Sagen er sådan set soleklar. Som Information kunne fortælle i gårsdagens avis, er et britisk forskerhold i et omfattende fireårigt studie nået frem til, at de fattige plantagearbejdere, der leverer til Fairtrade, ikke har bedre løn- og arbejdsforhold end dem, der står uden for. Faktisk har de i nogle tilfælde dårligere forhold.
Fairtrade-organisationen lægger sig ikke fladt ned og accepterer kritikken – den forsøger tværtimod at miskreditere forskerholdet bag, angribe forskernes metoder og gøre spørgsmålet til en perfid personkrig. Alligevel må den danske gren af organisationen erkende, at den ikke kan påstå – endsige dokumentere – at de fattige arbejdere får bedre løn- eller arbejdsforhold. Det er jo en slags indrømmelse. Og kan Fairtrade ikke det, hvad er da organisationens eksistensberettigelse?
Det er selvfølgelig nemt at sige, at en organisation som Fairtrade ikke kan klandres for alt, hvad der foregår ude i verden. At Fairtrade ikke sidder med den absolutte kontrol med arbejdsforholdene på de mange plantager, der leverer til deres forretning. Men det er ikke rigtigt. Det er præcis det, Fairtrade har ansvaret for. Det er det, de bliver betalt for.
Der er ingen tvivl om, at godhedsindustrien helt generelt er blevet en gigant og i dag udgør et marked, hvor der er meget stor konkurrence om fondsmidler – om at gøre godt bedst. Problemet er, at skatteborgerne og forbrugerne, der betaler for godhedsindustrien, sjældent har mulighed for at vide, hvad der er op og ned i arbejdet. Om det virkelig gør godt.
Fairtrade skal derfor tage kritikken endog meget alvorligt. Dens eksistens som organisation – med et nobelt og godt formål – afhænger udelukkende af opfattelsen af, hvor troværdige de er. Mister de forbrugernes tillid, tabes den gode sag på gulvet. Og værre endnu: Hele ideen om, at vi som forbrugere rent faktisk kan vælge at gøre en positiv forskel, bringes i spil.
