Leder

ISIL og den menneskelige faktor

13. juni 2014

Da gårsdagens redaktionsmøde drøftede denne leders holdning til jihad-invasionen i Irak, lød et spontant bud: »Send amerikanerne ind.« Hvorpå en mere tænksom mødedeltager gjorde opmærksom på, at det har været prøvet før – underforstået: med forfærdende følger.

Og ja, årsagerne til, at ISIL (Den Islamiske Stat i Irak og Levanten) nu marcherer mod Bagdad, kan føres tilbage til USA-koalitionens invasion af Saddam Husseins Irak i 2003, der bl.a. blev begrundet med en allerede dengang modbevist påstand om, at Saddam samarbejdede med al-Qaeda.

Det gjorde han ikke, men det gør hans arvtagere. Ifølge rapporter fra Irak bistår gamle Saddam-officerer og -efterretningsfolk nu ISIL – som de gjorde i 2004, da modstanden mod den amerikanske besættelsesmagt åbnede porten til det helvede i Falluja, der samtidig blev begyndelsen til ISIL. Dengang i 2006-7 blev al-Qaeda neutraliseret, da terrorlederen Abu Musab al-Zarqawi blev dræbt, og lokale sunni-klaner vendte sig mod jihadisterne.

De gik under jorden, men blev igen synlige med opstanden i Syrien i foråret 2012 og med en brutalitet mod ’vantro’ civile, der gav selv al-Qaedas globale leder, Ayman al-Zawahiri, en sådan kvalme, at han smed dem ud af organisationen.

Irak-invasionen var den første fatale bommert i et forløb, der nu har etableret ISIL som en magtfaktor langs Eufrat-floden fra det nordøstlige Syrien til Irak-provinserne Anbar, Ninive og Salah ad-Din umiddelbart nord for Bagdad. Og vel at mærke uden at løsne mange skud – den irakiske hær, talmæssigt overlegen og trænet og bevæbnet for milliarder af dollar af amerikanerne, tog flugten efterladende helikoptere, tunge våben og svulmende bankbokse, der nu er plyndret, endnu inden den første jihad-kriger viste sig i Mosuls gader. Hvilket alt sammen peger på, at ISIL støttes af provinsens dominerende sunni-stammer.

En støtte, der er logisk i lyset af den shiitiske premierminister Nouri al-Malikis konsekvente marginalisering af Iraks sunni-segment i de otte år, han har været ved magten. De irakiske sunnitter elsker ikke ISIL, tværtimod, men de hader al-Malikis shia-nepotistiske regime endnu mere. Det var da også en tydeligt rystet al-Maliki, der gik på tv efter jihadisternes erobring af Iraks næststørste by med løfte om at nedkalde bål og brand over ISIL – et løfte, der er den egentlige årsag til, at en halv million flygtede ud af byen af frygt for Bagdad-regeringens forventede modangreb med kampfly og artilleri.

Slutsummen af de dramatiske døgn er, at den syriske borgerkrig nu er en regional krise med risiko for lige om et øjeblik at blive en international krise. Endnu en port til helvede står nu pivåben, og ganske vist er det menneskeligt at fejle, men striben af fejlbedømmelser i den syriske stedfortræderkrig er umenneskelige – alle aktører har udelukkende forfulgt egne snævre interesser.

Og vinderen er Bashar al-Assad, der gav ISIL og andre radikale jihadister ny luft i 2011, da fængslede terrorledere blev løsladt i en kynisk kalkule, der skulle sætte ham i stand til at hævde, at han ikke slog demokrater, men terrorister ihjel. Manøvren lykkedes – en morbid ironi er, at Iran som den afgørende allierede har medansvar ved at tolerere al-Assads maskepi. USA, EU og Tyrkiet har hele tiden tøvet med at støtte Syriens moderate opposition med andet end ord og konferencelokaler.

Som tyrkerne siger: »I Vesten kan de ikke se forskel på muslimer med skæg, så de tror, at alle skægaber er terrorister.« Men Tyrkiet, der kunne blokere våbensmugling og jihad-trafik med effektiv grænsekontrol, vendte det blinde øje til ISIL’s rekruttering i forestillingen om, at jihadisterne jo også bekæmpede det syriske regime – realiteten er, at ISIL er de facto allieret med al-Assad, hvis styrker lader organisationen i fred.

Bundlinjen er, at den moderate opposition udsultes af frygt for, at vestlige våben falder i ’forkerte hænder’. ISIL får i pose og sæk fra ’private’ donorer i Saudi-Arabien, emiraterne og Kuwait. Og nu er hele regionen i opløsning. Hvad kan man sige til det andet end: Tak for kaffe?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Ken Pedersen
  • Ejvind Larsen
  • Viggo Helth
Troels Ken Pedersen, Ejvind Larsen og Viggo Helth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Alliancen mellem Bashar al-Assad og ISIL må bryde sammen på et eller andet tidspunkt.
Bashar al-Assad har næppe lyst til at afgive Syriens del af Levanten til ISIL.

Men der er selvfølgelig imgen, der kan love os, at det bliver bedre af det.

Angående EU - de deltagende statsledere er i vildt håndgemæng om valg af næste kommissionsformand, så følger slagsmålet om den permanente formand for det europæiske råd og EUs højtstående repræsentant for udenrigsanliggender.
Så de 28 statsledere har slet ikke overskud til at beskæftige sig med mellemøsten - og hvis de endelig forsøgte sig, ville de aldrig kunne blive enige om noget som helst.

Så glem EU i den sammenhæng.

Toke Andersen

Lad os nu ikke glemme hvem det er vi skylder en stor tak.
Nemlig ondskabens akse bestående af Bush og Blair, med Fogh og et par andre skødehunde som halehæng.
Disse mennesker går frit omkring på trods af ufattelige forbrydelser, der har kostet og stadig koster menneskeliv og ødelagte skæbner hver eneste dag.