Leder

Iraks al-Maliki-tragedie

17. juni 2014

 

Udenrigsminister Martin Lidegaard ramte det centrale problem i Irak, da han i går morges i et radioprogram, hvor lytterne kan ringe til en minister, forklarede, at problemet med Iraks premierminister, Nouri al-Maliki, USA’s (og Lidegaards) allierede, er banal magtbrynde.

Lidegaard gjorde rede for, at den nuværende krise i Irak kan løses, hvis landets sunnitter inddrages i Bagdads politiske proces. Men han havde af indlysende grunde ikke noget konkret bud på, hvordan det kan ske. For det sker ikke.

Den shi’itiske al-Maliki har i otte år konsekvent afvist at inddrage Iraks sunnitiske segment som partner i styringen af landet. Og her snakker vi ikke om en parlamentarisk proces, hvor en flertalsregering tryner oppositionen med demokratiske metoder – marginaliseringen af de irakiske sunnitter er altomfattende – folkevalgte sunnitter har jævnligt boykottet parlamentet i protest. Amerikanerne pressede efter valget i 2010 Maliki til danne en samlingsregering med deltagelse af den sunnitiske liste, men så såre den sidste amerikanske kampvogn var i Kuwait i december 2011, opløste al-Maliki ’samlingsregeringen’ og udstedte arrestordre mod Tariq al-Hashimi, den sunnitiske vicepræsident, der skyndsomst flygtede. USA udtrykte mishag, men lod det blive ved mishaget. Og lod al-Maliki konsolidere sit de facto-diktatur, der samlede al økonomisk og militær magt i hans hænder, ligesom han sendte kampfly mod sunnitter, der i 2012-13 demonstrerede fredeligt for medbestemmelse. Først da Falluja blev bombet i december sidste år, fik de sunnitiske stammefolk nok og rejste sig til væbnet oprør – bistået af militante i ISIL (Islamisk Stat i Irak og Levanten), der betragtes som befriere i Irak – og som katastrofe i Vesten. Det kunne være undgået, hvis USA havde presset al-Maliki til reformer i Iraks ’demokrati’. I stedet fik han kampfly, tanks, kanoner og trænere til en hærstyrke, der, da ISIL ankom, smed hvad de havde i hænderne og stemte på deres regeringschef med fødderne.

Resultatet er, at Irak – som begge al-Malikis venner, USA og Iran, fastholder skal være ’en enhed’ – i dag er delt i tre ’stater’, et Kurdistan i nord, et Sunnistan i vest-nordvest og Shiastan i Bagdad og det sydlige Irak. Hvad gør Barack Obama i den situation? Stort set det samme som Martin Lidegaard – han opfordrer al-Maliki til at finde en politisk løsning med sunnitterne og gør det til betingelse for amerikansk indgriben mod ISIL – vel vidende, at al-Maliki måske nok lytter, men ikke hører efter. Og det passer sikkert den amerikanske præsident fint, for han har ingen intentioner om at sende tropper tilbage til den slagmark, amerikanerne valgte ham til at forlade. Så den demokratiske diktator i Bagdad er tryg – han ved, at hans alliance med Teheran vil holde ham ved magten, for hvis de oprørske sunni-militser (med eller uden ISIL) truer Bagdad, har iranerne signaleret vilje til militær indgriben. For dem handler det om at hindre en sunnitisk (læs: saudiarabisk) enklave så tæt på deres grænse. Som de hjælper Bashar al-Assad’s alawit-styre uden at Vesten blander sig, hjælper de al-Maliki i tillid til, at USA nøjes med at true ’i nærliggende farvande’. Om det er bevidst eller tilfældigt – ironisk er det i hvert fald, at det nu søsatte hangarskib er navngivet efter ’George H.W. Bush’, der i 1991 gav ordre til den første krig mod Saddam Husseins Irak.

Den ældre Bush besatte klogeligt ikke Irak, men lod FN være figenblad for udsultningen af den irakiske befolkning. Først da Saddam tildelte oliekoncessioner til kineserne og gik over til euroen som olie-valuta, blev det nødvendigt at besætte landet på falsk grundlag, men logisk geopolitisk.

Det falske martrer stadig de daværende beslutningstagere (måske undtagen Fogh Rasmussen). Tony Blair har således ’følelsesmæssigt’ erklæret, at ISILs ’invasion’ af Irak ikke har at gøre med hans logren for USA i 2003. Men det bliver han nødt til, om han så finder et helt svømmebassin at vaske hænder i. Der er selvsagt mange mellemregninger siden da – i Syrien, i Egypten, i Libyen, etc. – men det er evident, at Irak blev besat uden en holdbar plan for, hvad man skulle stille op med Saddam Hussein-arven. Så fik man al-Maliki-tragedien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Stig Bøg
  • Viggo Helth
Stig Bøg og Viggo Helth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Jeg har også hørt Martin Lidegaard appellere til samarbejde mellem sunni- og shia-irakere.
Al-Maliki skal presses til at inddrage sunnierne i landets styring; noget al-Malaki sikkert opfatter som en opfordring til selvmord.

Det er selvfølgelig latterligt, at den danske udenrigsminister gør sig klog på situationen i Irak; men omstændighederne indbyder jo ikke til latter.

I det hele taget bør den fremtidige indretning af landet overlades til irakerne selv.
Men omvendt bør vi ikke pr. refleks afvise en opdeling af landet i de 3 områder Lasse Ellegaard beskriver ovenfor.