Der er særlig grund til kildekritik, når hovedmistænkte selv udlægger skyldsspørgsmålet. I de seneste dage har forhenværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V), forhenværende departementschef i Skatteministeriet Peter Loft og forhenværende spindoktor Peter Arnfeldt hver især meddelt offentligheden, at de går fri af hård kritik i den skattesagskommission, der har gransket ministerens, ministeriets og SKAT Københavns håndtering af Stephen Kinnock og Helle Thorning-Schmidts skattesag.
Sagen faldt som bekendt ud til statsminister-familiens fordel, men faldt minister og embedsmænd undervejs for fristelsen til at påvirke sagen og lække afgørelsen til pressen?
Nej, siger altså de hovedmistænkte selv på baggrund af de foreløbige konklusioner, de som involverede i sagen er blevet tilsendt af skattesagskommissionen. Ifølge Poulsen, Loft og Arnfeldt mødes de med relativ mild kritik, hvilket i så fald står i skærende kontrast til de oprindelige anklager.
Vi har ingen grund til at betvivle hovedpersonernes udlægning af egen skyld, og i så fald skal de selvsagt renses for anklager, der ikke kan godtgøres. Det er lige så klart, som at de endelige konklusioner først kan drages, når offentligheden til september ser kommissionens rapport.
Men uagtet skattesagskommissionens konkrete udfald efterlader tidens mange andre kommissioner en nødvendig principiel debat: Kan juridiske undersøgelseskommissioner alene afgøre sager, der ofte er mindst lige så politiske, som de er juridiske?
Selvfølgelig skal alle juridiske aspekter af sagerne undersøges, men vi skal være varsomme med, hvad det er for konklusioner, vi drager på baggrund kommissionerne. For hvad der ikke nødvendigvis er et juridisk problem, kan jo sagtens være politisk forkasteligt. Og den politiske debat skal ikke afgøres af paragrafer.
