. tidligere statsminister Erik Eriksen har udtalt i et interview - den eneste store vi har haft måske.

Du fremhæver flere som samarbejdede - og her kommer man så stadig trækkende med A. P. Møller, som det jo er helt grotesk at påstå var samarbejdsvillig. For det første var han af sønderjysk afstamning og støttede den danske sag i Sydslesvig - havde ikke nogen speciel forkærlighed for tyskerne som man kunne tro ifølge dit referat. Han støttede jo modstandsbevægelsen med kontanter og ville ikke have sine skibe til Danmark da besættelsen kom. Den gamle traver med Riffelsyndikatet er da ikke blevet bevist - man siger at han måtte kende alle detaljer i fabrikkens handler men det har man nu ikke ført noget bevis for. Han havde jo mange andre forretninger og hvorfor skulle han dog vide alt om det der foregik på fabrikken?
Du skriver også at det "ikke anfægtede" disse entreprenante "danske typer" at jødiske slavearbejdere blev beskæftiget på FL Smidths cementfabrik i Estland. Jo, men det var da i høj grad i modstrid med dansk politik hvor Scavenius jo havde dette som en absolut prioritet at man ikke ville tolerere et tysk krav om danske jøders internering. Vidste FL Smidth mon noget om dette? Var de en enlig svale ? Er det så "dansk politik" når FL Smidth gør et eller andet?

Når du siger

"Man havde blot opdaget, at "den tyske ny-ordning af Europa", og "de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring" var gået i stå ved Stalingrad og at tyskerne ville blive slået - og netop i disse citater skinner det dansk-tyske samarbejde tydeligvis igennem."

Ja, det er da meget naivt at tro at Scavenius ikke havde en hensigt med at sige det han sagde - som ikke udtrykkes i dine citater. Han ville jo bare give indtryk af at ville samarbejde for at forhindre værre ting. Han var derfor villig til at sige ting som det du fremhæver - men du forstår det tydeligvis ikke.

Niels Mosbak

Niels Jespersen

Beklager, at du opfattede min historiske tilretning af din opfattelse af hvad der foregik i Berlin da Scavenius underskrev antikominternpagten som en overfladisk polemik.
Reelt set, i forhold til netop de lande vi kalder "de allierede" og hvis sympati vi kunne håbe på når krigen engang sluttede, var underskrivelsen af antikominternpagten en fjendtlig handling - det glemmes ofte blandt eftertidens koldkrigere, at Sovjetunionen var en af disse allierede. Underskrivelsen vakte altså opsigt i både Moskva, London og Washington, samt ikke mindst hos den danske befolkning og det i en grad så Scavenius blev afhentet ved færgen i Gedser af en bil - man turde ikke lade ham rejse med toget til København, for at han ikke skulle udsættes for befolkningens vrede.

Når jeg nævnte minister Gunnar Larsen (han var ikke handels- men trafikminister) og F.L. Smidths anvendelse af jødiske slavearbejdere på deres cementfabrik i Estland, var forholdet jo det, at Gunnar Larsen ikke blot var en hvem-som-helst - men han var uddannet civilingeniør og var administrerende direktør og bestyrelsesformand for og storaktionær i cementkoncernen F.L. Smidth, som hans far havde været med til at grundlægge. Så mon ikke F.L. Smidth vidste præcist hvad der foregik i Estland på deres ny-generhvervede fabrik?
Der var altså en ganske ubehagelig sammenblanding af storkapital og politik i regeringen Scavenius, bl.a. deltog Gunnar Larsen glad og gerne i større anlægsarbejder i Danmark - bl.a. den berømte "Fugleflugtslinje" København-Hamborg, ligesom han deltog i det såkaldte Østrumsudvalg, med henblik på netop at udvide sin virksomheds interesser i Baltikum - hvilket jo altså lykkedes....

Han blev i øvrigt som den eneste minister tiltalt og dømt efter krigen for sit samarbejde med besættelsesmagten - men blev senere, da tiderne mildnede stemningen, frifundet ved lands- og højesteret.
En anden af "de upolitiske ministre" i regeringen var tidligere Rigspolitichef Eigil Thune Jacobsen - det var ham der foreslog kommunistloven, og selv om han ikke blev dømt for noget efter krigen, blev han dog afskediget i unåde.
Hvad Scavenius angår - ja, så sagde han som han sagde - helt offentligt, og der er i grunden intet belæg for at tro at han ikke mente det han sagde - men man kan jo ikke holde kæft med tilbagevirkende kraft, så om han var en stor statsmand må vi her i eftertiden jo vurdere - men hans svulstige udtalelser om det tyske herredømme i Europa, kunne man jo nok have formuleret lidt mindre fidelt - det lykkedes jo som bekendt for Chr. X at være noget mere kortfattet i sit lykønskningstelegram i anledning af Førerens fødselsdag.

Niels Jespersen

@Niels Mosbak

Ja hvis man som du mener at man bare skal sige det man i virkeligheden mener uden at tænke på det ansvar man har for at tingene ikke forværres, hvis man f. kes. fornærmer de følsomme tyskere, så forstår jeg da udmærket dine kommentarer.

Men du har slet ikke fattet hvad Scavenius ville og fik godkendt af alle partier - for han ville følge den linje som i situationen var bedst for Danmark, som jo var totalt hjælpeløst underlagt tyskerne. Her var det kun betydelig statsmandkunst som kunne fungere, hvis tingene ikke skulle udvikle sig som i andre lande, som simpelthen blev ødelagt. Det er da besynderligt alle med kendskab til Scavenius under første og anden Verdenskrig på højeste niveau kan sige ting som Erik Eriksen: at han var nok den eneste virkelige statsmand Danmark har haft. Dine kommentarer og udlægninger er slet ikke i niveau med sagen synes jeg. Men til lykke med din "modstandsånd" og heltemodige opfattelser af hvordan folk i situationen burde have ageret.

Niels Mosbak

Niels Jespersen

Åh, jeg mener nu fortsat, at selv om du fremhæver Scavenius som et eksempel til efterfølgelse - så kan han såmænd ikke hvile på de laurbær, som han givetvis i en fjern fortid under første verdenskrig, sikkert fortjente.
Vi er jo nødt til i eftertiden at tage bestik af, hvad manden sagde og hvordan han blev opfattet af befolkningen i samtiden.
Jeg skal da gerne medgive, at hvad man siger "på højeste niveau" både dengang og nu, sjældent har noget med befolkningens virkelighed at gøre - tænk bare på Lars Løkke Rasmussens udtalelser i folketinget om sko til 2000 kr.
At du lykønsker mig med min modstandsånd og heltemodige opfattelse af hvordan folk i situationen burde have ageret - kunne du måske nærmere rette mod retsopgøret, hvor man rask væk tildelte årelange frihedsstraffe til ganske unge mennesker, der havde meldt sig til Frikorps Danmark.
Lige netop dér, havde ingen fra regeringen lyst til at tage ansvar - men hævdede, at de unge mennesker burde have ageret anderledes.

Flemming Scheel Andersen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Rannveig - hvis det er mig, så hedder jeg Michael til fornavn. Men måske bruger jeg min kommentarplads forkert, det kan jeg kun beklage, Men når andre debattører bruger for eksempel voldtægt som metafor for hændelser, der ikke har noget med sagen at gøre, idet besættelsen ikke kan sammenlignes med en voldtægt, med mindre man har mærkelige forestillinger om tysk begær, så synes jeg ikke det er relevant, at bringe voldtægtstemaet i spil i denne sammenhæng.