Leder

USA's skjulte dagsorden i Irak

30. juni 2014

En skildring fra det virkelige Irak fortæller sådan set det hele: En ung shiitisk mand fulgte i sidste uge premierminister Nouri al-Malikis opfordring til mobilisering mod militsen ISIL (Islamisk Stat i Irak og Levanten), der nu truer Bagdad. I en gruppe på 300 frivillige blev han sendt til Tikrit, Saddam Husseins hjemsted og et sunnitisk støttepunkt, for at deltage i modangrebet på ISIL-enheder, der for to uger siden erobrede byen. Den unge frivillige deserterede så at sige omgående, og kun otte af de oprindelige 300 er stadig i Tikrit, for som kilden siger: »De meldte sig for at forsvare shia-helligdommene i Karbala og Najaf, ikke for at slås for al-Maliki og hans regime.«

Hvad fortæller den historie? Den fortæller, at der ikke uden videre kan sættes lighedstegn mellem shiitten al-Malikis regering og Iraks shiitter. For dem er Tikrit uinteressant, såvel som det sunnitiske Mosul, Falluja, etc. ikke er deres bord. I videre perspektiv er historien, at hvad der ligner et plot for opdeling af Irak i et Kurdistan, et Sunnistan og et Shiastan er ved at blive realiseret. Dette plot er ikke al-Malikis, men USA’s. At han spiller det sekteriske kort ved bl.a. at lukke internettet ned bortset fra YouTube med ISIL’s bestialske henrettelser af shiitter, sker for at mobilisere det shiitiske flertal til væbnet kamp for et samlet Irak. Heri støttes han af Iran og Rusland, hvor præsident Putin den 20. juni erklærede sin »fuldkomne støtte til (…) hurtig befrielse af republikkens territorier fra terroristerne«.

Putin rammer kernen i den aktuelle konflikt – den er sekterisk af navn, men geopolitisk af gavn. Og geopolitisk ses – som i Syrien – en stedfortræderkrig mellem Iran, Rusland og bag dem Kina over for USA, Golf-monarkierne og med EU som halehæng. Den krig handler ikke om USA’s udtalte krav om »inklusion af sunnitter i den politiske proces«. Var det en ægte hensigt, ville al-Sisi i Kairo ikke være præsident, men på spanden. Krigen handler om kontrollen med klodens næststørste oliereserver.

Jordanske embedskilder har fortalt, at centrale ISIL-kommandanter i 2012 blev trænet i en hemmelig CIA-lejr af amerikanske, tyrkiske og jordanske specialstyrker, det hele finansieret af Saudi-Arabien og Qatar og med etiketten ’moderate ikke-ekstremister’. Og at amerikanske spionsatellitter, der er konstrueret til at kunne tjekke en nummerplade, ’overså’ ISIL’s militærkortege fra Raqqa i Syrien til Mosul i Irak, kan ikke bortforklares som en smutter. Ej heller, at Washington for fem måneder siden ifølge britiske The Telegraph vendte ’det døve øre’ til en advarsel fra Lahur Talabani, den kurdiske efterretningschef i Nordirak, om, at ISIL og Mosuls underjordiske sunnimilits under Saddams nr. 2-mand, Izzat al-Douri, havde indgået en aftale om at forberede invasionen.

’Det døve øre’? Der er snarere tale om brug af høreværn. At Barack Obama vil af med den formelt allierede al-Maliki, er evident, men han kan jo ikke tilstå, at han intrigerer med ISIL, hvis brutalitet giver selv al-Qaeda-netværkets globale leder kvalme. Så Obama har anmodet Kongressen om en halv milliard dollar til ’opgradering’ af Syriens moderate opposition og sendt John Kerry afsted med en ny plan: Ifølge den libanesiske avis Daily Star har Kerry aftalt med kong Abdallah i Saudi-Arabien, at ’moderate kræfter’ skal neutralisere ISIL – som kunne neutraliseres med de droner, der nu bevogter den amerikanske Bagdad-ambassade, men som ifølge Kerry ikke vil blive anvendt offensivt.

I stedet skal ’moderate’ fikse ISIL-problemet, altså den hidtil bovlamme Syriens Nationale Koalition, hvis formand er saudi-proselytten Ahmed al-Jarba, som ifølge Kerry »kender folk« i området.

Det tør siges. Al-Jarba er fra en fremtrædende klan i Shammar-stammen, der totalt dominerer Mosul, og uden hvis accept ISIL ikke ville nærme sig kommunegrænsen. Shammar-stammens aktuelle dagsorden er ikke at fikse ISIL, men al-Maliki. Ikke fordi han er shiit, men fordi han er for gode venner med Iran.

Tror Obama mon, at nogen køber hans ævl om ’inklusion’ af sunni-segmentet? Vi gør ikke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Helle Birkemose
  • Niels Jespersen
  • HC Grau Nielsen
  • Stig Bøg
  • Steen Sohn
Helle Birkemose, Niels Jespersen, HC Grau Nielsen, Stig Bøg og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars R. Hansen

Hvordan skulle det give USA kontrol over den irakiske olie, at landet deles i tre stridende dele?

Har Alex Jones en forklaring på det?

Torben Lindegaard

Efter at have læst Lasse Ellegaard og Richard Swartz i dagens avis står en ting klarere end nogensinde: Vi bør holde os langt væk fra Mellemøsten.

Vores egen udenrigsminister siger nøjagtigt det samme som Obama om inklusion af sunnierne, så det tegner ikke for lyst.

Ernst Petersen

"Kontrol over olien" betyder ikke det, som mange tror. For det drejer sig ikke om, at man direkte ønsker selv at bestemme. Men derimod om at forhindre, at de lande, der har olien, rotter sig sammen og hæver prisen på olie voldsomt. Samt at et af landene bliver for økonomisk og militært stærkt via olien og udvikler sig til en stormagt, der også kan presse de øvrige lande til at hæve prisen.

USA er derfor ligeglad med, om Irak deles i tre lande eller holdes sammen, hvis vi ser på Irak isoleret. Amerikanerne ville endog foretrække et delt Irak, så Irak ikke kan blive en stormagt. Men problemet er Iran.

For et delt Irak kan USA ikke kontrollere alle dele af, og mindst et af de tre dele ville sikkert få et stærkt økonomisk samarbejde med Iran, hvilket vil øge faren for, at Iran kan blive den stormagt, som USA under ingen omstændigheder ønsker i området. Derfor foretrækker USA klart et samlet Irak.

Lars R. Hansen

Så har USA sgu ikke kontrol over ret meget, da OPEC, et oliekartel og verdens største kartel i det hele taget, sørger for at holde olieprisen kunstigt højt, så lige præcist så højt, at verden ikke for alvor sætter alle kræfter på at udvikle alternative energikilder eller verdensøkonomien kollapser.

Bemærk desuden at de indbyrdes fjender i Mellemøsten holder sammen i OPEC mod de olieimporterende lande, så som USA, EU, Kina, Indien, Japan m.fl.

Ernst Petersen

USA har stadig kontrol over Saudi-Arabien på dette område, hvilket bevirker, at saudierne altid skruer op for oliehanerne, når de øvrige OPEC-lande bliver enige om at skrue ned for at få priserne op. For den saudiarabiske kongefamilie ved ganske udmærket, at hvis den ikke er parat til dette, så kan den heller ikke forvente, at USA skal komme deres tyndt befolkede og militært svage land til undsætning, hvis landet bliver invaderet, eller hvis dets befolkning begynder at gøre oprør mod kongefamilien.

Så USA er i ret høj grad i kontrol, - hvilket bare ikke nødvendigvis er nok, hvis f. eks. Iran udvikler sig til en økonomisk stærk stormagt med blandt andet atomvåben. For så kan USA jo stadig nemt miste kontrollen med hele området.

Desuden ønsker hverken USA eller Saudi-Arabien, at USA bliver nødt til at gribe så meget ind, at den saudiarabiske kongefamilie bare bliver opfattet som USAs forlængede arm. For dette vil selv Saudi-Arabiens befolkning næppe acceptere.

Lars R. Hansen

Nej, USA har ikke kontrol over de saudiske haner eller det saudiske regime iøvrigt.
Det en fantasi om et amerikansk overherredømme, der ikke er belæg for, men USA har selvfølgelig nogen indflydelse, påvirknings- og sanktionsmuligheder.

Hvis USA havde kontrol over Saudiarabien eller den øvrige mellemøstlige olie, da ville der ikke findes et OPEC.

Landene i OPEC overskrider så indimellem de kvoter de har aftalt indbyrdes af ren og skær økonomiske årsager, altså de vil have flere penge i kassen og sælger derfor mere olie end aftalt i deres kartel. Det ikke USA der står bag, men almindelig bjergsomhed.