Leder

Nouri al-Maliki sidder nu på lånt tid

Det hedder sig, at ’alting har en forklaring’, men i international politik er der som regel flere forklaringer på det samme, og ikke alle er lige gode

AFP Photo

23. juni 2014

Det hedder sig, at ’alting har en forklaring’, men i international politik er der som regel flere forklaringer på det samme, og ikke alle er lige gode. Således var den første forklaring på, at når nogle få tusind ISIL-salafister uforstyrret kunne køre fra Syrien til Irak – der er immervæk et stykke vej – og erobre Mosul og det meste af tre provinser stort set uden at møde modstand, var det, fordi 60.000 USA-trænede irakiske soldater angiveligt ’nedsmeltede’.

Derimod var der ingen forklaring på, at USA’s ellers effektive spionsatellitter tilsyneladende ikke opdagede jihadisternes kortege. Eller hvis de gjorde, ikke varskoede USA’s allierede i Bagdad, Nouri al-Maliki, som de selv indsatte i 2006 og igen støttede, da han faktisk tabte et valg i 2010.

Det kom tilsyneladende også bag på dem, der skal vide den slags, at ISIL (Islamisk Stat i Irak og Levanten) havde indgået en uhellig alliance med den såkaldte Naqshibandi-hær, en sufi-sunni-milits dannet efter henrettelsen af Saddam Hussein i 2006, og bestående af fyrede officerer fra Baath-regimet under kommando af eksgeneral Izzat Ibrahim al-Douri – nummer to i Saddam Husseins inderkreds og den eneste, der aldrig blev taget til fange.

Det var også en ubehagelig overraskelse, at de tre generaler, premierminister Nouri al-Maliki havde betroet forsvaret af Mosul, viste sig at være femtekolonne. Ifølge irakiske desertørers udtalelser til det britiske The Daily Telegraph var det nemlig ikke soldaterne, men officererne, der ’nedsmeltede’. En korporal Muammar Naser kunne således fortælle, at alle tre generaler har en fortid i Saddam-regimets militær, »så det var helt normalt, at de ikke ville kæmpe mod andre sunnitter fra Baath-partiet,« som han sagde.

Forklaringen på, hvorfor ISIL-Baath-alliancen kunne køre lige igennem til Mosuls centrum og fortsætte mod syd til de stod 60 km fra Bagdad, er logisk – nemlig at de støttes af lokale sunnistammer i området. Ligesom der er politisk-religiøs logik i, at ISIL er købt og betalt af ’private sponsorer’ fra den fundamentalistiske wahabi-trosretning i Kuwait, Saudi-Arabien og Qatar. Hvad der forekommer mindre logisk er, at amerikanerne ikke presser Golf-regimerne til at sætte en stopper for den ’private’ pengestrøm til ISIL og andre jihad-grupper i Syrien som f.eks. den al Qaeda-relaterede al-Nusra-front.

Kritiske temperamenter har påpeget, at forklaringen kan være en uerklæret, men bevidst amerikansk strategi, der går ud på at lade de generøse Golf-sponsorer bevæbne ISIL og de andre jihad-grupper, samtidig med at de moderate syriske oprørere, USA (og Danmark) angiveligt støtter, må nøjes med ærtebøsser.

Da Nouri al-Maliki i oktober 2011 kategorisk afviste Barack Obamas ønske om at fastholde en Irak-styrke på 30.000 soldater efter tilbagetrækningen i december, var det, fordi fortsat militær amerikansk tilstedeværelse ville sinke hans udrensning af sunnier i regeringen efter aftale med Iran. Obama holdt masken som ’allieret’, men den stivnede.

Hvilket kan forklare, at Golf-staterne og USA tolererer ISIL som nyttigt værktøj i bestræbelsen på at skifte Nouri al-Maliki ud og dermed svække (og helst fjerne) Irans indflydelse i Bagdad. Og som i øvrigt stemmer med et strategipapir, som Rand-tænketanken udarbejdede til Bush-regeringen i 2002, kaldet US Strategy in the Muslim World after 9-11, der anbefaler, at »udvikle og forme pacificering af muslimske befolkninger, hvor USA har kommercielle og strategiske interesser«.

Denne strategi blev ikke forældet med Obamas tiltræden og USA’s tilbagetrækning, men kan tværtimod ses som forklaringen på, at Obama de facto støttede ISIL, da Mosul blev løbet over ende, da han afviste sin formelt allierede al-Malikis bøn om luftstøtte medmindre sunnierne igen inkluderes i det irakiske styre. Formelt solgtes Obamas betingelser som berettiget kritik af al-Malikis sekterisme og udemokratiske ageren, reelt var de et led i »USA’s kommercielle og strategiske interesser«. Obama er amerikaner, før han er demokrat, og set fra hans skrivebord i det ovale kontor sidder al-Maliki nu på lånt tid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benjamin Lau Jensen
  • Bill Atkins
Benjamin Lau Jensen og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard

Det går over min forstand, at du kan få den påståede de facto støtte fra Obama til ISIL, da Mosul blev løbet over ende til at være et led i en planlagt pacificering af muslimske befolkninger, hvor USA har kommercielle og strategiske interesser.

Pacificering er da det sidste begreb, der rinder i hu.
En rasende borgerkrig mellem de muslimske befolkningsgrupper er lagt mere nærliggende.

Lars R. Hansen

Ja, man må sige, at der "goes full retard" med den besynderlig påstand om USA de facto støtter ISIL mod Maliki for at 'udvikle og forme pacificering af muslimske befolkninger, hvor USA har kommercielle og strategiske interesser' jøsses!

Lars R. Hansen

Det er måske det nye defaultforklaring på alle USA's handlinger eller undladelser for visse meningssegmenter: USA gør eller datten for at "udvikle og forme pacificeringen af muslimske befolkninger, hvor USA har kommercielle og strategiske interesser" - færdig, slut.

Det kan jo tilføjes hvad som helst USA måtte eller ikke måtte gøre...

Der er nu mange, der har "siddet på lånt tid" ifølge amerikanerne, men som stadig er ved magten. F.eks. var det kun et spørgsmål om tid, før styret i Iran ville falde under de sidste demonstrationer. Syriens præsident sidder stadig sikkert i sadlen, selvom det også kun var et spørgsmål om tid før han ville vælte.

I det hele taget er der sket noget siden invasionen af Libyen. Rusland og Kina vil ikke finde sig i mere imperialisme, og især da vesten nu antaster de to landes interessesfærer.
Vi er på vej ind i en ny kold krig.

Lars R. Hansen

Hvis USA så sætter massive luftangreb i mod ISIL, vil nogen sige, at de gør det for at udvikle og forme pacificeringen af muslimske befolkninger, hvor USA har kommercielle og strategiske interesser.

Sætter USA ikke luftstyrker ind mod ISIL, vil de samme sikkert sige, at USA gør set for at udvikle og forme pacificeringen af muslimske befolkninger, hvor USA har kommercielle og strategiske interesser.

Der foldes ikke et argument eller sammenhængende analyse ud, men bliver egentlige på "dumme svin niveauet" altså USA bomber ISIL eller bomber ikke ISIL fordi amerikanerne er nogle dumme, imperialistiske kapitalistsvin...

Lars R. Hansen

Og Maliki blev stadigvæk ikke indsat af USA i 2006, men udnævnt af det valgte irakiske parlament, hvor hans koalition havde flertal. Og efter valget i 2010, hvor Malikis liste ikke fik flertal og derfor måtte indgå en alliance med magtdeling, hvor han blev på posten, da skete det vist med en noget begrænset amerikansk støtte, jeg mindes i hvert fald flere udfald fra Maliki om at amerikanerne skulle blande sig uden om og flere kritiske udtalelser fra amerikanske embedsfolk, og det var ikke med amerikansk støtte, at Maliki siden brød magtdelingsaftalen og indledte en klapjagt på politiske kollegaer, især sunnier. Ved det seneste valg i april blev Malikis liste klart størst, uden amerikansk støtte, men med massiv undertrykkelse af poltiske modstandere.